Tekster: Es.7-10 og Johs.3,25-36
4. søndag i advent kl. 10
Salmer: 87-449-441/ 88-439-86-91
Ved døbefonten har vi lige for et øjeblik siden bedt Fadervor, som slutter med ordene: ”thi dit er riget, magten og æren!”. Med den sætning bekender vi, at Gud er Gud. Han er mere end et menneske. Han kan ikke rummes i de kategorier eller former, vi tænker og forstår i. Gud er magten til alt liv. Gud er magten over, under, bag og om alt, hvad der er til.
Vi taler ofte om magt. Magt interesserer os. Der findes ikke noget forhold mellem mennesker indbyrdes, som ikke er baseret på magt. Også vores forhold til omverdenen er baseret på magt. Vi har magten til at give og befordre liv. Vi har magten til at slukke lyset, håbet og tilliden hos et andet menneske. Omvendt har vi også magten til at tænde lys og til at plante håb. Måske nogen af os synes, at vi i øjeblikket i højere grad slukker lys og skuffer håb end det modsatte. Evner vi da ikke længere at være empatiske og at sætte os selv i andres sted?
Ligger der en frygt, måske en angst hos os? Er vi bange for at miste magten her hos os selv? Hvis vi kan bekræfte det, må vi på et tidspunkt se i øjnene, at vi er ved at miste friheden. For den, som er bange for at miste, ser fjender og trusler allevegne. Friheden ligger i, at vi er forbundne, at vi modtages og modsiges, at vi kan sættes os hos andre uden frygt, fordi de i deres forskellighed dog er, som vi selv er.
Friheden er altid defineret i forhold til noget uden for os, aldrig i noget inden i os. Sådan forholder det sig også med et samfund. Et samfund, som lukker sig om sig selv, er ikke kun et dement samfund, som historikeren Michael Bøss har kaldt det, fordi vi er ved at glemme vores historie. Det er også et ufrit og forkrampet samfund, som taber friheden, når de ikke vil tage andre inden or døren.
Johannesevangeliet taler om magtforhold i dag. Først om forholdet mellem jøderne og Johannes’ disciple. Senere om forholdet mellem Jesus og Johannes. Jøderne og Johannes disciple skændes om renselse. Johannes og hans disciple vendte forholdet til Gud om. Dåben som renselse betød for Johannes, at Gud handlede og gjorde dem fri. Den byrde lå ikke længere på dem selv. De skulle ikke præstere noget for kunne anerkendes af Gud. De skulle mærke i dåben, at de havde hans anerkendelse. Anerkendelsen skulle få dem til at gå i en anden retning. ”Vend om! ” sagde Johannes. ”I går i den gale retning”.
Mon ikke han ville sige det samme til os i dag? Går vi måske ikke også i den forkerte retning, når vi hele tiden taler om, at vi skal fortjene noget for at få det bedre. Svarer nutidens krav om at præstere ikke på en eller anden måde til de krav, som Moseloven stillede? Johannes peger bort fra sig selv og hen på Jesus og siger, at der kommer en, som vil befri mennesker fra at skulle præstere for at blive set og anerkendt.
Er vi måske ved at havne på et galt spor i vores samfund, kunne vi spørge. For har vi ikke bygget det op på et princip om, at de bredeste skuldre skal bære mest? Er vi ikke ved at slippe det princip? Ingen skal undslippe for at bære men skal bære efter evne. Nu motiverer vi hinanden med at stille krav og love en fortjeneste, hvis vi lever op til kravene.
Sådan er det ikke i forhold til vores skaber og frelser. Hans ord afslører, at vi slet ikke kan fortjene os til hans frelse, tilgivelse og forsoning. De kommer til os af nåde. De er ubetingede, mens vi synes at spinde os mere og mere ind i krav og specifikationer, der tager modet og livsglæden fra os.
I Jesu forkyndelse er der ingen krav, der fremmer fortjenesten. Men krav er der. Du skal tage dig af din næste. Din næste er ham, der har brug for, at du tager dig af ham. Han har brug for at se og at mærke, at der er barmhjertighed, tilgivelse og forsoning i verden, ikke bare egoisme, grådighed og angst. Det er ikke kun fordi han er i nød, du skal tage dig af ham. Begrundelsen er, at han er som dig. Han er en del af dig, fordi han er i din verden. Og han bærer – som du – Guds billede i sig.
Der er vist mange i dag, der forstår både folkekirke og den kristne forkyndelse som en samfundsbærende størrelse. Der bliver hele tiden talt om de værdier, som kristendommen og folkekirken kan bidrage med til vores samfund. Desværre er det altid værdier, der bekræfter os og vores måde at leve på, som fremhæves.
Johannes henleder sin samtids og nu også vores opmærksomhed på, at Jesus faktisk er særdeles kritisk over for den, der bare vil bevare. Jesus foretog et formidabelt opgør med tanken om at fortjene noget i forhold til Gud. Og dermed gjorde han også op med den tanke, at vi skal fortjene os til andres kærlighed, tilgivelse, forsoning eller opmærksomhed.
Evangelisten Johannes får gjort os opmærksom på dette i dag ved at pege på, at der ikke er en konflikt mellem Jesus og Johannes. Johannes blev ikke stødt over, at Jesus også begyndte at døbe. For Johannes’ opgave er at pege på ham, der skal komme. Og ham der kommer er Jesus som ikke kun døber med vand. Han døber også med Ånd.
Og hvad betyder det? Ånd er jo liv. Han døber et menneske og river der ud af døden. Når vi døber sker det samme, fordi Jesu ord lyder ved døbefonten, og fordi vi døbes til Jesu kors. Korset er ikke kun tortur, umenneskelige lidelser, det er også Gud, der forsoner os med lidelsen og døden. Han tager det på sig, bærer det for os. Og er så hos os, når det er os, der møder lidelsen, håbløsheden og døden.
Johannes peger på, at det kan intet menneske gøre. Derfor er der ingen konflikt mellem Jesus og Johannes. Jesus er Gud i menneskelig skikkelse. Kun Gud kan bryder grænsen mellem liv og død ned ved at komme til os.
Når vi om nogle dage skal høre om barnets fødsel i Betlehem er det Gud, der kommer til os i og under det lille barns skikkelse, gerning og forkyndelse. Han bringer selv forsoningen og tilgivelsen til os. Den er konkret. Den er ikke bare teoretisk eller abstrakt. Han gennemlever konsekvensen, for at vi ikke skal gå til i døden og ufriheden. Vi vil blive rejst op livet igennem, og løftet om det, får vi i dåben.
Hvad betyder dette for vores måde at håndtere magten på? Ja, det burde betyde meget mere end det tilsyneladende gør. Som Jesus bruger den guddommelige magt til at skabe liv og håb, således kunne og burde vi også gøre. Er er ikke mennesker nok at hjælpe?
Nu er der en klimaaftale, som skal gøres konkret og føres ud i livet. Lad os tage fat på det. Ikke fordi vi tror, at vi kan eller skal redde verden, men for at skabe håb, hvor håbløsheden og desperationen hersker.
Der er også mennesker på flugt fra brutale magthavere. Kunne vi ikke finde ud af at være en forløber, som Johannes, der bringer håb for dem, som er flygtet fra alt? Og kunne vi ikke være forløbere for alle de medborgere, vi har, som hverken fysisk eller psykisk kan magte et tempo og et pres og de krav, der stilles om evindelige effektiviseringer på deres arbejdsplads?. Jeg må ind imellem spørge mig selv, om vi lever for at arbejde, eller om vi arbejder for at leve?
Som vi sang i den første salme i dag, så betyder det fjerde lys i adventskransen, som vi skal tænde i dag, at vi i dåben og forkyndelsen har fået en pinseglød af ånd i vore hjerter, så vi kan tænde lys for andre, når mørke, håbløshed og død er ved at overmande dem. Vi kan og skal ikke redde verden, det kan kun livets og dødens Herre, den treenige Gud Fader, Søn og Helligånd. Men vi kan som en Johs. Døber pege på ham, når vi tænder et håb hos dem, der intet andet håb kan se end os.
Amen