Tekster: Rom 4,18-25 og Matt 14,22-33. Salmer: 18-636/ 576-439-662-767
Af domprovst Poul Henning Bartholin
4.s.e. Helligtrekonger, Aarhus Domkirke den 2. februar 2014 kl. 17.
Som I sikkert ved, udgiver Aarhus Universitetsforlag en serie ”Tænkepauser” om enkelte ord og begreber. Der er en bog om ”folk”, om at være ”dansk” og om ”tillid”. Sidstnævnte er skrevet af prof. ved Statskundskab Gert Tinggaard Svendsen og er meget oplysende.
Gert Tinggaard har ikke skrevet en bog om tillid i almindelighed. Kun som et indtil videre lidt overset begreb i den økonomiske forskning og forståelse. Han trækker på, at begrebet også har en psykologisk og en teologisk side. Psykologisk kan vi fx spørge, hvad der ligger til grund for, at nogen har let ved at have tillid til andre, andre har svært ved det? Vi kan forklare noget på baggrund af et menneskes opvækst og disposition. Teologisk kan vi fx undersøge, om tillid har noget at gøre med tro og mistillid med vantro.
Det hænger sammen. Vi har udsagn i Det nye Testamente, som siger, at ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. (Hebr. 11,1) . Og begge vores tekster i dag, fra Romerbrevet og Mattæusevangeliet taler om tro og om tillid.
Gert Tinggaard antager og efterprøver, om vores velfærdssamfund har noget at gøre med tillid. Tilliden er der åbenbart en lang tradition for i Danmark. Afgørende er vores tillid til mange samfundsinstitutioner, at de ikke er korrumperede på nogen måde. Tillid til dem, skaber velfærden i vores del af verden.
Men vigtigst er tilliden mellem mennesker. Vi tænker, at vi kan have tillid til de mennesker, der arbejder i de forskellige institutioner og enheder, som et offentligt system arbejder i. Vi stoler på dem.
I dag har vi hørt om to mænd og indirekte om Abrahams hustru, Sarah. Abraham kaldes jo ofte for ”troens fader”. Sådan synes Paulus også at se ham. Her drejer det sig om Guds løfte til Abraham om, at han skal få et barn med Sarah. Nu er Sarah bare for gammel til at få børn på naturlig måde. Så hvordan skal det gå til? Vi hører ikke noget om, hvad Abraham og Sarah forestiller sig. Blot, at Abraham tror, at det vil gå i opfyldelse.
For Abraham stolede på Gud, der havde ført ham fra Ur i Kaldæa til det nye land Palestina. Dér lovede Gud, at Abrahams folk skulle blive lige så talrigt som himlens stjerner. Hvorfor troede Abraham på det? Det er jo absurd at forestille sig, at en kvinde på måske 70 år skal kunne blive gravid og føde et levedygtigt barn?
Ja, men det vigtigste er, at troen ikke drejer sig om, om Abraham og Sarah nu får det barn. Nej, det handler om forholdet til Gud. Har de stadig tillid til ham, selv om de ikke bliver velsignet – som andre- med det barn eller flere.
Abraham stolede på Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. Han var med andre ord taget ind i Guds favn og anderkendt som én, der stoler på Gud. Fordi det afgørende for Abraham ikke er, om det, Gud måske letsindigt lover, også sker konkret, men at han er blevet set af ham. Tilliden vokser altså ud af at blive mødt med tillid i form af at blive set, accepteret og taget ind.
Paulus gør noget ud af, at denne tillid, denne tro, blev accepteret af Gud. Det er det, han mener, når han siger, at det bliver regnet ham til retfærdighed. Abraham skal ikke gøre noget for at gøre Gud i godt humør. Tilliden mellem mennesket og Gud er det afgørende. Og her ser vi, at tillid også kan tage skikkelse af tro.
Hvad troede han så? Ja, det ved vi nok ikke så meget om, og dog fortælles der i Det gamle Testamente, at Abraham stolede på, at Gud ville have med ham at gøre, selv om han, Abraham, også svigtede ham ind i mellem? Hvorfor stolede Gud så på ham? Fordi Abraham ikke stillede betingelser, ikke gjorde sig nogen forestilling om Gud, som ikke var indeholdt i den gensidighed, de to havde i forvejen. Gud plejede jo at holde sine løfter. Hvorfor skulle han så ikke gøre det her? Ja, hvorfor ikke?
Nej, Gud ville have et folk, en indgang blandt mennesker, så han kunne inkarnere sig, åbenbare sig som et menneske og derved åbne for Guds almagt og kærlighed, der omfatter mennesker og alt levende og skabt.
Peter, den temperamentsfulde fisker, havde hørt om Abraham. Han kendte hans position i jødedommen. Peter kendte fortællingerne om Abrahams tro. Selv havde han vist ikke en tro som Abraham. Peter skildres jo i Det nye Testamente som en person, der har lidt svært ved at forstå, hvad Jesu gerning egentlig er. På bjerget da Jesus forklares, og det åbenbares, at han er Guds søn, så vil Peter blive der og bygge hytter. Han er i dét øjeblik eksklusiv og udelukker andre.
I den sammenhæng, hvor vi hører om ham i dag, er han heller ikke sikker i troen. Han og de andre disciple i båden på den oprørte sø har vel både været søsyge og rædselsslagne for at drukne. De så velsagtens ind i dødens mørke, da en lys og lysende skikkelse nærmede sig. Hvem ville ikke være blevet grebet af angst i den situation? Hvem ville ikke forestille sig alt, og frygte alt?
Og læg så mærke til, at Jesus giver sig til kende med ord. Bare et ”frygt ikke!” For Peter var det ikke nok til at lægge rædselen. Han ønskede en tilkendegivelse, kan vi høre. En kalden, en opfordring til at gå Jesus i møde. Der blev kaldt. Der løb et ”Kom!”. Og Peter gik men tvivlede pludselig på, at han kunne gennemføre det. Der var ingen tillid. Ingen tillid til sig selv eller til Jesus. Bebrejdende blev han spurgt, da de var kommet velbeholdne op i båden begge to, hvorfor han tvivlede?
Ja, hvorfor gjorden han mon det? Hvad ville du have gjort? Eller spurgt på en anden måde: Hvad gør du, når det sker for dig? For det gør det jo! Hvor ofte bliver der ikke appelleret til din tillid? At du skal komme, når der bliver indbudt og kaldt.
Jeg hører tit nogen sige om deres tro, at den er lille og svag, og at de tit også tvivler. Tvivler på, om der er en Gud. Om Gud har åbenbaret sig i Jesus Kristus. Om Gud er her i Helligåndens skikkelse. Det er der ikke noget forkert i. Vi kan jo se, at selv Peter, den discipel, der var tættest på Jesus også gjorde det. Ikke bare her, hvor vi har hørt det i dag, men også i andre situationer. Ja, han svigtede ham den sidste aften i Gethsemane Have og i ypperstepræstens gård.
Det kan være vanskeligt at identificere sig med Abraham, der troede mod al erfaring, forekommer det os. Peter kan vi se os selv i. Den betroede, der ikke kan leve op til tilliden. Nu skal vi næppe blot identificere os med den ene eller den anden. Det er ikke nødvendigt at foretage psykologiske studier i os selv her. For lagde du måske ikke mærke til, at Abraham ikke blev rost for sine gerninger. Hans ros udsprang af, at han afkoblede gerninger fra troen. Hans nye erfaring var, at Gud frelser på trods af menneskers gerning. Guds lader sig ikke nøje med at være blevet bundet af menneskers forestillinger og gerninger. Han er mere end det og mere, end vi kan rumme.
Og netop det, kommer frem i vores to tekster i dag. ”Tro er tillid til det, vi håber, overbevisning om det, vi ikke ser”. Troen kan ikke bevises og troen kan ikke bestemmes eller beskrives ved ret meget andet end tillid.
Hvis vi gør os forestillinger om, hvordan Gud ser ud, hvor han er etc., ja, så er det helt i orden. Sådan har mennesker altid gjort, og det er der kommet megen teologi ud af, fordi teologi er refleksioner om Gud, Guds væsen og væren, om hans gerninger og ord.
Det vi tror på, når vi har tillid til et menneske, er det, at det er til? Eller har vi tillid til, at det vil os det godt? Er det ikke det sidste? At Gud vil os det godt. Jo, sådan tolker jeg også Paulus ord om Abraham, sådan at det, som gjorde Abraham retfærdig for Gud, er, at han stolede på, at hans løfter blev opfyldt, selv om det stred mod hidtidig erfaring.
Og når der kaldes på os, er det heller ikke eksistensen af den, der kalder, vi tror på. Vi tror på, at vi skal komme, fordi der er brug for vores hjælp og for os. Eller at vi selv kan blive hjulpet.
Vores erfaring støder af og til på en grænse her. Hvor vi gerne ville have haft hjælp i vanskelige situationer og bad om den, udeblev den. Hvorfor det? Er Gud så ikke til? Jo, det får ikke mig til at tvivle om, at Gud er. Derimod kan det få mig til at tvivle om og tvivle på, om jeg har forstået, hvem og hvad Gud er. For han er vist ikke én, der dikterer mig, hvad jeg skal gøre just i denne stund. Han er med mig, når jeg handler og træffer mine valg. Ja, når jeg håber og tror op imod al erfaring, eller når jeg tvivler på, at jeg kan, når der bliver kaldt på mig. Kan jeg så gå? Kan jeg gøre det, der skal gøres? Og vil det være godt nok?
Min trøst er, at Peter og Abraham viser os, at det er lige meget. For Gud kommer selv til os i Jesus Kristus. Det regnes os til retfærdighed, hvis vi har tillid til, at vi er elsket af den Gud, der har skabt alt, og som holder alt i sin hånd og vil vende alt til det bedste for os hver især, om ikke før, når han tager os i hånden og går over vores livs dybe vande sammen med os. Så er troen egentlig mest hans, og tilliden viser han os. Vi kan bare tage imod. Hvis vi da vil.
Amen