Tekster: Matt. 7,15-21Gudstjeneste i Aarhus Domkirke den 26. juli kl. 17
Mennesker kan kun gøre fremskridt, så længe vi følger det umulige. Det umulige kræver altid for meget af os og får os til at gøre os umage, forandre og bevæge os: Du skal ikke have andre standarder end mig, lyder det fra Guden – jeg forlanger det umulige af dig, det jeg kræver af dig er alt for meget, men det er netop sådan det skal være. I Det Gamle Testamente får Moses overrakt de 10 bud, der sammen med rækken af foreskrifter sætter en umulig høj standard for jødernes liv. I Det Nye Testamente kender vi det umulige i Jesu ord fra bjergprædikenen – hvis nogen slår dig på din højre kind, skal du vende den anden kind til, elsk din fjende, vær ikke bekymret for dagen i morgen, døm ikke. Jesu ord har altid været alt for meget for mennesker, men det har alligevel været målestokken. Vi kan kun gøre fremskridt, så længe vi følger det umulige.
Gud er i religionerne ofte skildret som det umulige, der forlanger alt for meget af os. Det er åbenbart sådan, vi bliver til mennesker – ved at der kræves for meget af os. Det er ikke nok at overleve, med mindre vi er meget fattige, syge, flygtninge eller ramt af andre ulykkelige livsomstændigheder. At blive målt efter en umulig standard har gennem historien drevet mennesker og samfund, også vores danske samfund. Det umulige sætter en særlig standard, giver livet format og mennesker værdighed. Det er meningen, at der skal kræves for meget af et menneske. Det er pointen, at vi skal komme til kort. Det er naturligt at skulle indrømme, at jeg er blevet mindre end det der forlanges, mindre end det jeg kunne være blevet. Når det umulige måler vores liv, bliver det aldrig godt nok. Vi er i tvivl om vi er et godt træ som bærer gode frugter eller vi er et dårligt træ som sætter dårlige frugter – om vi skal hugge om og kastes i ilden.
Der er i historiens løb mange falske profeter, som har udnyttet, at vi kommer til kort og må sande, at vi er blevet mindre end vi burde i forhold til det der forlanges. I stedet for den umulige standard sat af Gud har profeter af alle typer opstillet lettere idealer, en mere mulig målestok. I senmiddelalderen og renæssancen begyndte Firenze, Venedig og Genova f.eks. med handel og markedsøkonomi. Med hjælp fra de opdagelsesrejsende ad søvejen fandt man ud af, at pengeøkonomien effektivt kan styre menneskers liv med hinanden. Det har siden udviklet sig, så stort set alt i dag er marked. Guds umulige krav er skiftet ud med tallenes dom – har du sorte eller røde tal. Et andet eksempel på skiftet fra det umulige til det mulige er ideologierne. Nogle blev kommunister, andre liberalister eller tilhængere af konservatisme. I kan selv fortsætte med at give eksempler på, hvordan idealerne og kravene er blevet mindre og mindre. Det er bibelsk talt de falske profeter, som får os til at række ud efter det muliges målestok.
Men hvorfor er det umuliges krav er ikke længere noget for os? Måske er det, fordi vi ikke bryder os om at komme til kort – da slet ikke indrømme, at jeg er mindre end det der forlanges, at jeg er mindre end jeg kunne være blevet. Så hellere vælge en mindre målestok, leve efter en overkommelig fællesnævner. Lad det mulige styre og regerer mellem os.
Jeg kender godt fristelsen ved at give op og helt overgive sig til at lade de falske profeter bestemme ens liv. Det er en lettelse at pakke kravene fra det umulige væk og bare følge det mulige, følge med uden idealer. Profeterne på skærmen fortæller hele døgnet om det muliges mange former, som vi sagtens kan efterligne. Det er ikke så svært at søge det mulige, men er det nok? Er et menneske ikke mere end at følge det muliges standard? Det har et menneske været tidligere i historien. Tidligere havde vi brug for det umuliges tårnhøje standard. For mennesker er mere end biologi, mere end materielle forhold, mere end personer som skal underholdes. Det giver et menneske værdighed, at der kræves alt for meget. Kun den der er blevet målt af det umulige eller guddommelige er et menneske, mente man tidligere. Det særlige ved mennesker er, at vi kan gøre fremskridt, så længe vi følger det umulige. Vi kan blive gode træer, som bærer gode frugter.
Det kristne håb siger, at fremtiden tilhører troen på det umulige. Når Gud i julen forandrer sig selv ved at komme til jorden, er det for at plante troen på det umulige mellem os: Du kan også forandre dig med den anden, du kan også give dig hen til medmennesket, du kan også i praksis og liv gøre kærlighedens bevægelse – blive til på ny gennem mødet med den anden. Når Jesus i påsken lider, dør på korset og opstår fra de døde, er det, fordi vi skal have den målestok og umulige standard, at kærligheden altid er stærkest, også stærkere end døden. Når Gud i pinsen lader ånden komme over en splittet og forvirret forsamling, som ikke kan nå eller forstå hinanden, er det for at bygge bro mellem mennesker på tværs af alle forskelligheder, barrierer og mure, som vi stiller op imellem os. Det har konkret og praktisk betydning i hverdagen, om vi er formet af det umuliges guddommelige krav. På tro, håb og kærlighed kan vi nedbryde de gængse mure mellem eget og fremmed, nedbryde de klassiske forestillinger mellem ven og fjende. Det betyder noget for menneskesynet og fremtidens samfund, både lokalt i vores eget land, men også på europæisk og globalt plan. Fremtiden tilhører troen – at ville måles af det umulige. For det sætter mennesker i stand til at gøre fremskridt. Kristendom sker også uden for kirkens rum og ritualer – når ordene bliver til konkret liv med andre.
Evangeliet i dag vil, at vores person skal blive som det gode træ, der bærer gode frugter. Det umulige tager mål af os. For det er umuligt at være et godt menneske, som kun gør gode gerninger. Det ved vi alle. Vi kommer til kort. Det er værd at huske kirkens reformator Martin Luther. Luther siger, at i forhold til det umulige er troen det afgørende, ikke gerningerne. Og troen er en radikal ny måde at være til på. Tro er godhedens magt – at være menneske på Guds kærlighed. Luther siger direkte, at tro er god samvittighed i forhold til Gud, fordi vi ved, at Gud står ved sit menneske og sætter det fri til at handle og leve med andre uden angst for om det er nok. En kristen skal derfor ikke frygte det umuliges tårnhøje standard. Troen giver bevægelsesfrihed – altid kan vi søge hen til den anden og ud til de andre, gøre fremskridt med hinanden gennem troen på det umulige.
Fremtiden tilhører troen – at ville måles af det umulige. Mennesker kan kun gøre fremskridt, så længe de følger det umulige.
Amen.