I forbindelse med Den Internationale Litteraturfestival i Aarhus, LiteratureXchange, sætter Aarhus Domkirke i dagene 14. – 17. juni fokus på de store danske salmedigtere, alle dage i kyndigt selskab med tidl. litteraturprofessor og forfatter Erik A. Nielsen. I en samtale- og koncertrække udfoldes over de 4 dage et originalt spor i dansk litteratur- og musikhistorie, nemlig den kristne digtekunst i ord og toner.
Mandag den 14. juni inviterer Aarhus Domkirke indenfor til en katedralsamtale om den kristne digtnings retorik gennem 2000 års europæisk tradition med de bibelske skrifter. Som optakt byder vi på en koncert med et strejftog gennem kirkemusikkens historie. Tirsdag den 15. juni gælder det en samtale om digteren Thomas Kingo som dansk litteraturs toneangivende eksempel på kristendommens retorik. Koncerten tager afsæt i Kingos salmer og barokkens kunstmusik. Onsdag den 16. juni er den lyriske mesterdigter H. A. Brorson på katedralsamtalens bord, hvor pietismens inderlighed er koncerttemaet i et musikalsk møde mellem Brorson og Bach. Torsdag den 17. juni tager både samtalen og musikken udgangspunkt i en af Danmarks betydeligste åndspersoner, nemlig N.F.S. Grundtvigs bidrag til litteraturhistorien og kristendommen. Undervejs i samtalerne synger korister fra Domkirkens kantori salmer af digteren.
Som samtalepartner de fire aftener har Domkirken allieret sig med Erik A. Nielsen, som er professor emeritus i dansk litteratur på Københavns Universitet. Erik A. Nielsen har gennem en menneskealder beskæftiget sig med krydsfeltet mellem kristendom og litteratur, ikke mindst gennem de senere års udgivelse af det betydelige bogværk om den kristne digtnings billedsprog I-IV. I samtalerækken udfolder Erik A. Nielsen frugterne af sit store bidrag til dansk litteraturhistorie og den kristne tradition. I litteraturfestivalens koncertprogram medvirker Aarhus Domkirkes organister, medlemmer af Domkirkens kor og solister.
Vel mødt til litterære katedralsamtaler og koncerter i Aarhus Domkirke.
Alle er velkomne – der er ganske gratis adgang.