Mariæ Bebudelse, søndag den 22. marts 2015 kl. 10 i Aarhus Domkirke
”Marias og Guds Faders Søn,
du gør den visne verden grøn,
nu ler en lærke atter.
En kvinde ingen mand har haft,
bli´r svanger med den højes kraft,
til lovsang eller latter”.
Amen.
(J.Johansen: Min egen Salmebog, nr. 227,v.4)
Det er vidunderlige ord denne forårsmorgen. I en samtid, hvor idealet om en perfekt krop og hård seksualitet er påtrængende i billeder og ord, bruger Lukasevangeliet skønne ord om befrugtningen af Maria. Gud vil ”overskygge” Maria med den ”Højestes kraft”. Befrugtningen rummer meget mere end biologi og sex. Der er noget helligt og urørligt over befrugtningen af Maria. I bibelsk sammenhæng sker der en forrykning af det hellige på Mariæ bebudelsesdag. Det hellige sted flyttes fra pagtens ark til den jomfruelige Maria. Nu sker det hellige i Marias moderliv. ”Den Højestes kraft overskygger” og befrugter Maria. Og når Gud befrugter et menneske, krænker han det naturligvis ikke. Maria bliver gravid uden Gud krænker hendes uskyld eller uberørthed i forhold til verden. Det er ikke sæden, som gør Maria fuld af frugt, men ordet. Guds ord besvangrer Maria, ikke alene hendes livmoder, men også hendes hjerte. Ved Maria gror et nyt menneske frem, en ny begyndelse og en ny slægt, som ikke holdes sammen af blod og sæd, som det ellers er almindeligt i familier og slægter. Den nye slægt holdes sammen ved ordet. Den nye slægt og familie er et åndsfællesskab uafhængig af kønnet. Det er ordet, som forbinder mennesker. Det ord, der overskygger og gør Maria fuld af nyt liv, dét ord binder folk sammen i et fællesskab, der er stærkere end sæd, blod og køn. Guds ord i moderliv, hjerte og væsen er det helt nye ved Mariæ bebudelse. Kristne holdes sammen af ord, ikke af sæd, blod og køn. Vi er mere end vores familie, slægt, arv, biologi og krop. Vi er en del af det åndsfællesskab, som Maria i dag grundlægger. Det begynder med en hellig urørlighed i livmoderen. Gud krænker ikke Maria, da hun gøres gravid. Gud gør livet helligt ved at lade sit ord blive menneske.
Jeg håber, at I har forstået pointen. Undfangelsen og jomfrufødslen om 9 måneder skal vise, hvor virkningsfuld ordet er i den menneskelige eksistens. Ordets virkning mellem os er ligeså stærk som sæden, der gør gravid og befrugter en livmoder. Vi skal lade ordet besvangre vores forhold til os selv og de andre. Vi skal tage det hellige ord til organer og hjerte.
Vi er i dag ved noget af det vanskeligste – at kunne være passiv, at tage imod uden selv at gøre noget. Fra ganske små opdrages vi til at være aktive, handlekraftige, stærke og selvsikre. Du skal kunne klare dig selv, stå på egne ben, være selvhjulpen, lyder det fra vi ganske små i hjemmet og videre op gennem uddannelsessystemet. Du skal kunne selv og du skal ville på egen hånd. Derfor har vi vanskeligt ved passivt at tage imod. For vi har lært, at det er et svaghedstegn at tage imod. Det er kun de svage, som er passive. De stærke klarer al ting uden hjælp. Selv når vi i dag får beskeden om, at vi med Maria skal have en lille dreng – at vi skal modtage den største gave i tilværelsen, at vi får lov til at få Guds barn og opdage hvor stort det er at elske – selv det falder os svært at tage imod. Passivt modtagende er det værste og i nutidens samfund noget et menneske skal skamme sig over. Derfor er det så vanskeligt for voksne aktive mennesker i et højteknologisk konkurrencesamfund at koble sig af, blive passive, at sætte sig for at lade fremmede ord gennemtrænge organer og hjerte, at give sig hen med alt hvad man er og tage imod den nye anden som kommer. Der er ikke plads i kalenderen, hverken tid, energi eller lyst, for alt liv handler om, hvordan jeg klarer mig på egen hånd, hvordan mine tal ser ud på vellykkethedsskalaen.
Maria skal være mor. Forbavset og overvældet tør hun næsten ikke tro englens glædelige budskab, men så bryder Maria ud i takkesang, åbner sig for det underfulde, modtager det fremmede ved at give sig hen til det. Og fordi hun tør være passiv, tør gøre sig selv lille, vokser en ny indsigt frem. Det er en indsigt, vi ikke kan præstere os til, ikke kan tænke os til, hverken kan arbejde os frem til eller gøre noget aktiv for. Indsigten om modtagelsens livsforvandlende glæde melder sig spontant, når vi tømmer os for hinanden og giver os hen til samværet. Maria synger, fordi hun sanser nyt liv. Nu skal hun til at stryge et menneske over hovedet, tage et barn ind til sig, hjælpe det til at leve, se det gro og vokse op, give det tid og rum, støtte det til at blive et menneske. Tak Gud, for alt det jeg for lov til at tage imod. Jeg er virkelig livets tjenerinde, som får del i det mirakuløse. Maria tager englens og Guds ord til organ og hjerte. Tænk at bære Guds nye ord i livmoderen, at blive gravid uden at blive krænket, stadig være urørt, at bære det hellige ord.
Maria gør sig mange tanker og den nye frugt i maven får hendes udelte opmærksomhed. Snart vil han række ud efter hende, se på hende og hun vil gengælde blikket med et smil, igen og igen. Hun vil lære den lille alt, hvad hun ved om livet. Hun vil vise ham himlen, tage Jesus med ned til søen og lade ham mærke vandet. Hver dag vil hun give ham den næring han behøver. Hun vil berette om blomster og slanger. Kort sagt vil Maria lære barnet at elske ved selv at elske ham. Det er den måde, hun vil modtage ham på. Det tager lang tid at lære at elske. Det er ikke nok med små lommer af kvalitetstid en gang imellem. Det kræver opmærksomhed fra morgen til aften. Hvert sekund vil han være i hendes hjerte, og Maria vil blive en omvandrende bøn: ”Gud, pas på dit elskede barn, se til at der ikke sker ham noget, se til at han kun får den modgang som gør ham stærk”. Og siden vil Maria finde alt sit mod frem for at turde give slip på ham, lade ham gå egne og Guds veje. Som en elskende mor vil hun give det bedste hun har modtaget til andre mennesker. Lad ham gøre gavn og komme til at betyde noget for andre mennesker. Og selvfølgelig vil hun bære på et hav af bekymringer og urolig ængstelse. For sådan er det at elske, sådan er det at tage imod en anden. Sådan er undfangelse, fødsel og liv. Har man modtaget et barn, har man altid et uroligt hjerte, også selv om Gud er faderen og det hellige ord er med fra undfangelsen.
Tør vi gøre os passivt modtagende ligesom Maria? Tør vi forlade det hårde panser af forfængelighed og tage imod Guds ord som om det er et barn i maven? Marias undfangelse viser, at ordets virkning mellem os er ligeså stærk som sæden, der gør gravid og befrugter en livmoder. Vi skal lade ordet besvangre forholdet til os selv og de andre. Vi skal tage det hellige ord til organer og hjerte. Gud krænker aldrig et menneske, heller ikke når han planter nyt liv og kærlighed i en kvinde.
Amen.