Tekster: 5.Mos. 8,1-3 og Johs. 6,1-15. Salmer: 747-449-201/205-439-677-172
Midfastesøndag, den 15. marts 2015 kl. 10 i Aarhus Domkirke.
Ensomhed og fællesskab er to af de temaer, som filminstruktøren Bille August arbejder med i sine film. Senest har han gjort det i filmen ”Stille hjerte”, som af mange er blevet opfattet som en film for eller imod aktiv dødshjælp. For mig er temaerne ensomhed og fællesskab meget tydeligere i filmen, for den handler om en families indbyrdes relationer i forbindelse med, at nogen kommer ind i en familie, og nogen forlader den ved skilsmisse eller som her ved et dødsfald.
Ensomhed og fællesskab er størrelser, vi alle er optaget af og har vores helt egen kamp med. Et af de mest hjerteskærende eksempler, jeg har set, på et menneskes kamp med netop disse to begreber findes i ”Zappa” en anden Bille August-film. Her laver tre drenge en hule, som også er en lille bande, og de laver nogle smårapserier.
Lederen er drengen Steen. Han har alt, undtagen kærlighed, varme og omsorg fra forældrene. De to indbyrdes har heller ingen varme eller kærlighed. Nytårsaften sidder Steen alene i familiens store villa. Faderen er sammen med sin sekretær og elskerinde. Moderen er heller ikke hjemme. Steen er ensom og keder sig. Han længes efter en far, der vil ham. Han laver sin stemme om og ringer til faderens elskerinde. Hun smækker røret på flere gange. Så ringer faderen til ham og spørger, om det er ham, der ringer og generer Berit. ”Hvorfor skulle jeg dog gøre det?” spørger Steen. ”Nej, hvorfor skulle du dog gøre det” svarer faderen, ønsker ham godt nytår og ringer af.
Vi kan så spørge, hvorfor drengen i sin afmagt og ensomhed skulle gøre andet, end han gør? Han er jo ladt alene i en alder, hvor man ikke skal lades alene. Hans fingerede opringninger er et råb om hjælp. Fra de to, der er de nærmeste til at give ham fællesskab, kærlighed og varme, er der ikke meget. De er begge optaget af nye kærlighedsaffærer og af sig selv.
Fællesskaber har vi alle behov for. Der er givne fællesskaber, som fx en familie eller en arbejdsplads. De to steder kan vi ikke vælge, hvem vi vil være sammen med. Fælles for de to er, at vi er forpligtede på dem, vi sættes sammen med. Andre fællesskaber er valgte. Her ved gudstjenesten har vi af forskellige årsager valgt hinanden til. Dertil hører også en forpligtelse i forhold til vores adfærd og hensyntagen til hinanden, men vi kan komme ud af det igen uden mange besværligheder, for vi kan lade være med at komme næste gang, der er gudstjeneste.
I begge tilfælde må vi gøre en overvejelser om, hvad det er, der får en forsamling eller en familie til at virke som et fællesskab. I et godt fællesskab kommer vi til at føle os som en del af det. Det afhænger ikke kun af, at vi vil det. Hvad det er, der virker, ved vi ikke. Til gengæld kan fællesskaber tit hurtigt mærke, hvis det ikke virker. Og vi peger hurtigt og let nogen ud, som for os at se er årsagen. Jeg har aldrig set et fællesskab gå i opløsning bare på grund af ét menneske eller af én årsag. Der er altid mange om at danne et fællesskab og mange om at ødelægge det.
Lad mig nævne et andet og sidste eksempel fra Bille August. Det er fra samme film, ”Zappa”. Det er en scene, som også skærer dybt og udstiller den stakkels drengs ensomhed. Steen har lavet mad til sig selv og moderen. Da hun kommer hjem og sætter sig ved bordet, tager han maden ud af ovnen og fortæller, hvad det er. Moderen ser på ham og smiler. Derefter siger hun, ”Steen, mors nye kur kan ikke tåle alle de fedtstoffer, der er i denne ret. – Vi går ud og spiser”. Det gør de så. Det er en isnende kold scene, for moderen kaster vrag på et af de helt basale fællesskaber mellem mennesker, det vi har, når vi spiser sammen.
Måltidet er fællesskabets grundlag og symbol. Når vi spiser og drikker sammen, får vi noget, som nogen af os har tilberedt og tilvirket. Vi lægger stor betydning i at give andre god og sund mad og drikke. Ved begravelsessamtaler har jeg mange gange mødt mennesker, som var vokset op under svære økonomiske og sociale vilkår. De har i flere tilfælde fortalt om, hvordan deres nu afdøde mor ud af ingenting bespiste mange af børnenes kammerater og senere arbejdskolleger. Skønt pengene var små, manglede der aldrig noget, sagde de. Det var fællesskabets grundelementer, de satte ord på. Livsopretholdelse sker bedst sammen med andre – også når man er tæt på eller nede på samfundets bund. Og den største foragt for et andet menneske, vi kan udtrykke, er, at vi ikke vil spise sammen med det.
I mange kulturer og religioner er måltidet meget vigtigt. I de ældste religioner ofredes der mad og dyr til guderne. Både for at stemme dem venligt, og for at de kunne dele og påskønne det, vi lever af.
Måltidet er et symbol Det peger på noget andet, men det, der peges på, er i symbolet. Der er en enhed mellem symbolet og det symboliserede. Derfor har det betydning for hvert eneste menneske. Det forbryder moderen sig imod i mit eksempel fra før. Mærkeligt nok er maden ikke det vigtigste ved et måltid. Nej, det vigtigste er, hvem vi får den af, og hvem vi deler den med.
Det tegn, vi har hørt om i dag, lyder som et under. Og det lyder som om det er fjernt og uvirkeligt. Jo, sandt nok, hvis vi hører dette som kun en historisk beretning. Det er det ikke kun, det er et tegn. Jesus peger på noget aldeles afgørende ved det helt enkle og basale i hvert eneste menneskes liv, at maden gør det i stand til at leve, og at ham eller hende, vi sidder og spiser sammen med i dette øjeblik, er mine nærmeste livsfæller. Måltidet danner og opretholder på samme tid fællesskaber. Vi får mere end maden, når vi spiser sammen med andre, og vi kan tale, le, græde og tie sammen. Dermed deler vi liv og erfaringer, glæde og sorg, tro og tvivl, frygt og håb. Uden det bør ingen være.
Den kristne gudstjeneste har altid være centreret om tre ting: Inddragelsen, som sker ved dåben, forkyndelsen og fortolkningen af tekster, som sker i læsning og fortolkning af teksterne her i prædikenen, og sidst men ikke mindst er det måltidet, nadveren. Det hele kan vi bære med os, når vi går herfra. Stærkest er vel den appel, der ligger i nadveren. For hvor dåben har mindet os om, at vi er Guds børn, og prædikenen har fortalt os, at vi hører til i lyset og ikke i mørket, så gør nadveren noget helt konkret. Den samler os uden hensyn til hvem vi er, eller hvad vi er. Her sidder høj og lav i samfundet ved siden af hinanden. Her er ingen mere værd eller finere end andre. For nadveren drejer sig om, som vores prædiketekst også fortæller, at Gud ved Jesus Kristus deler sin anerkendelse og sit liv og sin død med os.
Hvad, der bliver delt, er mere end de dele, det består af. Hvis jeg deler både liv og erfaringer, trøst og håb med nogen, bliver både de og jeg nogen, altså en person, derved.
I livet og hos Gud er ingen for ringe til at være med. Vi har ikke meget at komme med, synes vi. Vores liv og det, vi har at komme med, er ikke meget. Dog kan det komme til at betyde uendeligt meget, hvis det bliver delt.
Sådan er Guds kærlighed også. Hvorfor skulle han dog dele sin kærlighed på os, der ofte ikke gider høre efter? Fordi vi er hans børn. Og i modsætning til de to forældre i filmen, jeg har fortalt eksempler fra, så vil han ikke lade os sidde i ensomhed. I det mindste har vi et fællesskab med ham, som han giver os i det daglige liv, hvor vi kan erfare det, som er på spil i tegnet i dag, at det små bliver stort og betydningsfuldt ved at blive delt. Hvem bliver ikke glad for et smil, en opmuntring, lidt støtte, lidt hensyn og så ikke mindst følelsen af at være noget og at høre til et sted?
Nå ja, kan vi sige, det er ikke meget. Jo, det er det. Det kan bære et menneskes liv at blive set, at have betydning, om det så bare er for én.
Vi kan gå herfra i dag og vide, at da Jesus delte den fem brød og to fisk, ”gav han os den besked, at dele med hinanden er livets hemmelighed” (Knud Jacobsen).
Amen