Salmer: 405,1-3 og 4-5; og 428.
Onsdag den 15. april 2015 kl. 12 i Aarhus Domkirke.
Der var engang en ældre kvinde, der fortalte mig om sin barndoms lede ved søndagen. Hendes far var en meget streng mand. Han sørgede for at familien kom i kirke hver eneste søndag. Efter gudstjenesten måtte børnene ikke lege. De skulle holde sig i ro. Pigerne måtte lave håndarbejde og drengene måtte læse eller tegne. Spil måtte ikke røres, og spil på instrumenterne var helt udelukket. Faderen blev ked af det og græd, når børnene klagede sig og bad om lov til at lege, som andre børn gjorde. Faderen understregede, at det var deres adgang til Himmeriget, det drejede sig om.
Jeg fortæller denne historie, fordi jeg tror, den er ret typisk for nogle, der er opdraget med den samme tankegang. Der er meget, man kunne kritisere denne mand for. Han kan ikke forsvare sig, for han må være død for mange, mange år siden. Så vi undlader kritik og nøjes med at konstatere, at han og mange andre har misforstået det tredje af de ti bud, der hedder: Du skal holde hviledagen hellig.
Hvordan kan jeg sige, at han har misforstået buddet, når det siger, at du skal holde søndagen, som er vores hviledag og helligdag, hellig? Jo, det kan jeg sige med en meget lang og meget vægtig tradition bag mig. Den første, som gør op med den jødiske tankegang, der siger, at man intet må foretage sig på sabbatten/hviledagen, er Jesus. Han helbreder på en sabbat. Han henviser til, at hvis en bonde har et dyr, der falder i en brønd, vil han så ikke redde det op, fremfor at lade det ligge og lide og risikere, at det dør? Jo, selvfølgelig!
Tankegangen om at holde hviledagen hellig er, som Martin Luther gør opmærksom på, ikke at vi skal hellige dagen. Heller ikke er tankegangen, at vi intet må foretage os af det, der er nødvendigt for at leve et almindeligt liv den dag. Nej, tankegangen er, at der skal være én dag om ugen, hvor vi hviler vores legeme og hjerne. Én dag, hvor vi ikke er inde i det arbejdsmæssige forløb, som mennesker altid har været i. I dag er vi i det så meget, at der tales om, at vi er ved at få kollektivt stress. Vi kan så også se og måske konstatere hos os selv, at vi søger andre steder hen, hvor der er ro og fred. Vi finder i stigende omfang behov for retræter, tilbagetrækninger i en kortere periode, hvor vi finder ro og mulighed for at kunne reflektere, fordybe os og lytte. Vi søger pilgrimsfærd, går på Caminoen, Hærvejen og ad gamle klosterruter. Jeg tror ikke, at det kan anbefales nok.
Den tyske sociolog Hartmuth Rosa har blandt andre beskrevet det samfund, vi lever i og udvikler. Det er præget af pres på vores tid, det er præget af, at vi bliver fremmedgjorte, dvs. at vi gør noget af lyst, men samtidig griber vi os i at spørge, hvorfor vi gør det, og ikke noget andet.
Det tredje bud: Du skal holde hviledagen hellig skal ikke høres som et forbud mod at lave almindeligt arbejde om søndagen. Det kan heller ikke tolkes som en modstand mod butikkernes åbningstider om søndagen. Derimod kan og skal det i bedste fald høres som en påmindelse til os om, at du skal huske at hvile, og du skal huske, at lytte til Guds ord og Jesu forkyndelse. Alle dage er hellige, fordi Gud har skabt alle dage. Du kan alene gøre en dag hellig ved at lytte, ved at give dig tid til at lytte til forkyndelsen.
Det tredje bud er ikke et påbud om at gå i kirke. Nej, men en lille advis til dig om at huske på, at du skal lytte til din skabers og forløsers ord. Husk dagligt at bede dit Fadervor og bekende din tro ved at sige trosbekendelsen. Husk på din dåb. Husk, at du dér fik at vide, at du er Guds barn. Læs af og til i din Bibel. Sæt dig ned og find ro og fordyb dig i en bog, et strikketøj, en samtale med børn og børnebørn. Husk at takke for livet, som er givet for intet.
Når du har gjort det og har gjort det til en vane, så kan du måske bedre tåle det tempo, som arbejdslivet og livet med den digitale revolution, har givet os som vilkår.
Din hviledag er vigtig. Den behøver ikke at være søndag, nej, som Luther igen påpeger, er det vigtigt, at du gør dette hver eneste dag. At du hver dag hører noget, der ikke er af denne verden, men som drager omsorg for denne verden og for dig.
For os er de ti bud ikke stramme moralske regler. De skal kristeligt ses som en hjælp til at leve livet ud af Gud ord. Ikke for at fortjene Guds nåde og for at opnå frelse. Nej, det er omvendt, for at vi skal blive opmærksomme på, at vi har fået begge dele i Jesus Kristus. Buddene skal minde os om, at vi skal bruge vores gaver, leve ud af den nåde, der er skænke os for intet.
Amen