Salme: 249,1-3; 4-6 og 7-9.
Onsdag den 8. april 2015 kl. 12 i Aarhus Domkirke.
I mange amerikanske kriminalfilm kan vi iagttage, hvordan der ved retssagers indledning aflægges ed af anklagede og vidner på, at de vil sige sandheden og kun sandheden. Vi har engang haft det samme system herhjemme. I dag er eden dog ikke så udbredt på den måde. Der er andre måder, vi bruger eden på. Eden er vigtig i forhold til det andet bud, der lyder: Du må ikke misbruge Guds navn. Hvad er en ed i grunden? Der er foretaget sproglige og idehistoriske undersøgelser af, hvad en ed er. Jeg vil her kun fremhæve én ting, nemlig at man har fundet ud af, at der findes en indoeuropæisk ”plage”, som truer tre grundlæggende kategorier i samfundet. De tre kategorier er religionen, krigen og økonomien. Den plage, som truer religionen, er risikoen for opløsning af mundtlige aftaler. Opløsningen af mundtlige aftaler kalder vi løgn eller bedrag. Den ligger i sproget selv, og er evnen til at lyve.
Eden opstår som et middel mod krænkelse af det givne ord. Hvor er vi henne, hvis vi ikke kan stole på hinanden, spørger vi. Vi spørger, fordi vi erfarer, at hvis ord bliver brudt, går noget af vores verden i forfald og i værste fald i opløsning.
For at modvirke det, kan vi aflægge en ed. Hermed understreger vi, at vi står inde for, at det, vi siger, er sandt. Hvad tager vi til vidne? Ja, vi kan fx som i de amerikanske film tage en Bibel med ind i aflæggelsen af en ed. Ved Bibelens sandhed sværger vi, at det jeg siger, er sandt.
Vi kan tage fejl. Det er ikke sikkert, at det, vi siger, også er det sande. Eller vi kan være blevet forført til at tro det forkerte. Eller mod bedre vidende siger vi det forkerte. Måske er vi bange for konsekvenserne af at sige sandheden. Vi kan blive skubbet ud af et socialt fællesskab; vi kan risikere sanktioner mod os eller vores familie, hvis vi siger det, der er sandheden.
I nogle tilfælde anvender vi en form for ed uden for en retssal. Fx når vi bander. Den form for ed, hvor vi tager Fanden eller kræft eller det onde til vidne på, at vi taler sandt siger, at hvis ikke det, jeg siger, er sandt, må fx kæften ramme mig.
Vi kan også tage Gud til vidne. Også her er der både en ret og en forkert brug. Det andet bud siger, at vi ikke må misbruge Guds navn. Hvis vi bruger Luthers forklaring på, hvad og hvem Gud er, så er han det, vi kan forvente os alt godt af.
Misbrug af Guds navn er på en måde at tage magten over det. Det er en opblæst måde at tale på, hvor vi foregiver at vide, hvad der er sandhed. Vi tager Gud til vidne på et eller andet, fx at jeg er klog og min modstander i en diskussion er dum.
Hvad værre er, at vi misbruger Guds navn i forbindelse med forkyndelsen af hans nåde. Vi misbruger Guds navn, når vi vil bruge Gud som et argument i en diskussion. I etiske og moralske diskussioner bliver Gud igen ofte inddraget i disse år. Vi har set det i diskussioner om, hvad et ægteskab er, eller om børneopdragelse, om krig eller ikke krig. Utallige er de områder, hvor vi kan tage Gud til indtægt for det, vi mener er det rigtige.
Vi venter os altså ikke noget uventet eller overraskende af Gud. Vi ved, hvad der er det gode og rigtige. Vi misbruger ham dermed til at tjene vores sag. Det er misbrug af Guds navn.
Og misbruget bliver jo dobbelt, hvis vi i påberåbelsen af at tjene Gud på den rette måde, ikke tjener næsten. Vi kan aldrig vide med sikkerhed, om vi gør det rigtige, eller om vi siger det rigtige. Vi kan aldrig vide, om vores udlægning og fortolkning af kristendommen er den sande. Alligevel må vi gøre det, lægge det frem, vi tror og holder for sandt. Vi må gøre det i eget navn uden at betjene os af andre autoriteter som Gud og Fanden, eller kræft eller andet.
Og når vi lægger det frem, vi tror er sandt, må vi i os selv bede Gud om hjælp og nåde. For det er ham, der skal støtte os, ikke omvendt. Vi kan ikke støtte. Vi er i livslang taknemmelighedsgæld for livet, og vi kan hjælpe andre til at takke for det, som vi selv takker for vores gode liv.
Amen