.
Salme: Jeg bor et sted i tvivlens land, af Johs. Johansen
1-3; 4-7 og 8-10
Tvivlen kan nage mange mennesker, er det min erfaring. Det er der ikke noget forkert i. Salmedigteren Johs. Johansen, som har digtet vores salme i dag, var ikke kun biskop, han var også tvivler. Han var gode venner med en anden tvivler, digteren Tom Kristensen. De boede engang begge på Thurø. Johannes var præst, Tom var digter. De mødtes vist engang imellem og talte om digte, om litteratur, om tro og om teologi.
Tom kom kun i kirke én gang om året, og det var ikke juleaften. Nej det var på den sorteste dag i kirkeåret: Langfredag. Han skulle ifl. Johs. Johansen have sagt, at det er der, præsters prøve skal bestås. Her skal de vise sig, om vi forkynder, eller om vi bilder jer noget ind.
Tvivlen spørger, om Jesus på korset virkelig var Gud. Var han Kristus? Viser påskemorgen tilbage på ham? Og påskemorgen består den svære prædikekunst i at prædike det usandsynlige, som intet øje har set eller kommer til at se, at døde kan stå op af gravene.
Johs. Johansen havde livslangt sine anfægtelser med det. Jeg kender ingen præster. som ikke deler den anfægtelse. Har vi ikke den, kan vi ikke prædike, så I kan høre det. Som anfægtede må vi prædike for andre anfægtede og kæmpe os frem til, at evangeliet taler sandt.
Vi er som apostlen Thomas i det stykke af Johannesevangeliet, som har inspireret Johs Johansen til denne salme. Det er der i kap. 20 i Johannes evangeliet hvor Jesus som den opstandne viser sig for Thomas, der vil stikke findrene i naglegabene først, hvis han skal tro.
Vi kan ikke på samme måde møde den opstandne, og dog! For vi møder også den opstandne men på en anden måde. Vi møder ham i hans ord, som lyder til os gennem bibelordene og prædikenerne, i salmerne, i livet mellem os, når livet bærer os og viser sig i stand til at bære os igennem det rigtigt svære. Ja, og så møder vi det i nadveren.
Det er måske vanskeligt at forstå, lige så vanskeligt at forstå, som at et menneske kan opstå fra de døde. Brød og vin er tegn eller symbol på det, vi lever af. Vi lever af de fødemidler, vi nu kan få. Her har vi rigeligt af dem. Desuden lever vi af det, vi giver hinanden. Nogle gange skænker vi hinanden glæde, andre gange det modsatte. Vi kan desværre slå livet i stykker for hinanden fx med sårende ord. Eller vi kan få livet til at gro med ord, med erklæringer eller med tegn på kærlighed. Som en mor eller far elsker deres børn. Det er ved at være om dem, sætte grænser for dem i nogle tilfælde, i andre at lære dem at forcere grænser.
Det er, hvad der sker i nadveren. Her får vi noget at leve af, brød og vin er tegn på det, vi lever af. Og vi véd godt, at vi har ikke taget det, vi lever af selv. Det er skænket. Vi véd i grunden ikke af hvem. Og dette gådefulde er Gud, den treenige Gud Fader, Gud søn og Gud Helligånd.
Ved nadveren kan vi komme til – som Johannes Johansen – at se og at høre, at Gud er dette sted. Midt iblandt os med ord, som forbinder os med det, vi lever af.
For Johansen fik det tvivlen til at forsvinde for en stund. Der gik en uge, så måtte han i kirke igen for at høre det igen. Jeg tror, at han satte tanker og ord på noget, vi er mange, som kæmper med.
Derfor skal vi høre, hvad han siger til sidst i salmen:
Nu står jeg op fra tvivlens sted
Og går i dagen ud.
Nu går jeg glad, for du går med.
Min Herre og min Gud.
Amen