1. søndag i Advent (Poul Henning Bartholin)

Aarhus Domkirke 1.s.i advent, den 1.december 2019 kl. 10.

Tekster: Es. 42,1-9 og Luk. 4,16-30.

Salmer:  76 – 447 – 146/ 78- 439 – 86 – 74

Adventstiden er en ventetid og en forberedelsestid. Vi venter på julen, og vi forbereder os til den. Hvad er det dybere i denne venten? Hvad er den grundlæggende forventning? Jo, for mange af os – måske de fleste – venter vi på et par dages ro og fred sammen med vores allernærmeste familie og venner.

Vi venter også på juleaften inklusive de skikke og ritualer, vi har i vores familier. Juleaften og juledagene er for mange af os – men ikke alle – dage, hvor vi kan være kort og intensivt sammen. Vi kan hygge os og holde traditionerne i hævd, spise nogle af de gode gamle retter og synge de gode gamle julesange og føre de yngre generationer ind i familiens traditioner.

Neden under dette ligger er nogle kulturelle og psykologiske lag, som vi måske ikke er helt opmærksomme på. Måske kan det beskrives som en forventning om, at alt skal blive godt. En forventning om, at det onde, modstanden i vores liv skal blive overvundet. Julen med vores tætte, kærlige og rare samvær kan tolkes som en forsmag på det, vi længes efter.

Bl.a. derfor forbereder vi os til jul. Forberedelsestiden anvendes til noget, som egentlig stammer fra hedensk tid. Julen er oprindeligt fejring af, at tidens hjul drejer, så lyset igen lidt efter lidt kommer til os, fylder mere og mere af døgnet og fordriver det fysiske mørke. Som mennesker bevæger vi os fra barn ind i lyset. Vi vokser fysisk og menneskeligt. Men en dag vender det. Det går op for os at tiden er kort. Der er meget, vi drømte om og håbede på, som ikke kan realiseres. Bl.a. derfor kan vi blive hjulpet ved at høre advents- og juleevangelierne om, at vi ikke kan stræbe og slide os til lykke og en fremtid. De skænkes os. Og det skal vi være taknemmelige for. Det handler adventstidens gudstjenestetekster om og det kulminerer i julens tekster om Jesu fødsel.

Der er ingen, som ved, hvornår Jesus af Nazareth er blevet født. At han blev født i Betlehem kan heller ikke godtgøres. Og nu kan jeg høre, at du spørger, hvad vi så skal tro, når vi ikke kan gå ud fra, at dét er sandt. Ja, men der er så meget, som er sandt, men ikke kan bevises eller verificeres konkret. Er fx kærligheden mellem mig og dem, jeg holder allermest af konkret og mulig at bevise? Er din kærlighed det? Nej, det er den ikke. Dog tror vi på den, fordi vi får tegn, som vi tyder og tolker og lever af. Engang imellem skuffes vi og falder.

Mange mener, at vi igennem vores religioner og den Gud, der findes i den, kan få beviser for Guds kærlighed. Det kan vi ikke. Vi kan ikke komme nærmere, end at vi har nogle ord og fortællinger, som vi kan tolke og bagefter sige, at den er sand. Sådan som vi også tolker hinanden og vores indbyrdes kærlighed.

Kærlighed og venlighed kan vende op og ned på vores liv. De kan ændre retningen i tilværelsen fra skidt til godt. De kan tænde håb og tro på fremtiden.

Efter sigende var der nogle i Palestina for 2000 år siden, som hørte og erfarede det i Jesu tale og så i hans gerninger. De tolkede det sådan, at de i ham og hans tale mødte livets lys.

Det budskab havde i begyndelsen, dvs. de første 350 år meget vanskelige vilkår i verden. De, første kristne blev ofte også forfulgt. Forfølgelser, drab og skændinger af grave og bygninger, som vi nylig har oplevet i Randers og Silkeborg, har i århundreder forfulgt mange mindretal, også kristne.

Men i 380 blev kristendommen rigsreligion i Romerriget, og i løbet af nogle århundreder bredte den sig til det meste af Europa. Europa blev formet og dannet af kristendommen på godt og ondt.

Men hvorfor egentlig, kan vi spørge. Det er der selvfølgelig flere forklaringer på. Én af dem er, at Romerrigets kejser i 380 og i de følgende århundreder promoverede kristendommen som rigsreligion. Kejsermagten og kirken gik til tider i kompagniskab, andre gange krigedes de. Alligevel drev man en ivrig missionsvirksomhed, som fik kristenheden til at vokse.

Nu vil jeg vende mig direkte til vores prædiketekst. Hør lige igen indledningen igen: ”Jesus kom også til Nazareth, hvor han var vokset op.” Jeg hører – underforstået –  et suk: endelig kom han hjem. Han kom som en mindre berømthed, som en profet. Profeter er, som vi hører her, ikke altid elskede i det miljø, de kom fra. Sådan var det også med Jesus. Det kan vi tydeligt læse ud af teksten.

Han blev opfattet som provokerende. Han kom ind i synagogen. Fik lov til at læse dagens tekst op, men bladede videre i bogrulles og slog op på det kapitel, som handler om Jerusalems frelse og nåde. Det provokerende var, at han identificerede sig med den profeti og sagde, at den var gået i opfyldelse nu, altså med ham.

Det, jøderne kaldte for ”Nådeåret”, var kommet. Det skal forstås sådan, at Guds ånd var forbundet med Jesus, så han kunne forkynde lægedom til syge og til dem, hvis hjerter er knust af græmmelse og sorg. Han vil skænke nåde, altså fritagelse for straf, og han vil løslade fanger.

Om sig selv sagde han, at han var og er den, der personificerer denne profetis opfyldelse. Med ham og i ham er dette gået i opfyldelse, for alle der hører det og tager det til sig.

Som vi hørte, udviklede det sig til skænderi og håndgemæng og løftede, truende næver. De drev ham til sidst ud på en klippe, hvorfra de ville styrte ham i døden. Men han vendte sig om, gik sin vej midt i blandt dem, og ingen turde tilsyneladende at røre ham.

Det er et forvarsel om, at han skulle komme til at besejre døden påskemorgen. Samtidig er det et håbefuldt budskab til os, der sidder en mørk december-søndag lige efter black Friday, hvor vi måske har brugt for mange penge er blevet lokket til at købe noget, vi fortryder.

Håbefuldt er budskabet, fordi det fortæller her ved indgangen til julemåneden, at der kommer en, som også for os tænder håb, tro, lys og overvinder dødens gru og mørke.

Advent betyder at komme. Der kommer noget uventet, noget som bringer håb og lys med sig. Det kan vi alle brug for. I vores eget private liv, hvor vi som dåbsforældre, bedsteforældre og faddere kan tænke over, hvordan dåbsbarnet og alle andre børn, dog skal kunne leve godt i en verden, som bl.a. trues af voldsomme klimaforandringer. Det er klimaforandringer, som bl.a. skyldes vore generationers levevis og overforbrug.

Måske føler vi os skyldige. Vi kan nages af tvivl og skyldfølelse, for har vi givet vore børn, børnebørn og efterkommere ringere vilkår, end vi selv har haft? Vil de mon tilgive os engang? Vil lyset lukke sig om os og støde os ud i mørket, som nogle af de mest selvoptagede og egoistiske generationer nogensinde? Vi ved det heldigvis ikke.

Når vi bearbejder, hvad det er, der sker i verden og særligt Europa lige nu, har vi brug for at se et lys, som kan give os mod og kræfter til at rejse os op og tage fat på at rette op på det, vi har gjort forkert.

Her er Jesu budskab så, at alt det forudsagte, at undertrykte skal få frihed, at fanger skal blive fri, blinde skal komme til at se, vil ske. Ja, ikke kun konkret men også åndeligt og eksistentielt. Sådan at du og jeg får skænket håb, energi og tro på, at vi kan bære lys til hinanden, at vi kan hjælpe hinanden til at skabe lys i sindets mørke. Alt sammen fordi Gud er os nær i Jesus fra Nazareth.

Advent betyder som sagt, at noget kommer til os. Frelse eller frihed fra døden skænkes igennem det lille barn, der fødtes i stalden i Betlehem. Han udtrykker i ord og gerning, i liv og død, at lyset i evighed er stærkere end mørket.

Så kan, må og skal du leve i håb trods det, som truer. Håb og tro, at Gud kommer med lyset for livet. For her er håb om frelse fra synd og død.

Amen