Salme: 4,1-3; 4-6 og 7-8.
Onsdagsgudstjenesten, Aarhus Domkirke den 4. februar 2015 kl. 12.
”Giv mig Gud en salmetunge, så for dig jeg ret kan sjunge” har vi lige sunget. Lad os i dag tage udgangspunkt i den linje. Den er for mig en prædiken. Alt er indeholdt i den linje, som hører med til kristentro.
Her kommer det grundlæggende forhold i vores liv til udtryk. Det er ikke først forholdet til os selv. Nej forholdet til os selv, vores bevidsthed om at være et selv, at være en person, være nogen, kan aldrig komme uden en anden eller den anden. Den anden er i virkeligheden den første. Uden den anden, var jeg ikke. Den anden er både en betingelse og et vilkår.
Den anden må være vores mor, tænker vi umiddelbart. Ja, hun er afgørende for at vi får livet og begynder på det på en god måde. Den måde, moderen møder sit barn på fra første øjeblik, er bestemmende for resten af livet. Trods det er moderen ikke den anden, der tænkes på i salmen.
Nej, den anden er jo magten til liv. Den magt vi kalder og tilbeder som Gud. Derfor er salmelinjen så både smuk og grundlæggende, fordi den understreger ethvert menneskes vilkår, som er, a vi får alt givet fra første øjeblik. Ikke af vores forældre, men af magten, til at være til.
Livsglæden er noget af det, vi lægger mærke til hos nyfødte, når de er kommet sig over den kraftanstrengelse, det er, at blive født. Ubevidst fornemmer de relationen.
Den relation gør vi alle sammen grundigt vold på senere. Vi vil ikke være i relation, vi vil ikke være afhængige. Det er fatalt, skæbnesvangert for os. For så bliver vi alene. Smerteligt alene.
Vi er desværre på vej til helt at glemme, hvad den grundlæggende og helt afgørende relation til livets skaber og giver, Gud er, og hvad den betyder. Det er bekymrende af flere årsager. Mest fordi vi derved er ved at glemme, hvad det er at ære menneske. Vi er kollektiv ved at udviske vores identitet som mennesker. Det gør os lette at manipulere med, nemme at forføre politisk og religiøst og på andre måder.
Jesus giver flere steder i Det nye Testamente udtryk for, at mennesket er vigtigere end religion, traditioner og konventioner. Meget i dagen samfund verden over, taler imod den opfattelse. Vi slår hinanden ihjel for vore traditioners overlevelses skyld. Er traditioner vigtigere end et menneske? Ja, for den, der er i tvivl om sin egen identitet, og som føler angst ved mødet med den anden og forskellige fra mig og min tradition, da bliver traditionen en sikring af mit svage jeg.
Hvad kan vi gøre? Vi kan gøre en lille smule hver især. Vi kan søge den dannelse, der gør os livsduelige. Dannelse er ikke viden, men indsigt, opmærksomhed og erfaring, som netop er modtaget jf ”Giv mig Gud en salmetunge..” , og som gives videre som en gave.
Jeg har besluttet at påbegynder mit eget lille dannelsesprojekt, som jeg inviterer andre med til. Som en reaktion på de åbne spørgsmål, jeg har stillet i dag, og som en forberedelse på Lutheråret i 2017, vil jeg de onsdage i år og i 2016 prædike over katekismen eller den kristne børnelærdom. Da vi jo ikke annoncerer, hvem der har disse onsdagsgudstjenester, så bliver alle prædikener lagt på Domkirkens hjemmeside, så I kan følge med og læse dem. Næste gang, jeg har onsdagsgudstjeneste handler det om det første af ”de ti bud.”
Troen er en gave. I dag taler vi dog næsten udelukkende om den som en præstation, jeg gør eller ikke gør, fordi jeg ikke ved, om det, jeg tror på, er til. Derfor gælder det om, at vi får skærpet vores opmærksomhed på, at troen, tilliden, kærligheden og livet er en gave, er der før vi er. ”Giv mig Gud en salmetunge….” Dermed siger vi tak for al det, der ikke skyldes os selv. Det er i grunden det meste.
Amen