Onsdagsgudstjeneste d. 6. august 2014 v. Poul Henning Bartholin
DDS nr. 498,1-2; 3-4 og 5-6, ‘Gud, efter dig jeg længes’
Et større dagblad har i sommerens løb haft en kronikkonkurrence om det gode liv og lykken. Vinderkronikken sluttede med dette statement:
”For mig er lykken at nyde det liv, jeg har fået. Men vigtigst af alt er, at min lykke ikke er din lykke, og at din lykke ikke er min. Der er kun én, der har opskriften på min lykke. Mig.” (inf. 25. juli 2014: http://www.information.dk/504565)
Det er et udsagn, mange i dag vil skrive under på. De er alene årsag til deres lykke. Er de så også årsag til deres ulykke? Eller kan de være årsag til andres ulykke? Og hvordan skal jeg forholde mig til, hvis en anden gør mit liv ulykkeligt, og det kun er mig selv, der kan gøre mig lykkelig? Er det rigtigt, at kun jeg kan være årsag til min egen lykke?
Nej, det er ikke rigtigt. Kronikøren tager desværre grundlæggende fejl. Forholdt det sig således, at vi var årsag til vores egen lykke, ville livet være et Helvede. Vi er heldigvis på godt og ondt dybt viklet ind i hinandens liv. Livet har vi ikke taget selv, det er skænket os. I udgangspunktet er vi en skyldner. Vi har gæld til Gud, altings skaber og opretholder og til en lang række mennesker.
Skylden kan være tyngende, for vi har måske fået noget, vi ikke kan takke nok for. Eller vi kan ikke få os selv til at sige tak for det. Eller vi kan have forårsaget noget uden at ville det, som har påført andre stor smerte og lidelse. Måske har vi brudt et tillidsforhold. Måske har vi i spøgt sagt noget, der sårede en anden for livet? Kan det tilgives? Kan vi tilgive os selv?
Den femte bøn i ”Fadervor” handler om skyld. Den siger: ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”. Det er en bøn til Gud, at han vil forlade os vor skyld. Ham skylder vi livet. Ham ødelægger vi forholdet til, når vi ikke agter livet eller ikke tager vare på det. Fx foragter vi livet, hvis vi bilder os ind, at vi råder for både egen lykke og succes.
Tilgivelse er nødvendig for os hele tiden i det daglige. Andres overbærenhed med os er livsnødvendig for os og omvendt for dem. Det er oplagt at kræve det første, men giver vi også det andet?
I Johannesevangeliet fortælles om en kvinde, som var blevet grebet i et seksuelt forhold til en mand, hun ikke var gift med. De skiftkloge og farisæerne kom hen til Jesus og spurgte hvad han mente. Skulle de følge Moseloven og stene hende til døde eller? De ville sætte Jesus på prøve. Jesus tegnede med en pind i sandet, så sagde han til dem, at den, der var ren, kunne jo kaste den første sten. Ganske stille listede de af. Til sidst var der kun ham og kvinden. Han spurgte hende, hvor de var blevet af, og om ingen af dem fordømte hende. Hun svarede, at ingen af dem havde fordømt hende. ”Det gør jeg heller ikke”, sagde Jesus. ”Gå du blot, men synd ikke mere!”
Pointen er, at ingen af os er rene. Og ingen af os kan bede om tilgivelse hos Gud, hvis vi ikke først har forligt os med dem, der er vores modpart i en strid, eller vi ikke har tilgivet dem, som har såret eller skadet os.
Bønnen her understreger, at vores Gudsforhold altid også indebærer et forhold til vores næste. ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” er en bøn, vi ikke skal bede for hurtigt. For vi er ikke selv årsag til hverken liv eller lykke, men vi er dybt involveret i andres liv og lykke, og derfor skal vi tilgive eller søge tilgivelsen dér og siden hos Gud.
Amen