Onsdagsgudstjenesten i Aarhus Domkirke 22. juni 2016 kl. 12.
Salme: 726,1-3; 4-6 og 7-8.
Her bag mig ser vi i altertavlens midterfelt Anna selvtredie, dvs. Marias mor. Anna, der holder Jesus i armene og Maria, der rækker Jesus et æble eller er det jordkloden? Til venstre for dem ser vi domkirkens skytshelgen Skt. Clemens og højre Johannes Døberen.
Ham vil vi koncentrere os om i dag, fordi vi er ved Skt. Hans, der jo er hans fest. Ifl. legenderne er han født 6 måneder før Jesus. Johannes er kendetegnet ved, at han peger væk fra sig selv. Det ser vi tydeligt på altertavlen. Han peger på lammet, som er symbol for Kristus.
Her i kirken er der flere billeder med ham. og der er figuren her og et billede i en af altertavlens andre stande, og der har engang været en figur af på korgitteret. Der er blevet spekuleret på, hvorfor han er brugt så mange steder i kirken. En af forklaringer er, at han var navnehelgen for den berømte biskop Jens Iversen Lange, der gennemførte en stor del af domkirkens ombygning fra romansk domkirke til dette pragtfulde renæssancerum.
I Lukasevangeliets første kapitler kan vi læse meget om Johannes fødsel og om hans forældre Zakarias og Elisabeth. Hans historie er på måde en parallel til fortællingerne om Abraham og Sara, der var barnløse højt oppe i alderen, hvor det endelig lykkedes dem at få et barn, Isak. Isak blev krævet som offer, og Abraham gik den tunge vej til offerstedet. Det blev ikke til en ofring, for fortællinger siger, at Gud selv greb ind og forhindrede ofringen.
Johannes blev på en måde også et offer. Fordi han ikke ville tie. Han anklagede kongen og mange andre for deres skørlevned, fråseri og letsind. Selv var Johannes jo asket. Han opholdt sig i ørkenen i perioder.
Her døbte han og prædikede omvendelse. Han pegede bort fra sig selv. Pegede på Kristus, som skulle komme efter ham. Sådan som Johannes fremstilles, var en bevidst om at være en forløber for Kristus.
Hans prædikener om bl.a. kong Herodes Antipas førte til hans henrettelse, som en belønning for Salomes dans for kongen. Når vi så fejrer ham her ved midsommer, er det sammenhængende med, at han peger væk fra sig selv. Han peger på ham, der skal komme i mørket og lyse op. Nu, hvor solen vender og dagene bliver kortere, minder han os om, at midt i mørket bliver det lys til, som vil lyse det allerdybeste mørke, døden, op. Frelseren vil blive født i vinterens absolutte mørke.
Det kan være et memento til os, der fra mange sider hører et budskab, som skaber ensomhed og angst, at vi selv skal være lyset i vores liv. Det er et falsk budskab. Vi kan ikke lyse for os selv. Vi kan lyse for andre, når vi ikke ved, at vi gør det. Lyse kan vi kun selvforglemmende. Selvforglemmelse har vi svært ved, vi vil gerne roses, fremhæves og anerkendes som bedre end andre.
Godt at vi så får at se på altertavlen, at der er én, der peger væk fra sig selv og peger på ham, som er lyset fra Gud i vores liv. For lyset kommer aldrig fra os selv, men altid fra andre. Det er godt, for derved knyttes vi til andre og lades ikke alene.
Når vi i morgen måske samles ved bål, er det for at jage det onde bort. Vi prøver at skræmme det. Holde det på afstand forsøger vi. Vores fest er i grunden en stor kollektiv forsagelse: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen.” Ikke mindst de frø, der er sået i vores eget sind, forsøger vi at holde nede og væk. Forhåbentlig kan vi også i lyset se og erkende, at det ikke er os, der skinner, men os der skinnes på af barnet, lammet, Kristus.
Amen