Påskedag (Poul Henning Bartholin)

Tekster: Sl. 118,19-29, 1.Kor.5,7-8 og Mark. 16,1-8. Salmer: 234-218-225/ 236-439-227-238

Påskedag, den 5. april 2015. Aarhus Domkirke kl. 17.

I lagde mærke til, at jeg i dag ikke anvendte den apostolske trosbekendelse men i stedet den trosbekendelse, vi kalder for Nicænum. I modsætning til den apostolske bærer denne så tydeligt  præg af at ville rumme mere end én dimension i sit udtryk.

Den er blevet til bl.a. på baggrund af teologiske stridigheder i 4. århundrede, om forholdet mellem Fader, Søn og Helligånd.. Formuleringerne her ville rumme flere nuancer og tilgodese flere synspunkter. Så teksten er også udtryk for et politisk og teologisk kompromis.

Tekster er interessante, fordi de er endimensionelle i formen, men forsøger at udtrykke mange dimensioner. Sådan er det med trosbekendelser og sådan er det med alle former for kunst. Vi kan tydelig høre, om fx en musiker bare spiller noderne eller om der tolkes og søges efter det, som musikeren finder kan oplyse og fortolke følelser og stemninger og eksistentielle spørgsmål. På samme vis forholder det sig med andre former for kunst. Også med litteratur og med teologiske tekster. I den ulykkelige debat, vi har haft om opstandelse, synes nuancerne i mange tilfælde at være forsvundet. Opstandelsen bliver tolket i en dimension, den fysiske. Det er en stærk reduktion af den og af dens betydning.

Det kan vi få anskueliggjort gennem brug af en tekst, vi ikke anvender så tit, altså Nicænum. Den bekender naturligvis også troen på den treenige Gud. Den bekender også troen på Fader, Søn og Helligånd i en bestemt rækkefølge. Her kan vi dog så tydeligt se, at der gøres meget ud af at tolke Sønnen og hans rolle og betydning.

Vi læser og fremsiger trosbekendelserne i den rækkefølge, som næsten er en kronologisk rækkefølge for os. Vi grunden burde vi tage den 2. trosartikel først, fordi den er det prisme, vi forstår alt i kristendommen igennem.

Trosbekendelsen lægger – uden at ville det – op til at forstå kristendommen som kronologi. Først var der Gud Fader. Han kunne ikke få mennesker til at leve, som de var skabt til. Så gav han Moseloven. Mennesker overholdt lovens bogstav, men ikke dens ånd. Så inkarnerede Gud sig og blev menneske. Jesus tog synden på sig, døde og opstod. Derefter sendte han Helligånden, således at vi ikke er uden ånden, når Gud i Jesus Kristus ikke længere er fysisk til stede. Nu har vi så ånden, vi har dåb og nadver, hvor Jesus taler til os i ord og tegn.

Forkert er dette bestemt ikke. Men det kan komme til at overse, at det væsentlige er inkarnationen, 2. trosartikels indhold og betydning. Det er dér, vores tro må begynde. Vi må begynde i de flerdimensionelle, at det guddommelige er her, altid har været her og altid vil være her. Det trækker sig ikke bort fra verden ved korsfæstelsen eller himmelfarten.

Det er ved inkarnationen, Jesu fødsel, ved hans liv og prædiken, hans død og opstandelse, at Gud åbenbarer sig som Gud. Det er ud fra det, vi kan begynde at begribe alt andet.

Korsfæstelsen Langfredag er en skammens dag over os selv. For der korsfæster vi det, der kunne give os den dybe fornemmelse og måske forståelse af livets vidunderlige gåde. Det vi ellers kun kan ane stykkevis og delt gennem tanken, sproget, kunsten og ikke mindste gennem vores daglige arbejde med hånden. I alt dette ser vi livets mange sider og nuancer. Vi ser og erfarer og opdager det, som gør livet så betydningsfuldt for os. Det store ser vi i det små.

Et håndtryk kan ændre en verden for os. Et smil kan fortælle, at vi er med i den andens liv.

Alt, hvad der betyder noget i vores tilværelse, kan vi ikke nedskrive til enkle og utvetydige formuleringer. Alt i vores tilværelse, som betyder noget, åbner for en righoldighed af dimensioner og fortolkninger.

Kristus inkarnerer og åbenbarer denne rigdom. Han gør den menneskelig og tilgængelig. Vi går fra at tilbede det ukendte og skræmmende, som man måske tror, man skal stemme venligt, til at tale som mand til mand med Gud selv.

Kristus kan forstås som et prisme, der bryder lyset og viser dets mangfoldighed. i ham brydes livet som lys og viser os dets rige overdådighed. Gennem ham ser vi, hvorledes gåderne i tilværelsen kan tolkes men ikke løses. Hvordan er verden blevet til? Videnskaben ved så meget herom, men relativt lidt alligevel, siger astrofysikere. Trosbekendelsens udsagn om skabelse leverer ikke nogen videnskabelig forklaring, men den åbner vore øjne for de mange dimensioner, som det gådefulde liv skænker os.

Det skænkede liv er netop det afgørende, som inkarnationen åbenbarer. ”Du er ikke alene, lille menneske!” Hvor du kan føle dig udleveret til et liv, hvor der kun tænkes i flade dimensioner som magt, indflydelse, teknologisk udvikling, udvinding af ressourcer, dannet gennem milliarder og millioner af år, så er der også en anden måde at tænke på.

Trosbekendelsen bryder også med kronologien på en anden måde. Helligånden følger ikke efter Kristus. Den er her, men ved at han peger på den, kan vi opdage den, se den og de dybder ved tilværelsen, som den åbner for os.

Opstandelsen påskemorgen er ikke kun et spørgsmål om Jesus rent fysisk stod op og forlod gravhulen i Jerusalem. Men hvorfor dog tvivle på det, i øvrigt? Det er jo netop ikke det hele og måske slet ikke det helt afgørende. Det afgørende er jo, hvad det åbner for i vores liv og vores forståelse af, hvad livet er. Hvad livet er værd, for det er det mest dyrebare, vi har. Vi har blot så vanskeligt ved at formulere i et rationelt sprog, hvad det er, det betyder.

Evangelierne kan læses som historiske beretninger. Det er de måske i nogen grad. I ikke mindre grad er de kunstneriske forsøg på at tolke det ubegribelige ved tilværelsen. Her er de unikke. Og opstandelsesberetningerne, hvor vi i dag har hørt den ældste af dem, sender os ikke bort fra vores liv, men tilbage til det. Hvad er det, englen eller den unge mand i gravhulen siger til kvinderne? Siger han ikke, at de skal gå tilbage til deres fæller og Jesu disciple og fortælle dem, hvad de har set? Og hvad har det set? De har set, at det vigtigste i tilværelsen, nemlig at livet ikke er vores. Vi kan gøre anslag mod det. Men vi kan ikke slå det ihjel. Jo, fysisk, men ikke åndeligt, ikke emotionelt, ikke i betydningen og i den dimension, der åbenbarer, hvor stort og vidunderligt det er.

Nej, de skal gå tilbage til Galilæa. Der skal de se ham, som han havde sagt dem det. Det er opstandelse, at livet ikke kan spærres inde af døden, af endeligheden. Der er mere at leve af end døden kan ødelægge. Det liv, vi har fået, er ikke vores. Det er et skænket liv, og det, der skænkes gennem dette liv, bliver tilbage, når vi engang dør.

Opstandelsen påskemorgen er Guds opstandelse. Døden kan ikke holde Gud. Gud, der er alt livs kilde, har vist sig i ét menneske, hvor vi eksemplarisk kan se ham. Nu skal vi efter hans opstandelse se på hinanden og dem, der er i vores lille Galilæa. Vi kan se, at de, som os selv er skabt i Guds billede, hver og én af dem. For det er her, opstandelsen får betydning, når vi forvalter det dyrebare liv i kærlighed og ansvar for Gud og vor næste.

Amen.

Glædelig påske.