Tekster: Matt. 27,57-61; Matt. 27,62-66, Rom 6,3-11 og Johs. 1,1-14. Salmer: 214-213-216.
Påskelørdag, den 4. april 2015. Aarhus Domkirke kl. 20.
For nogle dage siden døde den svenske digter Tomas Tranströmer. Han var desuden uddannet psykolog. Det kan man godt fornemme i hans digte, der med Nobelpriskomiteens ord ved tildelingen af Nobelprisen i litteratur i 2011 ”..i fortættede, gennemlyste billeder giver os ny adgang til det virkelige.” Hvad, der er virkeligt for Tranströmer, er virkeligt for enhver af os. Det er ikke alene det konkrete, vi kan tage og føle på. Også vores liv, vores eksistens og de tanker og følelser, erfaringer, drømme, syner og den angst, vi kan føle, er virkelige. Måske er det for mange af os det væsentlige. I dette felt eller – lad os kalde det – rum, lever vi vores liv. Virkelige er de mennesker, vi holder af, og alle, vi er forbundet med. Det er i dette rum, vores eksistens udfolder sig, og her vi forholder os til den og tænker over den.
Påskens indhold og betydning sættes for tiden til debat. Er begivenhederne virkelige, spørger der. Der er meget af den kristne tro, som nogle i dag vil gøre til manifeste og konkrete fakta. Det skal man være en smule tilbageholdende med, fornemmer jeg, skønt jeg nemt kan følge hensigten, som er at undgå, at tro og kristendommens indhold forsvinder i uvirkelige og menneskeskabte og menneskeafhængige forestillinger, der kan skiftes ud i morgen eller i overmorgen.
Luther pegede på et relevant princip fra teologihistorien, da han sagde, at evangeliets sandhed altid er en sandhed pro me, altså en eksistentiel og psykologisk sandhed for mig. Evangeliets sandhed er ikke en almen sandhed, som svaret på spørgsmålet om hvilken dag, det er i dag. Evangeliets sandhed er altid rettet til det enkelte menneske. For det er den enkelte, der tales til af Gud selv. Han kalder os enkeltvis til liv og til liv af døde. Det er påskens indhold og uudgrundelige betydning for vores eksistens.
Denne aften, påskeaften, er i kirkens historie kendt og fejret som en hviledag, hvor Jesus Kristus hviler i den grav, som Josef af Arimatæa begravede ham i. Påskelørdag var engang en stor dåbsdag, fordi dåben betyder, at menneskets af Gud ved Kristus drages ud af dødens herredømme. Vi drages ud af den almene sandhed, at alt levende skal dø, til den virkelighed, at alt, hvad der er Guds, skal leve, om det end dør.
Det er en eksistentiel virkelighed. I den eksistentielle virkelighed tumler og kæmper vi med alle de spørgsmål, vores liv rejser. Her er det konkrete sjældent tilstrækkeligt til at vi kan finde en mening i vores tilværelse. Digtere kan være en hjælp, fordi de sjældent vil påvirke og forkynde. Tomas Tranströmer er for mig at se en hjælp og en vej at gå, fordi hensigten med digtningen er at åbne gennem billeder til det virkelige. For Tranströmer var dette ikke nødvendigvis det religiøse. Men han peger på noget, vi er fælles om, uanset hvad vi tror eller har som grundlag for livet.
Det gør de to digte også, jeg har udleveret til jer. Digtet ”Kyrie” er ikke et religiøst digt. Alligevel berøres det religiøse ved at bære titlen ”Kyrie”, som betyder herre. Kyrie er en anråbelse, der anvendes i alle gudstjenester, hvor Gud anråbes om at forbarme sig, om at være os nådige og om at frelse os fra, ja netop, fra døden. Døden viser dig for os som den konkrete død. Hyppigere viser den sig som angst, sådan som Tranströmers digt viser.
KYRIE
Undertiden slog mit liv øjnene op i mørke.
En følelse som om folkemasser drog gennem gaderne
i blindhed og uro på vej til et mirakel,
mens jeg usynligt bliver stående.
Som barnet falder i søvn med angst
lyttende til hjertets tunge skridt.
Længe, længe til morgenen sætter strålerne i låsen
og mørkets døre åbner sig.
Mon der er en eneste af os, som ikke kan genkende dette som sit eget? Ikke blot én gang, men af og til. Det er som en påskenat, der kommer til os igen og igen. Angst, mørke eksistentiel kulde. Søvnen vil ikke komme over os og skaffe os hvile. Hvileløse og orienteringsløse ligger vi. Eller vi står op og går rastløse rundt i det indre mørke, der har sænket sig.
Tranströmer ramte mig med sin metafor om folkemasser, der drager gennem gaderne i blindhed og uro i tro på, at et mirakel vil hænde. Jeg har oplevet det konkret i Damaskus i 2010, da oprøret, der første til borgerkrigen begyndte. Først var det en søvnløs nat. Da søvnen endelig var kommet, gik der nogle få timer, hvorefter den forestilling og angst, der holdt mig vågen, var blevet konkret.
De timer føltes meget længe, inden solens stråler åbnede mørkets døre. og der kom syn for sagen, så vi kunne se, hvad der foregik. Det var en uendelig række af demonstrerende damaskenere.
Hvor er verdens folkemasser mange, som igennem tiden og nu igen går med både blindhed og uro på vej til et politisk mirakel, der kan give dem fred og frihed. Dog er der flere, som kender den eksistentielle søgen og dens ledsagende angst, indtil de finder mening i deres liv.
Den søgen og den angst er tilbagevendende også for den, der fx har fundet ro i Gud Faders tilsagn til os. For livet og eksistensen skal bestandig tilegnes. De er jo levende. Betingelserne for livet er under forandring hele tiden. Måske mere end nogensinde mærker vi, der lever i den vestlige verden, det lige nu.
Forsøgene på at tilegne os tilværelsen og livet kan tage sig ud, som Tranströmer skildrer det i digtet
POSTLUDIUM
Jeg slæber som et vod over verdens bund.
Alt det jeg ikke behøver sætter sig fast.
Træt indignation, glødende resignation.
Bødlerne henter sten, Gud skriver i sand.
Tavse rum.
Møblerne står flyvefærdige i måneskæret.
Jeg går sagte ind i mig selv
gennem en skov af tomme rustninger.
De tomme rustninger kan tolkes som alle vores forsøg på at skabe mening i tilværelsen og alle vore forsøg på at beskytte os. De er tomme. Og gennem livet har vi tit beskæftiget os med det mindre væsentlige. Vi har trukket ”vod over verden bund”. Vi har fået noget med, som er til ingen verdens nytte: indignation og resignation. Og dernede på tilværelsens bund henter bødlerne de sten, som de vil stene alle dem med, der falder uden for. Hvad er Guds svar? Jo, det er det samme, som Jesus gav dem, der ville stene en kvinde, som de greb i utroskab. ”Den, der er ren, kan kaste den første sten”, sagde han, mens han skrev i sand.
Hans sandhed udviskes og skal tilegnes igen og igen. Og derfor er vores liv at sammenligne med en påskeaften mellem Guds tilsagn til os og forløsningen eller opstandelsen.
Den er allerede kommet, og den er endnu ikke kommet. På denne selvmodigende måde, siger Paulus det. For var den kommet engang for alle, ville den stå som alle de tomme rustninger, som Tranströmer, skrev om. Nej, forløsningen kommer, det har vi erfaret, og det tror og håber vi. Den eksistentielle angst skal afløses af påskemorgenens lys, opstandelses lys.
Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det Frelser af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister.
Sig: Vi går til Paradis!
Amen