Tekster: Ap.G. 2,1-11 og Johs. 14,22-31. Salmer: 290-282-295/ 292-439-286-291
Højmessen i Aarhus Domkirke pinsedag (den 24. maj) 2015 kl. 10.
For nogle dage siden så jeg forestillingen Fædre på Aarhus Teater. Forestillingen var skrevet af de medvirkende, som ikke var skuespillere men borgere fra byen. De spillede på en måde sig selv, fordi deres historie med deres fædre lå til grund for forestillingen. Som far kan man gøre megen fortræd. Både ved at være meget nærværende, fylde meget, ved at sige både for meget og for lidt, og ved at være fraværende og uinteresseret i sit barn og dets liv.
De forskellige fortællinger var på mange måder barske og brutale, nogle rummede også en stor omsorg og ømhed på trods af den smerte, som alle medvirkende gav udtryk for. De stærke indtryk, forestillingen bød på, forløstes hos alle de medvirkende og publikum ved, at der i alle fortællingerne også var et forsonende element. Svigt! Ja i nogle tilfælde, men trods dette også en kærlighed fra far til barn, og kærligheden er det, der er givet videre som rejsekost i livet. Trods smerter og skrammer stod de medvirkende alle med livsmod og håb.
Den smerte og sorg, iblandet ømhed og varme, som de medvirkende udtrykte, kender vi mere eller mindre alle sammen, tror jeg. Vi kender den fra menneskelige forhold. Og vi kender den fra vores gudsforhold. Også dér kæmper vi med at forstå, med frygt, måske angst og afmagt. Vi svinger mellem tilslutning og afstand. I øjeblikke kan vi føle os hævet til skyerne af en glæde, som risler gennem kroppen. Modsat kan vi i dagevis gå og ruge over en smerte, en meningsløshed eller sorg, der har ramt os. Med andre ord, hvad enten det er vore egen far eller det er Gud Fader, så har vi et opgør og en samtale med ham hele vores liv.
”Gud er den magt, vi kan forvente os alt godt af og den magt, vi kan søge tilflugt til i al nød”, siger Luther i en udlægning af, hvad eller hvem Gud er. Han er som en far. Måske derfor kan vi forholdsvis let sætte os ind i den forvirring og smerte og rådvildhed, som må have grebet Jesu disciple i det moment, vi lige har hørt fra Johannesevangeliet. ”Går han fra dem? Svigter han dem? ” Sådan spørger vi, når vi hører dette. Sådan som de hørte det dengang. Jamen, gik hans forkyndelse ikke ud på, at han ville oprette et rige, hvor der skulle være fred, forsoning og tilgivelse? Hvorfor går han så fra dem? Hvorfor svigter han?
Vi hører forklaringen, at der er nødvendigt for ham at gå. Som far kan man høre sig selv sige det samme og mærke den hulhed, der vælter op i en. Hvad er det for en nødvendighed, der tvinger en til at gå fra nogen, som vil holde fast i en? Jesus siger, som vi har sagt, at der kommer en anden for at tage sig af den eller dem, vi går fra. Vi lader altså sjældent nogen alene. Gud lader heller ikke sine skabninger alene, men alligevel ligner det vores svigt.
På en måde er det også et svigt. I hvert fald hvis vi ser det fra den menneskelige side. Lad os lige prøve at sammenfatte situationen, som Johannes skildrer. Jesus har igennem et par år rejst på kryds og tværs i Palæstina, hvor han har prædiket, fortalt, helbredt, brudt religiøse barrierer ned, set alle dem, som ingen ellers har ville se, Han har set til enker og faderløse, syge, kvinder og børn, ja alle dem, som ingen regnede og regner for noget. Han har givet dem liv. Og så siger han til sine følgere, inderkredsen, disciplene, at nu går han bort. Han antyder, at han vil blive retsforfulgt, fordi han i nogen øjne har brudt de religiøse regler. Han antyder, at han forventer en dødsdom. Men han forsikrer de fortvivlede venner, at han sender sin talsmand til dem.
Talsmanden skal minde dem om alt det, Jesus har talt til dem. Og talsmanden skal fortsat binde dem til Gud Fader, for Jesus har i alle sine gerninger og tale åbenbaret for hvem, der ville se og høre, at han er Gud og menneske. Han går tilbage til Gud Fader, men talsmanden vil bevare ordene hos dem, og i ord og tegn vil han være levende tilstede. Derved kan hvem af os, som vil se og høre det, skimte den samme åbenbaring, at han er Gud og menneske.
Kan man være tilstede i sine ord et sted, hvor man ikke er fysisk? Ja, det kan man. Hvad er det, der viser sig, når vi skal holde en tale eller bare sige nogle enkelte ord i en tak eller lignende? Vi tager ofte udgangspunkt i noget, den, vi taler til, har sagt eller gjort. Vi fortæller om vedkommende. Eller vi citerer noget, som andre har sagt eller skrevet, som vi synes passer i situationen. Hvorfor gør vi det? Fordi ord er mere end ord. Ord er budbringere af et budskab om vores fælles liv. Ord kan bære ånd. Når det sker, at ord pludselig taler dybt og inderligt til os, danner de en dybde og en ramme om os, så vi kan føle, at vi bliver båret, og at der er mening og betydning i det, som siges og som sker.
Vi er altid i færd med at tolke vore liv. Vi lever og tolker hele tiden. Tolkningen foregår i vore tanker, når vi skriver, taler, fremstiller ting, i kunst, i litteratur, musik, dans etc. etc. Vi erfarer, vi føler smerte og glæde. Vi spørger, hvad der menes, hvad der siges, tænkes på og tænkes om. Noget tager vi til os, andet må vi lade ligge, fordi vi ikke kan rumme det eller genkende det, ikke anvende det i vores liv. Alt dette kommer os ved, fordi det ikke er dødt, selv om det måske er sagt, tænkt eller gjort af nogen, som ikke er her, af nogen som måske er døde.
Her har vi baggrunden for, at vores gudstjenester og kirkeliv er, som det er. Det har en form, der har ændret sig mange gange gennem tiden. Den forandrer sig også nu gennem det, vi siger, synger, gennem musikken, gennem det, der trækkes ind af erfaring fra vores fælles liv. Vi overtager ikke bare et budskab, som det var. Vi forholder os til det og tolker det, så det giver mening.
Det kommer os ved, fordi det er båret af ånd. Hvad er Ånd? Der er næppe nogen, som kan forklare, hvad ånd er, fordi ånd ikke er noget konkret. Dog er ingen i tvivl om, når ”ånden er over os”, eller hvis noget er i ”nogens ånd”. Ånd har med inspiration og nærvær at gøre. Ånden er på en måde et udtryk for engagement. For involvering og fordybelse. Ånd er liv, det er åndedræt, ilt, en livsnødvendighed.
Søren Kierkegaard sagde, at et menneske er legeme og sjæl og ånd. Ånd er dette, at et menneske forholder sig til sig selv. Eller at vi forholder os til, at vi er kastet ind i verden, som vi ikke forstår, men hvor vi hele tiden må ville blive den, vi er. Vi er altid – bevidst eller ubevidst – involveret i et forhold til vores skaber, til den anden og til os selv. Her bliver vi til igen og igen. Dette lever af ånd, fordi ånden er engagementet, erfaringen, følelser, erkendelser, fantasi, grebethed og kærlighed.
Vi gør altså i en gudstjeneste det, som ethvert menneske gør, forholder os til os selv som krop og sjæl, og finder ud af, at ånden holder sammen på os. Ånden er det fællesskab af guddommeligt og menneskeligt, der holder liv, lys og verden sammen.
Alt det fortæller Lukas om i Apostlenes Gerninger, som vi hørte fra alteret. Disciplene var samlede og bange. Jesus var, som han havde fornemmet, blevet retsforfulgt og dømt til døden på korset.
Der sad de så forladte og angste. Men ånden kom over dem. Det skildrer Lukas sådan, at det så ud som om tunger af ild satte sig på dem. Og de begyndte at tale på alle mulige sprog. De må have fortalt, hvem der ville høre det, at Jesu død og opstandelse betød, at Gud ikke havde forladt verden. Han har ikke vendt den eller os ryggen. Han er her i de ord, som Jesus sagde, i det han gjorde.
Det bliver levende, når vi taler om det og gentager det. Når grebetheden af livet kommer til os, når vi forholder os til os selv og spørger efter mening og betydning og ser denne et andet sted end i os selv, da er vi til, da ser vi ud over os selv og ser os i forhold til ham, vi kan forvente os alt godt af og søge tilflugt hos i al nød. For nød kommer vi i, både åndelig nød og konkret nød.
Grundtvig kæder det sammen med nadveren i de to salmer, vi begynder og slutter med i dag. Forsoningen med livets smerte, tab og længsel har vi mulighed for at tilegne os igen og igen, når Jesus i sit legeme og blod bliver levende og sandhed for os i nadverens brød og vin. Det er ånden, der skaber sammenhængen mellem de simple og enkle elementer og så det store livslys, som Gud er. Det er ånden, der gør vore ord levende ved døbefonten, så børnene, vi døber – også de to i dag – sættes i en ubrydelig og livslang sammenhæng med skaberen og forsoneren igennem hans ord og ånd.
Det er mere, end vi kan selv. Menneskelige fædre elsker, engagerer sig, tror og svigter, er fraværende, akkurat som mødre gør og er. Men vor himmelske far gør det ikke. Han er her altid i sin levende ånd, der bærer ordet, der bærer livslyset fra skabelsens morgen gennem al menneskelig svigt, sorg, glæde og håb indtil verdens ende.
Glædelig pinse!
Amen