Pinsedag (Poul Henning Bartholin)

Tekster: Ap.G.2,1-11 og Johs. 14,22-31.
Salmer: 290 – 450 – 285/ 291- 439 – 292- 724.

Pinsedag kl. 10 i Aarhus Domkirke

Folkeafstemninger, valg til Folketinget eller Europaparlamentet har ofte nogle personlige dramaer som følgesvend. De just afholdte valg udgør ingen undtagelse. Allerede én partileder er trådt tilbage. Det bliver måske ikke den eneste. Deres overvejelser og beslutninger og pres for enten at blive eller at gå, kender vi også fra andre menneskelige sammenhænge. Derfor kan de levere nogle billeder og associationer til os i dag, hvor vi lige har hørt et afsnit af Johannesevangeliets afskedstaler, hvor Jesus forbereder sine disciple på, at han i Jerusalem kan risikere at blive henrettet på grund af den forkyndelse, har udbredt i Palestina igennem 2-3 år omkring år 30 e.v.t.

Den person, som taber en tillidspost – af hvad art den måtte være- har som regel en stor kærlighed til og omsorg for dem, han har haft forbindelse og kontakt med, ikke mindst de nærmeste medarbejdere og rådgivere. Sjældent sidder nogle i toppen af en organisation eller et firma uden at have en særlig omsorg måske kærlighed til medarbejdere, til organisationen og dens formål og målsætninger. Både den, der går, og de, der bliver, ønsker hinanden det bedste, med mindre veje skilles i strid. Måske er der andre regler i politik. Jeg véd det ikke. Det ser dog ofte sådan ud, at den, der går, også tager skylden og ansvaret på sig og med sig.

Det er en sådan afsked og overgang, vi er vidne til i dag i Johannesevangeliet. Jesus fortalte sine disciple i nogle lange taler, som Johannesevangeliet som den eneste evangelist bringer, at han måtte bøje sig for ”verdens fyrste”. Verdens fyrste er ligesom Gud en treenighed. Den menneskelige verden beherskes af sladder, bagtalelse og død. Venskaber og kærlighed taber altid til disse tre. ”Verdens fyrste” snylter på det gode i menneskelivet, mest af alt på ånd, kultur og kærlighed.

Nogle politikere har talt om at sætte nye mål og at skabe en optimistisk ånd. At anvende ordet ånd i den sammenhæng er bemærkelsesværdigt. For ånd anvendes om det, der gør et menneske, et parti, et land levende. Levende er kun den, der tager sin arv på sig. Arven er her forstået som oprindelse, fortid, de livtag med andre mennesker og vilkår, vi alle lever på. Vi kender alle dette. Vi ved, at de er der. Vi ved også, at de kan forandres og tilpasses, hvis man er klog, dynamisk og forsigtig på samme tid.

Vi erfarer dette hver eneste gang, vi mister et andet menneske. Noget går tabt for altid. Vi spørger derfor tit, hvordan vi kan og skal holde fast i det, den anden gav os og stod for. Vi kan overveje dette ved at holde fast ved den ånd, som var før. For os selv kan vi gøre den levende i nye sammenhænge. Vi gør dette ved at formulere det grundlæggende på nye måder igen og igen. En prædiken er et eksempel på dette. Hver gang man som præst skal prædike, må vi begynde forfra, fordi sammenhængen den skal tales ind i er forskellig fra gang til gang.

Jesus var – må vi tro – en sådan fornyer af den fædrene tro i jødedommen. Vi har bl.a. i vores evangelietekst i dag hørt, at han videreførte og formulerede på ny, hvad pagten mellem Gud og Israel går ud på. Pagten er bl.a. formuleret i Moselovens mere end 600 bud. Med tiden blev de til regler. De blev et fundament.

Flere religioner oplever i dag en voksende fundamentalisme, som viser sig ved, at flere tager teksterne til sig stort set uden at inddrage deres oprindelige sammenhæng og uden at oversætte dem til vores sammenhænge i dag. Det skaber spændinger i mange religioner mellem de meget konservative, der ofte er fundamentalister og andre, der vil bevare religionerne ved at forandre dem, fx gennem en oversættelse til vores tid og en fortolkning ind i vores tid.

Jesus var i den betydning af ordet, jeg her har brugt, ikke fundamentalist. Han ville forandre for at bevare pagten mellem Gud og mennesker. Det handler ikke først og fremmest om gerninger. Det handler om sindelag, for at bruge et lidt gammelt ord. Han sagde om sig selv, at han udtrykker Guds billede, kærlighed og hensigt i verden. Gud kommer i han i menneskelig skikkelse. For derved kan vi høre, se og mærke det gennem vores eget sprog, gennem vores historie og ånd.

Jesus erfarede, at den, der forsøger at formulere sandheden på en ny måde, sjældent bliver populær i første omgang. Det gjorde Jesus heller ikke, selv om han fik tilhængere og et følge, da han gav sig til at forkynde og begive sig på en vandring fra sin fødeegn op til Jerusalem.

Det jødiske råd og dets støtter brød sig ikke om hans forkyndelse. De følte sig truet og ville af med ham. Det lykkedes dem, at få ham dømt til døden. Men de tog ikke højde for, at verden er sådan indrettet, at det, som bliver sagt og forkyndt, ikke kan slås ihjel.

Man kan fortie det, alligevel kommer det for en dag. Er det stærkt, får det et liv efter den første bærers død. Sådan er det historisk betragtet gået kristendommen. Den blev til en bevægelse – kaldet ”Vejen” -. Mennesker tog Jesu forkyndelse til sig på vore mange sprog.

Pinse er en fejring af, at vi har det vigtige – ånden – med i sproget. For sproget kan gøre det døde levende og vække ånden. Ud af pinsen er kirken blevet til, siger man. Ordet kirke betyder en forsamling, hvor vi både ser tilbage, altså erindrer, glædes over Gud skaberens tilstedeværelse i tid og evighed og  bringer det videre, så det kan leve.

Kirken er og bør være en forsamling, hvor vi ser os omkring i nutiden og sammen overvejer, hvordan vi kan gøre fælleskabet af mennesker her og ud over jorden større. Hvordan kan vi på tværs af alle menneskelige skel fortælle om og fastholde hinanden i en tro på og et håb om, at verdens fyrste, sladderen, bagtalelsen og døden ikke er den stærkeste, men at han – verdens fyrste – også dør igen og igen i vores daglige liv. Nemlig når kærlighedens ånd træder frem i mennesker og i vores fællesskaber. Den træder frem på stadig nye måder og i nye former.

Verdens fyrste vil fastholde alt, som det var og er. Ånden, Sønnen og Faderen vil blive ved med at gå rundt i verden, som Jesus gjorde i Palestina, for at vække os og række os Guds fred og kærlighed.

Fred, kærlighed og fællesskab er det op til os at give form og krop. Vores redskab er ånd, visdom og menneskelighed. Vores pinseevangelium er egentlig en meget frejdig opfordring: ”Kom i gang! For livets skyld!”

Amen