Tekster: Es. 11,1-10 og Luk. 21,25-36.
2.s.i advent, den 6. december 2018 i Aarhus Domkirke
Salmer: 78- 449 – 87 / 274 – 439 – 76 – 85
Da jeg var barn, hørte jeg engang imellem mine forældre tale om dommedagsprædikanter. Begge mine forældre voksede op i nogle miljøer, der var stærkt præget af de indremissionske fortolkninger af Jesu forkyndelse. De voksede ud af disse miljøer og søgte til andre prædikanter end de såkaldte dommedagsprædikanter.
Deres afstandtagen fra disse prædikanter skyldtes bl.a. disse prædikanters meget markante tilgang til begrebet dommedag. Synden blev karakteriseret med ”hor, mord og bandeord”. Altså en opfattelse af begrebet synd, der mere lagde vægten på handlingen og moralen end på sindelaget og etikken. Synden er i Jesu forkyndelse alt det, der skiller os fra Gud og fra hinanden. Derfor gælder det om i at høre bredden og dybden i hans forkyndelse og ikke kun at høre det konkrete.
Nu vil nogen sikkert sige, at vi i vore dage også har dommedagsprædikanter. Ja, at de optræder sekulært, altså ikke i religiøs klædedragt. Der hentydes ikke til folkekirkelige eller kristne prædikanter. Nej, der peges på de sekulære, som gør opmærksom på klimaforandringerne og de skrækscenarier og ulykker, de kan føre med sig. Eller det kan dreje sig om dem, der gør os opmærksomme på de militære og økonomiske magtforhold i verden, som vi hver dag kan se rykker sig en smule. Dette kan føre til store ændringer i vores verden.
Vi kan godt høre diskussionen for vores indre øre lige nu, hvordan den ene del af Folketinget holder til én side af klimadebatten. Den anden del af Folketinget hælder til den anden side. Hvilket synspunkt, vi nu hver især måtte have til de store spørgsmål, så er der ikke en religiøs forklaring på dem. En kristen forklaring på at problemerne er opstået, skal vi lede længe efter.
Måske er der en teologisk, en filosofisk og en sociologisk forklaring på, at vores forhold til naturen og til den måde magten udøves på i verden har ændret sig og er blevet mindre sensitiv og mindre respektfuld. Bl.a. derfor er COP24 netop nu i gang i Katowice i Polen.
Men vi må lade det meste af den diskussion blive ved disse antydninger. For Jesus taler i vores evangelium i dag ikke kun om verdens undergang i konkret betydning men også i overført betydning. Vi skal være opmærksomme på, at den dom over verden, som han forkynder, fremsatte han lige før jødernes store fest, de usyrede brøds fest. Det er jødernes påske. Påske betyder at døden går forbi, den rammer ikke.
Under de usyrede brøds fest i Jerusalem brød verden sammen for Jesus. Og lige sådan hos hans familie, venner og alle de, som havde fulgt hans vandring ned gennem Palestina.
De erfaringer kender vi alle sammen. Ved familiemedlemmers eller nære venners død bryder ikke alene deres verden bogstaveligt talt sammen, det gør vores også. En livsvigtig relation er blevet brudt. Følelser for dem kan vi ikke længere lade komme til udtryk i kærtegn, berøringer, samtaler, gaver, samvær, fester, deling af interesser, ja, alt det, vi gør sammen med dem, vi elsker, og med dem, vi holder af og er venner med. Når det sker og bryder sammen, sker der noget i vores personlige univers, som kan sammenlignes med Lukas’ skildring.
Sammenbruddet fører over i sorg. Ud af sorgens mørke, tomhed og gru kan vi komme, hvis nogen åbner en dør, så lyset kan komme ind igen.
Derfor er vores tekst om dommedag godt placeret midt i adventstiden. For adventstiden handler som bekendt om, at lyset forsvinder lige nu. Vi véd dog, at nu er vi tæt på, at lyset vender, som vi siger. Om fjorten dage vender det fysisk ved vintersolhverv. Åndeligt vender lyset, når vi skal høre om barnet, der blev født i stalden i Betlehem. For i det lille barn ligger både dommen over verden og verdens forløsning gemt.
Dommen er jo, at hvis vi ikke har andet at holde os til end os selv, så bryder verden sammen, når nogle af vore kære og til sidst vi selv dør.
Det var lige præcis dette, som Jesu prædikede om nogle få dage før den død, han fornemmede snart ville komme til ham. Verden kan styrte sammen i os, for os i og om os. Men der er et ”mere” end det. Der er et lys, som blev menneske. Det er som en gentagelse af skabelsens morgen, hvor Gud sagde: ”Der blive lys”. Og så blev der lys. Mørke og lys blev skilt ad. Det mærkelige er, at det adskilte hænger sammen som modsætninger.
Ved solhvervet bliver lyset til et menneske. Tiden, lyset drejer. Et barn fødes. Han kommer igennem mørket og døden og lyser med sit liv for os, så vi kan gå derhen, når vores verden bryder sammen, og opstå ved hans ord.
I Jesu forkyndelse er dommedag aldrig kun fortabelsen. Dommedag er i virkeligheden at plante et håb i den verden, der dagligt styrter sammen. En ægte dommedagsprædikant taler ikke om fortabelsen men om forløsningen og forsoningen ved Jesus Kristus og det blomstrende figentræ, håbet, vores muligheder i en verden, der tenderer at ødelægge sig selv. Vi må klynge os til det håb. Af det skal vi leve.
Amen