Tema: Det ubegribelige
Salme: DDS 10: ”Alt hvad som fuglevinger fik”
Musik: Carl Nielsen – uddrag af ”Commotio”.
David Peter Schmidt, orgel
Fornemmelse for det ubegribelige Vi lever i et videnssamfund. Idealet er at give os adgang til den størst mulige viden. Så dagen er fuld af begreber, forklarende ord, kommentarer, analyser, undersøgelser. Vi forsøger at gribe verden med viden og sprog, forstå alting fra planeterne i det ydre rum til de mindste atomer og molekyler i cellerne. Med tiden er vores sociale og teknologiske almagt vokset sig stor og stærk. Vi er med rette stolte af vore mange begreber, sprog og viden. Begærligt rækker vi ud efter nye begreber for at gavne os selv og samfundet. For den sociale og teknologiske almagt kræver konstant ny viden, nye ord, nye begreber. Grænserne for viden skal nedbrydes. Der er noget meget mærkeligt ved vores jagt på ny viden og nye begreber. Det mærkelige er, at vores sociale og teknologiske almagt undergraver sig selv. Jo mere vi ved, desto større bliver vores uvidenhed. I jagten på viden opdager vi altid noget, vi ikke ved. Uvidenheden vokser i takt med vores viden. Det er det mærkelige. Uanset hvor meget vi kæmper, arbejder og forsker, vil vi aldrig komme af med vores uvidenhed. Det, vi ikke ved, klæber til os. Derfor er vores kontrol og beherskelse gennem begreber også en skrøbelig affære. Kradser vi lidt i vores viden, åbner der sig et ocean af uvidenhed. Det er en af videnskabens store opdagelser. Jo mere vi ved, desto større bliver vores uvidenhed.
Meningen med Tankeklang er at udfordre jer, komme med vinkler og perspektiver fra kirkens og kristendommens righoldige skattekiste. Derfor spørger jeg jer: Hvad stiller vi op, når det vi ikke ved, vokser dag for dag? Hvordan håndterer vi de mange skuffelser, sammenbrud og nederlag som følge af det vi ikke ved – tænk f.eks. på hvad vores uvidenhed og tankeløshed fører til af sygdomme, klimaændringer, ondskab, social udstødelse, liv uden værdighed.
Når vi med kirkens tradition og øjne ser på samtiden, er det åbenlyst, at samfundet har glemt betydningen af det vi ikke ved. Der går noget betydningsfuldt tabt, når vi kun hylder vore mange sejre i videns-kapløbet. Jeg kunne godt tænke mig, at vi også opholder os ved det, som vi har overhalet, det, som vi synes er utidssvarende, det oversete, det, som aldrig blev virkeligt, fordi vi ikke kendte de rigtige begreber og havde den rigtige viden. Tænk at udfolde menneskets historie om alt det, vi gerne ville vide, men ikke kunne. Tænk at kende hvad det var vi troede og håbede på uden det kunne komme klart frem. Det, vi ikke ved, bør have krav på eftertanke og tildeles opmærksomhed. Vi kan lære at vore skuffelser, tab og nederlag – for hvilken verden var det vi troede vi kunne få. Historien om det vi ikke ved kan åbne for nye muligheder og livshorisonter. Så bliver det ikke kun de sikre begreber og den rigtige viden, der ensidigt regnes for den eneste målestok for vores liv med hinanden. Det, som vi ikke kan sætte på begreber og forstå, kan berige os med næring. Og i disse år, hvor dagsordenen sættes af økonomi, konkurrence og frie markedskræfter, trænger vi til perspektiver fra det ubegribelige, meldinger om mennesket og livet som ikke kan sættes i regneark og tidens begreber. Hvilken verden var det, vi troede vi kunne få? Hvad var det, vi troede et menneske er? Vi kan lære noget af det, vi ikke har forstået, de gange vores viden ikke var tilstrækkelig. Fornemmelsen for det ubegribelige bærer på mening og kalder til eftertanke. De sidste mange år er det ikke troen på Gud, vi har mistet, men snarere troen på, at vi kan forvente livets sandhed leveres af naturvidenskaben. Den tro vi er færd med at miste, er troen på naturvidenskabens intense videns-arbejde vil give os svaret på sandheden om livet. Jo mere vi ved, desto større bliver vores uvidenhed.
Prøv at lade øjnene og ørerne opdage dette prægtige kirkerum. Rummet her med dets hvælv, alter, døbefont, ord, musik, sang og liturgi er resistent over for tidens ønske om at oversætte alt til bestemte begreber, indfange verden og mennesker med fornuft, viden og tal. At bygge et kirkerum favner det ubegribelige, giver plads uvidenhed, bristede forventninger, skuffelser og tab fra det vi ikke ved. Vi er i et rum, som overskrider vores begær efter viden og begreber. Ordene peger ud over sig selv, musikken rækker ud efter det ubegribelige. Her i denne himmelstræbende gotiske katedral handler det om mere end det der kan vides og beherskes. For Gud er et mennesket meget mere end det det ved og ikke ved. Så læn jer tilbage og overgiv jer til det ubegribelige i rummet og musikken. Vi skal høre 2. halvdel af den danske komponist Carl Nielsens orgelværk Commotio. Commotio betyder rystelse eller at blive bragt i bevægelse. Lægerne bruger ordet om en hjernerystelse. Det er præcis, hvad vi behøver – en hjernerystelse så der også bliver plads at høste frugterne af det vi ikke ved. Ryst hovedet og sindet, lad det ubegribelige komme til – commotio.
Henrik Grøndal Lund