8. søndag efter Trinitatis (P. H. Bartholin)

Tekster; Rom.8,14-17 og Matt. 7,15-21.
Salmer: 407 – 315/ 390 – 439 – 588 – 676

Gudstjenesten i Aarhus Domkirke 6. august 2017 kl. 17.

 

Mange af os anvender en del tid og energi på at forsøge at forstå vores samtid. Derfor er vi nødt til at kende den fortid, som bærer forudsætningerne for vores tid. Hvad er vores forudsætninger og arv? Hvad betyder traditioner og arv i forhold til, hvad der sker og kommer til af nye erkendelser, ny måder at leve på og ny former for praksis og ikke mindst ny teknologi? Dette arbejde er vi også nødt til at gøre som kirke og som præster.

Enhver der interesserer sig for dette støder på adskillige personer, som byder sig til med forudsigelser, prognoser for fremtiden, ideer, ideologier, religioner etc. Af og til kan de forekomme som en slags profeter, der forudsiger, hvad der vil komme til at ske.

Profeter opfatter vi nemlig som en person, der forudsiger noget. Den betydning af ordet profet, som ligger i Det gamle Testamente er derimod, at det er en person, som fremsiger noget, givet af Gud. Profetkaldelserne har en særlig beskrivelse for et par af profeterne i Det gamle Testamente. De er ikke bare spåmænd. Snarere kan man sige, at de er talsmænd, der skal fastholde tilhørerne på det væsentlige. Det var afgørende for de store profeter som Jeremias og Jesaja at fastholde det israelitiske folk på pagten med Jahve.

Det er i den betydning, Jesus også her anvender ordet. Det er ikke loven, det er ikke ordninger eller moral, profeter skal tale om, men pagten. Jesus er pagten, løfter, der er blevet menneske. Derfor handler det om det enkelte menneskes forhold eller relation til Gud. Det handler ikke om verden og dens tilstand eller om kirken for den sags skyld.

Det profetiske har dermed ligget som en arv i kristendommen fra Israels religion og jødedommen. Det første med sig, at de første kristne formede kristendommen som en eskatologisk og apokalyptisk tro. Eskatologisk vil sige, at der tales om de sidste tider, når Kristus vil komme igen for at oprette sit rige. De første kristne forventede, at det ville ske i deres levetid.

Apokalypser er en litterær genre, som vi fx kender som Johannes Åbenbaring. Det er altså menneskelige forestillinger om, hvad der vil komme til at ske som tegn på, at tidens ende er nær. Det kender vi fx i fremstillinger på Domkirkens kalkmalerier.

Vi spørger om, hvordan vi kan kende forskel på de falske og de sande profeter. Og vi taler her om den forestilling om profeter som forudsigere af en truende udvikling. Iagttager vi debatten om emner inden for religion, klima, udvikling og politik, kan vi se et stort skænderi, der har varet i mange år, om, hvem der har sandheden på sin side. Der er beskyldninger fra begge siden om at være falske profeter.

De mange diskutable ideer og udsagn får alle de religiøse iklædninger, som næsten tænkes kan. Alligevel er det falsk religion. For det er svært at se, at det svarer til, hvad Jesus gjorde i sin samtid.

Jesu budskab til sin samtid og til os ligger på et andet plan. Bjergprædikenen er et tydeligt eksempel herpå. Vi misforstår både Bjergprædikenen og Jesus, hvis vi forstår den som en opskrift på, hvorledes vi skal handle moralsk. Det at leve som et kristent menneske giver sig ikke udslag i bestemte gerninger og handlinger eller i en bestemt moral.

Der er en, som har sagt, at vi skal læse og høre Bjergprædikenen som en samling Jesusord, eftertiden har samlet, for at få et udtryk for essensen af Jesu forkyndelse. Bjergprædiken er ikke et opgør med samtidens eller nutidens lovreligioner i almindelighed. Den er et radikalt opgør med ethvert menneske, der vil gøre religion til handlinger og gerninger som et bevis på sin rettroenhed og fromhed.

Jesu forkyndelse – også som den fremgår af Bjergprædikenen – er en radikal forkyndelse, der først og fremmest drejer sig om relationen mellem det enkelte menneske og Gud.

Den pointe og det forhold var Paulus – og siden Augustin og Luther – meget opmærksom på. Det kommer til udtryk i de breve, der bærer hans navn. Fx i det brudstykke af Romerbrevet, vi har hørt i dag. Paulus er også radikal i sin forkyndelse. Radikal betyder jo at gå til roden eller til den basale og bærende. Paulus tolker Jesus forkyndelse og siger, at forholdet mellem den enkelte og Gud er et åndeligt forhold. Og kun det.

Det bliver vi ramt af, når vi giver os til at diskutere, hvad der er sand kristendom, og hvad der ikke er. Det slår vi jo hinanden i hovedet med også i nutidens diskussioner. Måske er det os, der er de falske profeter? Ja, hvem ellers?

Vi er nødt til at skelne mellem, hvad der er vores rammer og tradition for det kristne liv gennem mange århundreder og så Jesu forkyndelse til hver enkelt af os. Vores rammer og tradition er værdifulde, betydningsfulde og vigtige. Men de er på ingen måde en betingelse for at kunne høre og følge det befriende budskab, som Jesus forkynder – også i dag.

Jesus siger jo, at traditionen er ikke en forudsætning, en betingelse for, at Gud vil have med os at gøre. Han trænger igennem alt det for at nå frem til kernen.

Det tolker Paulus og skelner mellem kød og ånd. Vi kunne også kalde det en skelnen mellem historie og sprog. Historien rummer og beskriver som fortælling det forgængelige liv. Tradition, vaner, overleveringer og moral rummer det forgængelige og bærer døden i sig.

I modsætning hertil er sproget skabende og befriende. Livet er i Jesu forkyndelse født og båret af Guds evige liv. Det ligger ud over det i tiden bundne liv. Det evige liv er båret af Ånd, altså af Gud, når han lader det komme til os i sprog og ånd. Det er grunden til at samles til gudstjeneste, for at høre det, for at modtage det og for at opdage, at det følger os i vores daglige liv. Så kan vi da samles for at høre det igen og for at takke for det ved gudstjenester som denne.

Derfor er Gud nødt til at komme til os i forkyndelsen, og han må blive som en af os, for at knytte os til sig gennem ord, sprog og ånd. Det sker i Kristus. Og hver gang vi samles til Gudstjeneste er det, hvad der gerne skal ske for hver af os: at vi hører det og erfarer det som noget, der sker og som noget, der er sandt. Således er enhver gudstjeneste påskemorgen, som vi sang om i dagens første salme. Guds eller Kristi ubegribelige opstandelse er kødets livs død og det liv, som ånden giver, fødes.

Her sættes ord på vores relation til Gud med livets Ånds sprog. Enhver gudstjeneste vil bekræfte for os, at dette er det sande: ”Du er Guds barn! Lyt til, at barnet ikke skal fortjene sine forældres kærlighed, altså heller ikke fortjene Guds kærlighed og nåde. Du har den. Den er givet dig for intet af Kristus.”

Amen.