Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/aarhusdomkirke.dk/public_html/wordpress/wp-content/plugins/ubermenu/core/sparkoptions/SparkOptions.class.php on line 773
Juleaften kl. 16.30 (Henrik Grøndal Lund) | Aarhus Domkirke

Juleaften kl. 16.30 (Henrik Grøndal Lund)

Julegudstjeneste den 24. december 2017 kl. 16.30Salmer

94: Det kimer nu til julefest
104: Et barn er født i Betlehem
125: Mit hjerte altid vanker
119: Julen har bragt velsignet bud

”Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad
ryst af din tunge smerte.
Et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte;
til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind” (DDS 103). Amen.

Vi lever af, at nogen kommer til os. I aften er det Gud. Gud kommer, så vi gennem barnet kan elske og ære hinanden, beundre og glædes.

Jeg går dagligt forbi vuggestuer og børnehaver. Her er det vigtigste er, at nogen kommer. Børn ser frem til, at mor eller far kommer for at hente dem. Og forældre, som skal hente børn, er blandt de farligste trafikanter – jeg flytter mig altid, når jeg ser en travl mor. Hun er som jomfru Maria og det elskede barn, og det er om at give plads, træde til side for Maria og barnet. Faktisk ser jeg juleaftens betydning hver gang mennesker kommer til hinanden, tager imod, giver sig hen. I vore hjem, på gaden, skolen, uddannelsessteder, arbejdet, banegården, lufthavnen og andre åbne steder i samfundets fælles liv.

Når nogen kommer til os, kan vi opleve livets skønhed. Den anden kommer med fysisk nærvær og opmærksomhed, måske forståelse, nogle gange indlevelse og varme. Hvis det er en elsket person, som træder ind i et lokale for at komme til os, bliver vi fyldt med glæde, beundring og taknemlighed – den måde, du bærer din krop, din holdning, dit ansigt og smil, dine øjne, lyden af din stemme, læberne og ordene, alt det almindelige er fuld af betydning – at drikke en kop kaffe eller sidde til bords, glæden ved at holde i hånd, den boblende fryd ved at ligge ved siden af det menneske, som kommer for at give sig helt hen, eller storheden i, at den, som kommer til os, tør udtrykke det inderste – om det så er pænt eller beskidt, når den anden forærer os sin tid og generøst giver plads til os i sit liv. Det er stort, hver gang et menneske kommer og åbner for nye begyndelser, slipper vores skjulte længsler og drømme fri.

Julenat kommer Gud til verden. Som et barn kommer han til os. Gud er ikke stor, som nogle hårdt og højt råber i gaderne, men lille og sårbar, et barn. Vi, som er forældre, ved godt, at en fødsel er et mirakel, en ny begyndelse. Det er mere end alt andet, mere end penge, ting, ejendom, magt, mere end arbejde, anerkendelse, hæder og prestige, mere end ligegyldighed og naturligt forfald. Et barn er det største, som kan komme til os, den vildeste kærlighed, de smukkeste og vældigste livskræfter. Når et barn er født, fyldes vi af tro, håb og ømhed. Her er det mirakel, som kan redde verden. Vi tager imod barnet med initiativ. Vi vil gøre, hvad der skal til for dets bedste. Vi ved ikke helt præcis hvordan, for barnet kommer med noget uforudsigeligt, noget uventet og forbløffende uberegneligt. Det er unikt, noget helt nyt som bliver til. Vi forandres og må bevæge os nye steder hen med den som kommer til os. Vi bliver aldrig mere den samme, for nu bestemmer kærlighedens vilde kræfter.

I aften er det Guds barn, som kommer til os. Vi skal tage imod barnet, gøre plads, give tid, vise ømhed, beundre og kærtegne. Men ”der var ikke plads til dem i herberget”, står der i julens fortælling. Verden er ikke gæstfri. Ingen inviterer barnet og forældrene indenfor. Måske fordi Gud er af tvivlsom herkomst. Han har ikke de heldigste odds. Han er født uden for ægteskab. Josef er papfar, og det er egentlig noget rod. Guds barn kommer, men ingen vil have ham. Folk i Betlehem gør det, mennesker altid har gjort – køler hjertet, bliver som et smilende køleskab – udenpå flotte i tidens design, indeni hårde med et frygtsomt blik. At vælge at leve med et køligt hjerte er let og bekvemt. Det holder folk, følelser og forandringer på afstand. Det kan gøres diskret, usynligt, oven i købet i pænt tøj og uden det ser forkert ud. Men det kan mærkes. ”Der var ikke plads til dem i herberget”. Få ting er så smertelige som at blive afvist. Det er skrækkelig hårdt for voksne, men det er værre for et barn, for det kan ikke forsvare sig.

Gud ved det, men han kommer alligevel til os. Det er dét, som er så suverænt. Han ved, at vi vil afvise hans kærlighed, for det er den kristne grundhistorie – at mennesker gang på gang afviser barnet i krybben, afviser Jesu person og da særligt hans forargende nye ord, afviser hans suveræne menneskelighed. Vi kan ikke holde til hans overskridende kærlighed, der uden forbehold er blottet for almindelig egoisme. Alligevel kommer Gud. Han holder sine løfter til folket. Han bringer håb til håbløse, han tager fremmede til sig og får dem til at føle sig hjemme, han nedbryder mure mellem dem uden for og dem inden for, han identificerer sig med hjælpeløse ofre for vanvittig stolthed og er opmærksom på de uskyldige der rammes af frygtens hårde resultater, han går i eksil med dem han holder af og fører dem hjem igen. Kort sagt kommer Gud til os for at forandre vores menneskelighed. Han knytter sig til os, binder det guddommelige til stalden – der, hvor det lugter af møg og hvor et menneske befinder sig når det er afvist, der kommer Gud. Maria med barnet er ømhed og barmhjertighed i den kolde mørke nat – at elske og ære i det beskidte.

For mig er det ikke kun jul i aften, hvor vi skal hjem og spise and med sovs. Det er jul hver gang mennesker kommer til hinanden med Betlehem i sjæl og sind, som H. C. Andersen udtrykker det. Svaret til livets afvisninger er, at vi bliver ved med at komme til hinanden. Gud kommer selv som den afviste, den ingen har plads eller tid til, den ingen vil kendes ved. Så urokkelig solidarisk er Gud med mennesket, at han selv bliver et afvist hjerte. Og afviste hjerter kender vi alle. Nogle gange er det vores eget hjerte, som er ensomt og afvist. Andre gange er det et menneske vi holder af, og altid er de forfulgte, udstødte og kasserede, mennesker med drømmen om et bedre liv væk fra uretfærdighed og smertelige livsvilkår. Menneskers afviste hjerter har brug for stalden i Betlehem, dens ømme hengivenhed og barmhjertighed, det nåde- og fredfyldte billede af Maria og barnet – at nogen vil være sammen med os og favne vores ensomhed med kys, knus, kærtegn og strålende varme øjne.

Om lidt løber mange os rundt i vore hjem og synger ”julen varer lige påske”. Gid det må passe – så mennesker hver dag kommer til hinanden med Betlehem i sjæl og sind.

Glædelig jul med nye begyndelser i det menneskelige.
God beundringsfest.

Amen.