Dom-kunstværker: Alle Sjæle-billedet

Midt på korvæggens sydside i koromgangen står vi over for et helt unikt billede fra o. 1500, der har været knyttet til et Allesjælesalter. Her blev der mod betaling afholdt sjælemesser, der skulle sikre afdøde personer et kortere opholdt i Skærsilden efter døden.

Det helt særlige ved dette billede er, at det i et glimt viser os Middelalderens 3-delte verdensbillede: Øverst i Himlen troner Faderen, Sønnen og Helligånden omgivet af musicerende engle. I midterfeltet afbildes jorden med Pave Gregors messe, hvor brødet og vinen underfuldt forvandles til Kristi legeme og blod. Herunder er Skærsilden, hvor sjælene underkastes voldsomme pinsler, men som engle styrtdykker ned i og udfrier sjæle for at bringe dem op i Himlen.

Billedet udsiger altså klart, hvorfor det er så god en ide at give gaver til Kirken mod at få gennemført messer for ens afdøde kære. Med dette billede er vi ved begyndelsen til det misbrug af afladsinstitutionen, der to årtier senere satte reformationen i gang.
Klik på foto for at forstørre

 Troels Rønsholdt

Allesjælesbillede