Nytårsdag (Poul Henning Bartholin)

Nytårsdag den 1.1. 2020 kl. 10 (radiotransmission DR P1) + 17

Tekster: Jak. 4,13- 17 og Matt. 6,5-13
Salmer: 712 – 588/ 587 – 439 – 713 – 718

Omtalen af nytåret har i nogle af de store nyhedsmedier haft det særlige perspektiv, at 2020 er det første år i et nyt årti. Der er talt og skrevet om markører, som mest rammende kan sammenfatte, hvad årtiet kaldet 10’erne har været kendetegnet ved.

Nok så interessant som navne på det årti, vi nu er ude af, er for mig at se de analyser, som er foretaget af, hvad er der sket i årtiet, og hvad det indtil videre har haft af betydning for os alle.  Hvilket mønster tegner det? Hvilken udvikling kan vi se omridset af? Hvor fører det os hen, og hvad betyder det for os, som lever lige nu?

Som en form for fælles struktur ligger det i os mennesker, at vi ser fremad. Det kan ændre sig, hvis vi bliver ramt af modgang og sortsyn. De fleste af os ser altså på fremtiden med forventning og håb. Måske blander der sig hos flere lige nu en frygtsomhed. For der er bl.a. modsætninger mellem store nationer, som kunne udvikle sig uheldigt. De fleste af os spørger også bekymret, om det vil lykkes at blive enige om at hæmme opvarmningen af kloden ved at bremse og evt. fjerne den udledning af CO2, som er et af de største faktorer ved vores klimaproblemer.

Vi spørger også om, hvilken verdensorden, der synes at være på vej? For er det forhandlende verdensdemokrati, der blev udviklet efter 2. verdenskrig ved at være slidt op og for ineffektivt? Måske kender vi slet ikke endnu de faktorer, der vil betegne verdens udvikling de næste år. Udvikling sker i spring, og det uforudsete kan være udviklingens drivkraft. Se blot den digitale udvikling

Præcis dette, at det uforudsete er et vilkår for menneskelivet, handler religioner og tro om.  De forholder sig til det tilfældige og uforudsigelige. De fleste af os vil gerne reducere det uforudsigelige og foretrækker en styret virkelighed. Måske er vi atter ved at få øjnene op for, at det er kombinationen af en god vilje eller almagt, nemlig Gud, og vore egen begrænsede indflydelse, som kan holde os oppe og skabe livsmod?  Det kan i hvert fald konstateres, at der er en stor interesse for bønner og for en praksis med bøn.

En bøn kan formes på flere måder. Det gør vi privat. Helt på vores egen måde, når vi er alene og åbner os for den treenige Gud. Vi former også forskellige bønner i en gudstjeneste og i andre sammenhænge, hvor vi er flere samlet. Et godt princip er, at vi ikke lader munden løbe med vore ønsker og drømme, men beder om det, som er nødvendigt, at bede om tilgivelse for det, vi har gjort andre fortræd med og om håb for andre og os selv.

Jesus har lært os sin egen børn. Fadervor. Lad os se den som vores ur-bøn. Vi må gerne sætte andre ord sammen i bønner. Der er meget inspiration at finde i de efterhånden mange bøger med bønner, som er udgivet de seneste 5-10 år. Beder du Fadervor, er alt, hvad du har behov for at lægge frem for vores Gud og far, allerede formuleret. Det må dog ikke afholde dig fra at søge inspiration hos andre eller formulere dine egne bønner.

En bøn er som en kærlighedserklæring, som formuleres uden sikkerhedsnet. En bøn er ikke en ønskeliste, vi kan sende til Gud. Bønnen er kendetegnet ved, som Fadervor, at udlevere sig selv i tillid til den, bønnen rettes til.

Som bekendt lever vi i en epoke, hvor der lægges megen vægt på, hvad det enkelte menneske kan præstere og vise frem. Som om vi først og fremmest er det, som kan ses af andre og evt. beundres. Sandheden er dog, at vi intet kan tage selv. Alt, hvad vi er og har, er skænket os. Vi bliver nogen ved at få skænket et ansvar for det, vi har fået betroet. I særlig grad de mennesker, der betros os vores liv.

Også troen, tilliden og barmhjertigheden skænkes os af den almægtige.  Fadervor tager udgangspunkt i det, vi kan kalde vores grundlæggende erkendelse, at vi ikke kan bero på os selv, men altid er udleveret til hinanden. De, som kommer ind i mit liv, har jeg ansvar for. Det er både manden, der falder om lige foran mig, når jeg går på gaden, og det er mine allerkæreste i livet. Der er valgt for mig på forhånd, hvem jeg skal tage mig af. Den, hvis liv i et givet øjeblik helt og aldeles afhænger af mig, af min overbærenhed, af min erkendelse af, at den anden også er et menneske, et Gudbarn. Hvem han eller hun er, er de i dette øjeblik afhængig af mig. Jeg kommer uventet og måske ubelejligt til at stå med deres liv i mine hænder. Her må og skal jeg reagere og handle.

Når vi beder den første af de syv bønner i Fadervor, beder vi om, at Guds navn må blive og forblive helligt. Kun du og jeg kan ved vores handlen imod og med andre, gøre dette navn helligt. Nemlig ved at glemme os selv og hensynet til os selv. Ved at lade den andens liv være vigtigere end mit eget. Det er i det umotiverede og formålsløse gode, at vi møder Gud.

I sådanne øjeblikke kan vi erfare, at Guds kærlighedsrige bryder ind gennem vores eget panser og befrier os fra den synd og død, der er livets ubønhørlige vilkår. I et glimt kan der vise sig en anden tale end verdens og vores tale om formål nytte og værdi. Vi kan i et kort øjeblik måske fange, at døden, endeligheden ikke er det sidste. Det er derimod den omsorg og nåde, vi kan erfare gennem Guds tilsagn til her enkelt af os.

Den nåde og omsorg er det daglige brød, som det hedder i Fadervors fjerde bøn. I vores del af verden er der så rigeligt med mad, at vi helt har glemt, hvordan man bare to generationer før os i mange familier kæmpede for den konkrete føde her eneste dag.

Denne bøn må gerne få os til at tænke på, hvad der siges i nadveren, at brødet er Vor Herres eget legeme, ligesom vinen er hans blod. Da kan vores daglige måltider tolkes sådan, at vi også der modtager hans legeme og blod.  På den vis at vi af ham dagligt bliver befriet for skyld, for fristelser og ondskab.

Fadervor er, som jeg sagde tidligere, en ur-bøn. Alt er i grunden sagt i den bøn, men vi kan alle have brug for at folde det ud, gøre det tydeligt for os selv og andre, hvad det er, vi lige nu og her har behov for at bede om.

Bønnen er jo nemlig også en bekendelse. Den formulerer, hvad og hvem det er vi forholder os til i tillid. Det er Skaberen, alting ophav, som er i himlen og på jorden i Jesus Kristus og konkret imellem os i dåben, i nadverens elementer og i ordet vi hører og i bekendelsen, vi udtrykker os i.

Med et formuleret Fadervor går vi ud i det ukendte, det farefulde og det nye, som fx et nyt år. Vi véd ikke, hvad det bringer af godt eller ondt. Men med Fadervor beder vi om også i alt det nye og fremmede at blive befriet fra synd, beskyttet mod fristelser og ondskab og båret af den korsfæstede og opstandne i livet og i døden.

Han, som har lært os denne bøn, vil bønhøre os, så sandt har er skaber, frelser og Helligånd.

Amen.