Tekster: Judas vv. 20-25 og Mark. 2,14-22.
Aarhus Domkirke 17.s.e.trin. , den 23.9.2018 kl. 10.00.
Salmer: 403 – 449 – 303 / 28 – 439 – 608 – 11
Vores verdensbillede og vores lille daglige verden forandrer sig hastigt og konstant. Nogle gange så meget, at vi kan have vanskeligt ved at følge med. Nyhedsstrømmen er kolossal. Meninger, meninger og meninger vælter ned over os fra mange sider i de mange medier, vi har fået.
Derfor kan det nok forekomme nogle af jer, mine tilhørere, at det stykke af Markus evangeliet jeg lige har læst op, er helt uforståeligt og ligger langt fra vores hverdag.
Det er korrekt, hvis vi ikke trænger ned bag den sprogdragt, som evangeliet er skrevet i. Gør vi til gengæld det, tror jeg, at I vil kunne tilslutte jer min opfattelse af, at det, som evangeliet skildrer, også foregår lige for næsen af os.
Den menneskelige tilgang, som de skriftkloge jøder er gjort til repræsentanter for, er forargelsen. Dén kender vi godt. Forargelsen er en holdning, og den kan også udtrykke sig som en følelse, som fylder meget hos mange af os. Den giver sig udtryk i shitstorms, som er så hyppige, at DR hver uge har et radioprogram, som hedder sådan. I programmet går de bag om de holdninger, der har fremkaldt forargelsen.
Forargelsen rummer og udtrykker en følelse af, at nogen eller noget afviger, stikker af fra det normale, fra sædvanen, fra god opførsel, konvention, tradition og tro. I en mangfoldig og samtidig skræmt verden og tid er der mange anledninger til at stille sin forargelse til skue. Mange medier stiller sig ubegribeligt ukritisk til rådighed, så forargelsen har gode vilkår. Forargelsen vil gerne holde fast i noget, som den mener, er grundlæggende og almindeligt.
Forargelse er ikke noget nyt fænomen. Heller ikke forargelsens søstre eller brødre: Sladder og bagtalelse. Jesu historie og liv er et eksempel på, at forargelsen er ældgammel. Andre eksempler kan I med lethed finde hver især i jeres hverdag.
Forargelsen udtrykker sig gennem en religiøs og samtidig politisk gruppe på Jesu tid. Det er farisæerne, som vi møder mange gange i evangelierne. Ny Testamente har mange eksempler på, at farisæerne kommer til at stå som falske og hykleriske. Derfor har vi også gloserne en farisæer og farisæisk, i vores sprog. Dog skal vi tage os i agt for ukritisk af opfatte alle farisæerne på Jesu tid som hykleriske. Som hos alle andre, var og er der også noget godt at sige om dem.
Det forargelige ved Jesus er i vores eksempler i evangeliet i dag, at han ikke gør social forskel på høj og lav i samfundet eller på troende og ikke troende. Forskellen mellem dem er ophævet hos ham. Han finder dem nemlig ligegyldige i forhold til, hvad et menneskeliv rummer og er.
Tolderen Levi er som alle andre mennesker. Han har et arbejde, hvor han kommer til at rode i mange ting og forhold. En tolder kunne – dengang – komme til at røre ved urene ting. Ikke snavsede men religiøst set urene ting. Mange mente, hvilket er en grov generalisering, at tolderen pr. definition snød sig til penge. Her er et klassisk eksempel på, at vi er tilbøjelige til ikke at skelne mellem person/erhverv og handling. Vi slutter fra en person, vi synes godt om, til dennes handlinger, og finder dem i orden. Omvendt hvis der er et menneske, vi finder mindre sympatisk, slutter vi fra person til gerninger og handlinger, og vi lader gerningen, personens oprindelse, opførsel eller holdninger tegne en ramme om, hvordan vi opfatter dette menneske.
Jesus så og ser på mennesket bag handlingen. En tolder som Levi var ikke diskvalificeret, blot fordi han rørte ved rene og urene ting. Det kom i stedet an på, hvad et menneske mener, siger, tror, tænker og gør. Det er nemlig derigennem, vi udtrykker, hvad der gemmer sig i vores personlighed og menneskelighed.
Forargelsen rammer i anden del af vores evangelium Jesus og hans disciple. Spørgsmålet er, hvorfor de ikke overholdt fastereglerne. Svaret er, at de gamle former ikke svarer til indholdet af Jesu forkyndelse. Jesus sætter de ydre regler til side. I stedet trækker han holdninger og indstilling frem. Det er dem, der betyder noget.
I Jesu forkyndelse er formen aldrig afgørende. Al vores tale om form og om værdigrundlag etc. kan vi godt lade ligge. For det handler for Jesus om at se, at livet er skænket til os, for at vi skal dele det med andre.
Den tanke om individualitet, som er så afgørende for os, var fremmed for Jesus og hans samtid. For Jesus handler det om, at vi skal indse, at livet er til for at blive delt med andre. Vi skal ikke dele os op i den rigtige og de forkerte. Den skelnen findes ikke. Der findes ikke mennesker, som er forkerte – kristeligt talt. Nej, del livet med den, der er lige ved dig nu og ethvert kommende nu.
Vi tror på, at alt er skabt og opretholdt af Guds skabervilje. Derfor skal vi aldrig bruge kristendommen eller vores tro til at holde afstand til andre. Jesu forkyndelse kræver af os, at vi involverer os i livet, som det i ethvert øjeblik udfolder sig for os. Og der skal vi se, at det ikke skal presses ned i gamle lædersække, som det hedder i teksten. Oversat til vores tid betyder det, at vi ikke skal presse det nye liv (den nye vin) ned i gamle former. Det vil ødelægge begge dele både livet og de gamle former. Gamle former kan udmærket leve videre side og om side med det nye. Det gamle må bare ikke spærre eller hindre det nye. Livet skal ned i nye sække, nye former. Ligesom vi skal formulere os på nye måder, når vi forkynder. Det gælder om at sige det samme på nye og tidssvarende måder.
Det gælder også om at se på hinanden med nye øjne og give hinanden nye muligheder. Vi skal se Guds skabning i den anden, før vi ser eller afgør, hvad vi kan tage afstand fra eller forarges over hos den anden.
Jesus så mennesket Levi, ikke tolderen Levi. På samme måde ser han mennesket, der bærer dit navn. Ikke hvad du er, hvor du kommer fra, eller hvor du skal hen. Men dig lige nu. Du er ikke forkert. Du er et menneske, skabt i Guds billede. Det er ikke en forargelse, men en velsignelse.
Amen