Tekster: 1.Johs. 4,12-16a og Johs. 15,1-11. 18.s.e.trin., søndag 30. september 2018 kl. 17. i Aarhus Domkirke
Salmer: 413 – 685 / 493 – 439 – 458 – 762
Min prædiken har i dag to indledninger. De skal tjene til at høre prædikenen inden for to rammer, så vi kan få hold på, hvad der menes med ordet kærlighed, som er centralt i gudstjenesten i dag.
1.Indledning
Det er blevet en kirkelig floskel at sige, at Gud er kærlighed. Floskler gentager vi og tror, at alle dermed véd, hvad vi taler om. Floskler er forsimplinger. Ikke mindst denne, at Gud er kærlighed.
Måske er vores forståelse af kærligheden også ved at blive til en floskel. Vi anvender ordet kærlighed og udtrykket ”jeg elsker ..” i flæng. At sige ”jeg elsker min kone” eller at sige ”jeg elsker øl” har ikke samme valeur.
Forhåbentlig ikke, da! Men der er ikke grænser for, hvad vi elsker i dag.
Vi har et romantisk forhold til kærlighed. Det er et samliv og et forhold uden knaster. Et sted, hvor vi kan realisere os. Det bliver ofte en forestilling om en paradisisk tilstand, næsten uden for tid og rum. En sådan forestilling findes ikke realiseret nogensinde. For øvrigt har den intet som helst med Guds kærlighed at gøre.
2.Indledning
Vi hører med det samme, at sproget og tankegangen er anderledes hos Johannes end hos de andre tre evangelister. Vi kan også tydeligt høre forskel på Paulus’ breve og Johannesbrevene.
Johannes’ sprog forekommer os nok mere poetisk og rundt og flydende og ikke så konkret og dogmatisk, som hos Paulus. Vi skal ikke vælge mellem disse to
positioner. Nej, vi skal udnytte spændingen mellem dem. For derved kastes der mere lys over vores livs uudgrundelige gåde. Med til den gåde hører spørgsmålet om mening. Kan vi finde en mening, der er uden for os selv? Rummer vores tanker og tro på Gud en mening for vores liv?
Efter de to indledninger kan vi nu prøve at forene dem. Johannes vil forkynde og fortælle os, at kærligheden er mere end en følelse. Kærligheden er meningen. Kærligheden er altså mere end det, vi umiddelbart og naturligt forbinder med kærlighed. Kærligheden kan sammenlignes med en struktur, som er et – i ordets bogstavelige forstand – DNA for livet. Det er dér alle livets muligheder eller potentiale ligger.
Johannes viser os denne struktur for menneskelivet gennem et billede af en vinstok. Et simpelt billede fra hverdagen. Stamme og grene er forbundet, og der er rødder på planten, som gror ned i jorden og henter næring og vand. Forbindelsen giver liv til både stamme og grene. De er gensidigt afhængige. Stammen får næring gennem det vand, den suger op, og gennem den fotosyntese og lys, der strømmer gennem bladene og ved de frugter, der sættes og sendes ud i verden.
Sådan skal vi tænke forholdet mellem Gud og mennesket. Det er et billede, der supplerer vores billede af Gud i himlen. Gud bliver her konkret. Gud er vi forbundet med i strukturen i livet. Vi er gensidigt afhængige. Vi kan i den betydning ikke skippe Gud uden at miste livet. Gud er stammen. Vi er grenene. Sammen sætter vi frugterne. Hvis vi river os løs, kan vi ikke sætte frugt men vil visne og dø.
At Gud er kærlighed betyder altså, at Gud er både Skaber og Frelser. Gud er forudsætningen og fundamentet for alt liv. Det liv som vi forsøger at udgrunde gennem videnskaben. Det er godt sådan. Det skal fortsætte, og det er ikke i modsætning til evangeliet eller til kirken.
Videnskaben kan ikke besvare vores eksistentielle gåder. Videnskaben kan ikke give os svaret på, hvad kærlighed er. Eller hvad den gør ved os. Der er noget i enhver af os, som ikke kan siges med ord eller tal. Videnskaben kan ikke besvare de helt grundlæggende spørgsmål, som alle mennesker stiller: ”Hvorfor lever jeg? Hvorfor blev jeg sådan, som jeg er? Hvad skal jeg i livet? Hvad er meningen?” Og ”Hvad bliver der af mig, når jeg dør?”
Johannes opstiller ikke et alternativ til videnskaben. Teologi og kirke gør efter min opfattelse bedst i heller ikke at se videnskab og tro som modsætninger, men som nødvendige og forskellige veje til oplysning og mening.
Evangeliet rækker os mulighed for en anden måde at fortolke det i livet, der er gådefuldt, frydefuldt og uforklarligt. Det er ikke en forklaring, men en fortolkningsmulighed.
Kærligheden er en relation, vi er indfældet i på godt og ondt. Det er en relation, hvor vi er forviklet med hinanden. Forældre og børn deler mere end arvemasse sammen. De deler også en gensidig afhængighed både positivt og negativt. Desuden deler de en arv af traditioner, muligheder for at se på livet fra forskellige vinkler, mulighed for at se både livets mangfoldighed, tilfældighed og uretfærdighed. Et barn, der af en eller anden grund vokser op hos en anden end forældrene, vil sikkert altid mangle en relation, selv om det har haft de bedste muligheder, hvor det voksede op. Jeg kan forestille mig, at der altid er en form for savn og spørgsmål, som aldrig kan besvares.
I de to vejledende faddertiltaler, som står i Ritualbogen, tales der om, at forældrene og evt. fadderne har et ansvar for, at barnet bliver oplært i den kristne tro. Hensigten er, udtrykker ritualbogens formuleringer, at barnet ”skal forblive i Kristus lige som det nu ved dåben er indpodet i ham”. Således har ethvert menneske en dobbeltrelation til Gud. Vi er skabt. Og ved dåben bliver vi indpodet i ham. Sat som et skud, der kan næres og gro på ham. Her kan og skal vi vokse, blomstre og sætte frugt blandt hinanden.
Frugt kan vi sætte, hvis og når vi forbliver i den relation, Gud satte os i. Det gør vi, når vi lytter til Jesu forkyndelse som i dag siger, at vi skal blive i hans kærlighed. Det vil sige at fortolke og tro, at Gud holder os i sin hånd både i liv og i død. Og vejen er altid det menneske, der er ved dig lige nu. Der er ingen let genvej gennem fordybelse i dig selv. Det kan være meget nyttigt og godt. Men vejen til Gud går altid gennem og sammen med andre. Kærligheden er vejen. Kærligheden er at være bundet sammen med og til andre. Som grene på et træ. Set i Guds kærligheds lys er det sådan vores forhold til Gud og hinanden kan udtrykkes kort.
Vi indpodes i livet, og får lov til at leve der med hinanden og dermed med Gud.
Amen