Tekster: Es. 5,1-7 og Matt. 21,28-44.
Aarhus Domkirke, 14. oktober 2018 kl. 10
Salmer: 2 – 750 – 435/ 652 – 439 – 348 – 518.
For nogle uger siden læste jeg et interview med den amerikanske forfatter og professor Francis Fukuyama, der har udgivet en ny bog. I bogen kritiserer han, at vi er ved at splitte vores samfund ad, fordi vi deler vores fælles verden op i identiteter. Vores identitet omfatter og rummer det, vi kender os selv ved. Identiteten er blevet vigtigere end fællesskabet for mange af os.
I stedet for at fokusere på min identitet som et frit individ, der er vegetar, mand, cyklist, dansker, eller hvad vi hver især er, skal vi hellere finde vores identitet i et større fællesskab, sige Fukuyama. Han peger på at visse ideer eller store fortællinger kan give os identitet. Et eksempel er det fællesskab, vi kan have i et land. Han kunne også pege på religioner, selv om de for tiden mere splitter end samler.
Jeg vil dog ikke lade være med at bruge religion som eksempel i det følgende. For de to tekster, jeg har læst op ved denne gudstjeneste, peger præcist på det samme, som Fukuyama har tænkt og sagt.
Den mere end tusind år gamle tekst fra profeten Esajas bog, som jeg læste fra alteret om sangen til vingården, og evangelieteksten, som jeg lige har læst, handler om fællesskab over for individualisme og om det vigtige ved ikke at definere sin identitet som menneske snævert om sig selv.
Jeg vil påstå, at disse gamle tekster er hypermoderne. For de har et kritisk potentiale og en kritisk brod mod vores optagethed af at præstere og vise os frem, komme frem og få de bedste pladser.
Esajas og Jesus vender sig mod præstationerne og den alt for snævre identitet på en ganske bestemt måde. Nøgleordene er pagt og løfte. Det vil jeg folde ud nu.
Det gamle Testamente er en lang række bøger, der først fortæller om verdens tilblivelse i mytens form. Alle religioner rummer en eller anden form for myte, en fortælling om, hvordan verden, mennesket, alt er blevet til.
Vi har i dag to måder at fortælle det på. Den ene er stadig myten, religionen, og den anden er videnskaben. Vi kan ikke undvære nogen af dem. Og de er ikke, som nogen mener, modsætninger. De kan sammenlignes med forskellige former for sprog, der forholder sig til det samme, nemlig den store gåde at noget er til og ikke er intet. Hvordan er det blevet noget? Ud af intet? Hvad er det første? Hvad er årsagen til alt, der er til? Vi kender ikke svaret, og kommer aldrig til at kende det.
Videnskaben danner ud fra iagttagelser og beregninger teorier om, hvordan noget er blevet til og har udviklet sig og opfører sig under bestemte betingelser. Det gør myten ikke, og det kan den ikke. Den fortæller i billeder. Billederne vil først og fremmest fortælle om meningen og betydningen. Myten vil fortolke, skabe fortællinger.
Både myten og videnskaben prøver at forstå, hvordan noget kan opstå af intet. Myten og religionerne spørger som sagt om mening og betydning. Vi spørger hvad det betyder, at vi er til. Og hvad det betyder at jeg får ægtefælle, børn, venner, kærlighed etc.
I grunden får vi alt dette helt ufortjent. Vi betaler ikke for det. Vi har ikke gjort noget for at få den lykke, som de fleste gange følger med. Det er ikke på grund af noget, jeg har gjort eller sagt, at jeg er så heldig at få børn, slægt venner, arbejde etc. Det er tilværelsens uforklarlige overskud, der skænker mig det ufortjent.
Sådan kunne israelitterne ikke blive ved med at tænke. Selv ikke, da Gud gav dem en pagt, Moseloven, som vi kender som de ti bud. Buddene blev en spændetrøje for israelitterne. Den fælles fortolkning af loven, pagten blev igennem århundreder mere og mere snæver og rigid. Jesus var på sin tid blot én af dem, der reagerede på det. Han blev på grund af sine holdninger og prædiken forrådt og henrettet.
Men sandheden om livet kan ikke undertrykkes med magt eller andet. Også videnskabsmænd har gennem århundreder måttet betale med deres liv og sikkerhed for det, de videnskabeligt stod for. Og deri fulgte de Jesu spor, selv om hans forkyndelse ikke var teori men praksis. Jesu ord kunne ikke undertrykkes helt. Hans død og opstandelse er overleveret til os gennem ord, gennem fortællinger og ritualer. Dermed er de levende iblandt os stadigvæk.
Vi hører det i de to billedfortællinger i dag, hvor Jesus hudfletter menneskers trang til at tage afstand fra andre og til at føle sig bedre eller mere end andre.
I den første lignelse vil den ene søn ikke lad sig noget byde af sin far. Men han fortryder. Han går i sig selv og arbejder i vingården. Vingården er som et billede på menneskelivet. Det kræver flid at leve med andre mennesker. Det kræver vores kærlighed, flid, omsorg og vilje at leve med sans for detaljen og for andre. Det sætter den første søn ind, selv om han først sagde nej. Den anden søn optræder som en øjentjener. Han lader som om. Men han gør intet.
I den anden lignelse kan vi høre jødernes og Jesu skæbne og historie. De lyttede ikke til profeternes tale om, at det ikke handler om at overholde de 10 bud bogstaveligt, men om at leve efter ånden i dem. Derfor viser Gud sig for dem og os i Jesus, så han med sit liv kan vise og betale for, at et menneskeliv ikke kan baseres op religiøse love, men derimod på Guds gaver, løfter og handlinger.
Døden overvindes ikke ved at gøre det rigtige. Livet bliver aldrig let, bare fordi vi overholder lovene eller reglerne. Livet bliver nemmere, hvis vi lytter til lovens ånd og lever efter den, og derfor overholder loven. Så lever vi af engagement, af kærlighed og holdninger.
Og – for at binde en sløjfe tilbage til Fukuyama, som jeg indledte med – så får vi vores identitet ved at være Guds barn. Vi får den ved at han drager os ind i fortællingen om ham og om kærlighedens rige. Det lover han os i dåben, og det gentager han, når vi tager imod brødet og vinen i nadveren. Vi iklædes kærlighedens og nådens dragt. Ikke fordi vi har fortjent det, men af kærlighed.
Så lad os gå ud i vores liv – vores vingård – og give os til at leve for hinandens skyld og ikke kun for vores egen skyld. Så får den anden ikke livet, fordi han eller hun har fortjent det, men fordi vi sammen er en del af Guds fortælling, af Guds historie.
Amen