Tekster: Es. 49,8-11; Åb. 21,1-7 og Matt.5,13-16
Allehelgensdag, den 4. november 2018. Musikgudstjeneste i Aarhus Domkirke kl. 10.
Salmer: 732 – 413/ 571 – 439 – 562 – 212.
Gabriel Fauré Requiem
Der er intet mindre end en verden til forskel mellem det syn på mennesket, Jesus formulerer i ”Bjergprædikenen” og det syn på mennesket, der møder os i hverdagen. Hverdagens syn er formet af egoisme, af den menneskelige selvoptagethed, af trangen til at fremhæve sig selv fremfor at hylde kollektivet og fællesskabet. Derfor ser den politik, som verdens og landes ledere i vid udstrækning udfolder, ud som den gør. I grunden er den ens, skønt der et store nuancer. Den taler til det i os, der siger ”mig først”.
I nogle af verdens stærkeste og rigeste lande med hensyn til både økonomi og indflydelse på de globale, fælles spørgsmål og udfordringer bliver det enkelte menneske overset. Det bliver ikke respekteret. Det bliver ikke set som ”jordens salt” eller ”verdens lys”. Det bliver – forekommer det mig – set som et muligt offer for manipulation, så det kan støtte magten og skabe indflydelse og rigdom for de få.
Magten gemmer sig i dag ikke først og fremmest i store landes regeringskontorer, men i store firmaers globale ledelser. Der lefles for os med muligheder og bekvemmeligheder. Vi vindes gennem formuleringer, der splitter mennesker, og får os til at opfatte andre som vore modsætninger, fjender og som trusler. Skønt de som os, og deres vilkår er som vore. For er vi ikke alle ens ved at være skabt, ved at have fået livet skænket, ved at modtage, rumme og give kærlighed og ved engang at skulle dø?
Det syn, der udspringer af bl.a. den jødisk- kristne tradition og teologiske og filosofiske tænkning i forlængelse heraf, fylder ikke meget i verden for tiden. Heller ikke andre religioners tilsvarende syn på og tænkning om mennesket fylder. Der ses ikke på det, dersamler os. Der ses på forskellene. Religionerne er – imod deres budskab blevet et våben.
Men det er noget andet, der forkyndes i vores tekster i dag og i Jesu forkyndelse generelt. Vores tekster er fyldt af et syn på verden, af et syn på mennesket og af et håb, der er anderledes end tankegangen i verden. I vore tekster tænkes ikke materielt. Ikke på penge, indflydelse eller magt. De er et opgør med den måde at tænke på. For hvad vi lige har peget på af magtpositioner, er der ikke meget nyt i. Det er formen men ikke essensen, der er forskellig fra tid til anden.
Religionerne er i tidens løb ofte blevet korrumperet af mennesker, der også vil magten. Det gamle Testamente handler om det. Derfor præges visse tekster som fx profeten Esajas af et håb om, at det kan blive anderledes. Han håber på ”Herrens tjener”. En forløser, som de første kristne så i Jesus. De syntes at se, at Esajas havde profeteret om ham.
Åbenbaringsbogen, Johannes Åbenbaring, er bærer af et lignende håb. Det håb har udgangspunkt i Jesu forkyndelse, liv, død og opstandelse. Der håbes og forkyndes på Kristi genkomst, hvor en ny verden skal komme. I den verden håbes der på en ophævelse af de forskelle, som vi kender her.
Jesus forkynder inden for rammerne af denne forståelse og tænkning. Han bryder – i hvert fald delvis – også med den. Fx i det uddrag af ”Bjergprædikenen”, vi har hørt i dag. Han lægger ikke ansvaret ud i fremtiden, men placerer det midt i vores nutid. Hos os. Det var dem, der i sin tid hørte hans forkyndelse, som fik anvist, at de havde ansvaret for at forandre verden. I dag er det os, der får dette ansvar overdraget. Du er verdens salt. Du er verdens lys. Det er dig, der skal forandre. Det er dig, der skal bære og udfolde den lille forandring, du kan skabe. Det er ikke en opfordring til menneskelig storhedsvanvid. Det har vi mere end rigeligt af. Det er selve problemet i øjeblikket.
Hvad er det så? Inden jeg folder det ud, vil jeg gå en lille omvej for at se på, hvilken rolle og effekt salt og lys har. Salt kan bevare og konservere fx mad. Det kan binde vand, det kan hindre eller udsætte forrådnelse, altså hæmme nedbrydelse. Det kan give smag og fremhæve anden smag, andre nuancer.
Lyset er forudsætningen for, at vi kan se. Lysets modsætning er mørket, hvor vi ikke nær så godt kan orientere os, som vi kan i lyset. Ved hjælp af lyset kan vi finde vej. Når Jesus taler om, at andre er verdens lys, mener han, at vi er afhængige af hinanden. Vi er afhængige af, at andre viser os vej. Og vi skal hjælpe andre til at finde deres vej i livet. Jesus tænker ikke, som vi, at vi skal finde en karrierevej. Vi skal finde vejen, hvor jeg ikke er i centrum, men hvor jeg er opmærksom på andre. Opmærksom på, at vi ikke lever for vores egen men for andres skyld.
Hvordan skal vi dog magte den opgave i verden, som den ser ud? Det er jo fuldstændigt uoverkommeligt og umuligt? Ja, det er det. Eller rettere, sådan ser det ud. Sådan så det også ud for dem, der hørte Jesus sige dette. Det lød – og det lyder – naivt. Dog er det sandt.
Hvad er det, vi husker på i dag Allehelgens dag? Er det ikke mennesker, familie eller gode venner, der lyste op for os, når vi skulle finde vej? Mennesker, som ser eller så os. Mennesker, der ikke ville lave os om, ikke manipulere med os, men som ser eller så os som værdifulde, som vi er. Skønt vi alle kan pege på store fejl og mangler. Ikke én af os er perfekte. Alligevel kan vi komme til at skinne som lys for andre. Hvor vi vil være lys, kommer vi til at gå den rå magts ærinde. Hvor vi glemmer os selv, kan andre måske se et lys fra os.
I verden som den er lige nu, får vi opfordringer til hele tiden at pege på os selv eller de store ledere. De lover os guld og grønne skove. Det har vi ikke brug for i det omfang. Vi har brug for at finde en vej, en mening og et håb. Finde ud af, hvordan det menneskelig fællesskab og den medmenneskelige kærlighed kan finde plads i vores dagligdag.
Jesus prædikede ikke en materielt forandret verden. Han pegede på hjertet, som skal udfolde barmhjertighed og rummelighed, som skal og kan se bort fra sig selv. Når vi elsker, ser vi i glimt bort fra os selv. I kærligheden er den anden vigtigere, end vi selv er. Ikke vigtig for os, men vigtig fordi den anden er til.
Dem, vi elsker og har mistet, som vi tænker på og mindes bl.a. i dag, husker vi for det, de bevarede og førte videre. Det, de gav os indsigt i. Det, de bandt sammen for os, eller fik os til at forbinde med mening, med retning og formål i vores liv.
Vi husker dem med glæde og taknemmelighed, fordi de så os, anerkendte os, elskede os og glemte sig selv.
Det er, hvad verden ikke kan i dag, hvad mennesker tror, de ikke må eller skal: glemme sig selv. Jo, det er derved, vi kan blive lys og salt ved at glemme os selv, ved at glemme at sætte et formål med os selv først i alt, hvad vi gør.
Amen