Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/aarhusdomkirke.dk/public_html/wordpress/wp-content/plugins/ubermenu/core/sparkoptions/SparkOptions.class.php on line 773
24. SØNDAG EFTER TRINITATIS (POUL HENNING BARTHOLIN) | Aarhus Domkirke

24. SØNDAG EFTER TRINITATIS (POUL HENNING BARTHOLIN)

Tekster: 2. Kor. 5,1-10 og Johs. 5,17-29. 

24. søndag efter Trinitatis, den 11. november 2018 i Aarhus Domkirke.

Salmer. 323 – 637/ 555 – 439 – 349 – 758

Der er næppe nogen, som ikke har bemærket, at det i dag 11.november er 100 år siden, at der blev underskrevet en våbenhvileerklæring, og hvor krigshandlingerne i 1. Verdenskrig sluttede. Op mod 20 mio. mennesker døde i eller som følge af denne krig.

Efterfølgende afsluttedes krigen med en fredsaftale, Versaillestraktaten, som blev læst og forstået mod sin hensigt i brede kredse i Tyskland, der så den som en ydmygelse. Den ydmygelse ville nogen i Tyskland vaske af sig. Dermed fødte 1. verdenskrig 2. verdenskrig. Og 2. verdenskrig fødte den kolde krig, som vel egentlig først sluttede i 1989. Hvis den egentlig sluttede. 2. verdenskrig fødte også FN, siden EU. Ud af FN kom menneskerettighederne for hele verdens befolkning og de mange konventioner, der nu sættes et spørgsmålstegn ved.

Vi må spørge, om alt dette er lige meget? Baggrunden for spørgsmålet er, at meget af det, der politisk blev opnået enighed om i 20. årh. på baggrund af 1. og 2. verdenskrig, synes at være i opløsning i dag. Vi står således med mange åbne spørgsmål om, hvilken form for verdensorden, som er mulig nu.

1.verdenskrig fik mange afledte betydninger. Fx på det æstetiske område i både malerkunst og musik. Nedarvede former og mønstre blev opløst og afløst af andre. I dansk musik brød fx Carl Nielsen nye veje i sit musikalske formsprog. Billedkunsten fik med impressionismen, før 1. verdenskrig et andet begyndende formsprog, der førte til ekspressionismen og siden mange andre righoldige former for malerkunst under og efter verdenskrigen.

1.verdenskrig betød også en ny orientering i teologi og filosofi. Mange af de senere toneangivende teologer og filosoffer havde deltaget som menige eller officerer i ”den store krig” og skyttegravenes årelange Helvede.

Mit eget forhold til teologi, filosofi, musik, kunst, litteratur m.v. er formet af, at mine forældre blev født omkring 1. verdenskrigs afslutning. De voksede op som den første generation, der stod i dilemmaet mellem at følge forældrenes gamle verdensopfattelse, gamle normer og gamle opfattelse af kristendommen eller at følge den nye måder at tænke, fortolke og forstå på.

For teologien efter 1.verdenskrig skiftede på flere måder synsvinkel bl.a. på baggrund af teologers og andres oplevelser af gudsfravær og meningsløshed i skyttegravene med bomber og snigende giftgas. Hvor blev kulturoptimismen og den barmhjertige Gud af?

For dem og deres generation betød det bl.a. et nyt syn på de bibelske tekster. Ny Testamentes beretninger eller evangelier er ikke øjenvidneskildringer af Jesu liv. De er blevet til som fortolkede skildringer af hans udsagn og handlen. Ingen af forfatterne til de fire evangelier har så vidt vides selv kendt eller set ham. Og evangelierne er skrevet i den form, vi kender dem, længe efter hans død og opstandelse.

Vores forhold til disse tekster kan som følge deraf ikke være andet end at fortolke dem eksistentielt. Det vil sige, at vi skal spørge, hvad disse tekster siger om mit liv. Teologi og forkyndelse er ikke eksakte men eksistentielle fortolkninger. De siger ikke, hvordan dit liv er. I bedste fald hjælper de dig til at forstå og begribe dit liv, selv om ingen af os får andet og mere end fragmenter af en helhedsforståelse ud af det. Hvad siger teksten og kristendommen om dit og mit liv lige nu? Hvordan kan vi fortolke teksterne som et budskab til mig lige nu? Hvordan kan de give mening i en verden, der ikke længere ser Skabelsesberetningerne som den eksakte sandhed om universets tilblivelse, men som fortolkninger af det under, at verden er til og ikke intet – ikke tomhed, men rummer mening, fællesskab og håb?

Vi opdager, at der er noget, vi ikke kan komme bag om og forklare. Var verdens tilblivelse en tilfældighed eller Guds vilje? Det er svært at forestille sig eller tro, at det var en tilfældighed. Men hvordan? Og hvorfor blev den til?

Måske kan vi mødes i den opfattelse, at skabelsens kraft, der udfolder sig sådan, at den kan beskrives og fortolkes med naturvidenskabelige metoder på grundlag af hypoteser, i sig selv ikke kan beskrives. Det er følgerne af kraften, men ikke kraften i sig selv og ikke meningen bag, vi kan beskrive, tale om og fortolke naturvidenskabeligt. Derfor har vi teologisk, filosofisk og æstetisk lov til at fortolke den som Guds kraft og vilje til liv.

I så fald er Gud ikke længere fjern og utilgængelig. Nej, så er han os nær. Nær kommer han os i Jesus Kristus. Sat over for verdens enorme kræfter erkender enhver af os, at vores liv er skrøbeligt og sårbart. Med Pauli ord lever vi i et telt. Den erfaring var også 1. verdenskrigs erfaring. Vi lever i et telt, der kan blæses om meget let. Den erfaring har ligget i Europa og verden siden og ikke mindst efter 2. verdenskrig. Er vi ved at glemme det, kunne man måske spørge i dag? Er nogle af verdens ledere ved at glemme det? Eller ignorerer de det?

Jeg vender tilbage til Paulus, der i epistlen skildrer vores menneskelige virkelighed i forhold til etikken, vores omgang med hinanden, og i forhold til døden. Bliver vi ikke i livet og til sidst i døden klædt af, spørger Paulus retorisk. Vi har intet at dække os bag og intet at forsvare os med. Står vi ikke som Adam og Eva i syndefaldsmyten, hvor de måtte dække sig med blade fra træerne? Dækker vi os ikke bag naturen i bred forstand og bruger den, mere end Adam og Eva, som redskab?

Det er jeg overbevist om, at Paulus ville bekræfte, hvis han kunne se vores sammenhæng nu. Jeg er også overbevist om, at han ville bekræfte, at det ville være en håbløs situation, hvis ikke der er mere at sige. For det er der heldigvis. Paulus skrev før evangelierne blev samlet og nedskrevet, regner vi med. Men han kendte fortællingerne, der deltes først som mundtlige fortællinger og siden som nedskrevne fortællinger.

Paulus forstod nemlig beretningerne om Jesus ligesom Johanns udlægger det i dagens tekst, at Gud Fader er midt blandt mennesker i Jesu skikkelse. Gud er ikke – som vi ofte føler – fjern, men nær. For os er Kristus ikke fysisk nærværende. Nærværende er han dog i ordene fra ham og om ham. Han bliver her levende for os og kommer os nær.

De vigtige teologisk strømninger efter 1. verdenskrig tolkede kristendommen sådan – jeg maler her med en stor bred pensel – at historiens forløb ikke er styret af Gud hen mod en forløsning. Mennesket bliver aldrig godt. Krigene i historien og vores konflikter og misundelse i hverdagen bekræfter det.

Men – og det er det store men – forløsningen er i vores hverdag, hvis vi tør tro, når vi hører og tager imod tilgivelsen og forsoningen i vores hverdag, som sker ved Guds indgriben ved Jesu død og opstandelse. Den bliver nemlig nærværende mellem os, når vi hører forkyndelsen i ordet, i dåbens løfte og i nadverens delagtighed i Jesu legeme og blod. Ja, når vi tager det med ind i mødet i det daglige liv med mennesker her og ude i verden ved at se dem som Guds skabning lige her ved min side.

Det er også i mødet med omverdenen, at dommen falder. For vi tror på, at forholdet til Gud går gennem verden, både i ethvert forhold til det andet menneske, vi møder, og i forhold til den verden, der er skabt.

Det er Kristus, der er dommer. Dommen falder dagligt, når vi står i vores indbyrdes relationer. Ser du Kristus i den anden? Ser du den anden som én, der er skabt i Guds billede? Tænker du over, at den, du taler grimt om, også er skabt af Gud? For han eller hun er jo som dig for Skaberen, og du skal være næste for ham.

Hvad du gør med og mod andre, bærer du med dig i liv og død. Det er med, når Kristus engang rejser os op af døde. Den dag og den dom kender vi ikke. Hvis vi rejses til liv, så sker det af nåde – ikke af fortjeneste.

Det sidste her er både sagt af Paulus, af Jesus, fremhævet af Luther som uomgængeligt. Siden glemt, men draget frem og gentaget af den dialektiske teologi, som groede frem efter 1. verdenskrig. Den understregede dette strengt reformatoriske syn, at der er en modsætning mellem Gud og mennesker, som ikke kan overvindes af mennesker.  Vi har kun håbet og dåbens løfte om Guds nåde og tilgivelse at håbe på og holde os til. Men det er heller ikke så lidt. Det er alt nok.

Amen