Tekster: Fil 4,4-7 og Johs. 1,19-28.
4. søndag i advent, den 18. december 2016. Vor Frue Kirke kl. 10.
Salmer: 90 – 91/ 69 -674,2 + 6-7, 439 – 473 – 117
Vrede og forventning er to meget stærke kræfter hver for sig. Kombinationen af de to er endnu stærkere og voldsommere. Desværre har vi set en del eksempler på begge dele i de seneste år. Det beklagelige ved det er ikke, at de to kræfter virker sammen. Hvis de virker sammen i et håb om, at fremtiden er fuld af muligheder og af frihed, ja, så kan historien vise mange eksempler på, hvordan de to i kombination har ført noget godt med sig. Har de derimod ikke noget håb med sig om en bedre fremtid, er det en kombination, der kan føre megen ulykke med sig.
Mange af os kan huske, hvordan den amerikanske professor Francis Fukuyama i begyndelsen af 1990’erne argumenterede for, at historien var slut, fordi der ikke længere stod to politiske ideologier over for hinanden i verden. Marxismen havde vist, at den ikke duede, og liberalismen havde i modsætning hertil vist, at den sejrede, fordi den havde potentiale til at skaffe mennesker frihed.
I år har Fukuyama sagt og skrevet, at han tog fejl. Historien er ikke slut, der er stadig modsætninger mellem vores drømme om samfundet. Kendetegnende er dog i modsætning til tidligere, at mange ikke længere tror på fremtiden, de vil have fortiden og storheden dengang tilbage. Vi har ingen utopier om, hvordan altid kan udvikle sig til det bedre. Vreden har fået tag i og over, at drømmene brast, og nu vil vi tilbage til dengang, hvor alt – sådan mener vi – var godt.
I denne reaktion er det vreden og forventningen, der er indgået i en kombination. Forventningen er, at jeg skal blive, hvad jeg var, at jeg kan komme tilbage til den gyldne tid, fortiden, hvor jeg og mit land var store.
Vores tekst fra Johannesevangeliet drejer sig faktisk også om dette. For her lægges kimen til den konflikt, der førte til Jesu død på korset. Jesus og Johannes levede på et tidspunkt, hvor Romerriget mødte modstand i Palestina. Store dele af befolkningen var vrede over, at deres traditioner, religion og kultur blev skubbet til side af besættelsesmagten. Det skabte en forventning om at vende tilbage til deres egen storhedstid. Nogle så hen til en frelser, der skulle frelse dem, som deres fædre var blevet frelst fra døden og slaveriet i Ægypten og ført ud af dette Helvede af Moses og Aron.
Profeterne havde talt og skrevet om den konge, som skulle komme og rejse riget igen. Var Johannes mon denne konge? Nej, som vi hørte før, viste han bort fra sig selv. Han var bare herolden, der fortæller, at nu kommer den vigtige hovedperson.
Han pegede på ham, der skulle komme efter ham, Jesus. Han var den forventede konge. Det var der bare ikke ret mange, som kunne eller for den sags skyld kan se nu. Han ville og vil ikke magten. Han ville ikke være konge. Hvad ville han så?
Ja, han ville og vil trænge ind i vore sind, for at trøste, hvor det er allermest bekymret. Hvor er vi allermest bekymret? Jo, for at miste livet. Måske lever vi som om, vi aldrig skal dø. Tanken om det kan få vreden til at stige frem i os. Vi forventer noget andet. Johannes’ samtidige forventede noget andet. Ikke sådan noget slapt noget, som at døbe med vand. Hvad skulle det gøre godt for? Jo, jøderne havde og har også renselsesritualer. Der er dog ingen som for alvor tror, at ritualer kan ændre verden.
Og dog er det lige netop, hvad ritualer kan og skal. Ændre eller transformere verden. Om lidt har vi barnedåb, og netop barnedåben, som har stået meget stærkt i de fleste familiers liv, er kommet under pres. For hvorfor påfører vi barnet en tro, spørger nogle. De spørger, hvorfor vi ikke lader barnet selv vælge. Barnedåben vækker vrede hos nogle, der sætter det frie valg højere. Det er de i deres gode ret til.
Der er bare det ved det, at dåben ikke er en beslutning og ikke er til, for at den døbte kan bekende sin tro. Den er til for at høre, at vi kan lægge vreden og forventningen bag os. Vi skal ikke selv finde frem – eller rettere tilbage – til en storhedstid, hverken for os selv eller vores land. Dåben er til for at fortælle os, at vi er anerkendt, vi er inddrage i Guds rige nu og engang, når vi ikke er mere. Det er det kongelige, det majestætiske ved ham, at han ikke kan undertrykkes af vrede, af menneskelige magtfordrejninger og falske anklager. Derfor viser Johannes hen til ham. Johannes er ikke anderledes end alle andre. Han havde blot set, hvad der er noget af det fornemste ved et menneske, indset sin egen begrænsning. Han måtte pege videre, hvis og når mennesker vil høre, at vi er frelst fra døden, først som et levende håb og engang vil vi få syn for sagn.
Som jøderne dengang vil vi gå imod en magt, der undertrykker eller manipulerer med os. Vi går i rette med en magt, der ikke kan eller vil se, at en stor del af befolkningerne i verden har brug for at blive set og anerkendt.
Verden bliver aldrig af sig selv entydig. Livet er ikke entydigt, det er åbent og muligt at fortolke og forstå på mange måder. Det er muligt at tro på mange forskellige måder. Der er dog kun en frelse, og det er den, der frelser os fra dødens ingenting. Vi kan ikke komme uden om døden. Naturligvis ikke. Dens altid værende nærvær kan både gøre os bange og vrede. Når det skal være sådan, vil vi selv skabe livet, så der bliver mening i det.
Det er jo helt rimeligt. Alligevel støder vi alle på et eller andet tidspunkt ind i en grænsebom i overført betydning. Og det gør os vrede og frustrerede.
Johannes viser ved at pege på Kristus, at den grænsebom ved livets ende ikke er til at komme forbi eller udenom. Du må gerne opgive det, for Kristus kommer fra den anden side, går os i møde, som den, der engang – nemlig på korset – vandt over døden. Lidelsen, som verden er så forfærdelig fuld af lige nu i Aleppo, i hele Syrien, Mellemøsten og store dele af Afrika, er med Jesu død og opstandelse ikke det sidste, der er at sige om menneskelivets mening. Måske har verden set passiv til dette århundredes hidtil største krigsforbrydelse. Derfor kan vi tvivle på, om der er en Gud, når han ikke griber ind. Og vi kan tvivle på, om der er en mening overhovedet med vores liv.
Ja, fordi vi har svært ved at se den, er det måske netop godt at høre evangeliets budskab til os i dag. Gud er kommet og kommer i det lille barn, som vi skal høre om og fejre i julen. Han kommer for at forkynde, at døden er en realitet, men at Gud er med os i den. Vi bliver ikke bare udslettet og glemt. Gud går med os hele vejen. Derfor døber vi i hans navn. Han, der kom og kommer til os fra døden for at skænke os det, vi ikke kan give os selv livet fra ham til os, det evige liv. For det er det liv, der rejser os op fra døden, som han blev rejst påskemorgen.
Kristus er ikke en frelser, der sender os hjem til storhedstiden. Nej, vi kan godt lade vreden ligge. Nu kommer han til os. Han fødes, det vil sige at Gud bliver som et menneske. Han kommer os på den måde i møde og tager vores vrede på sig, lægger den fra sig og fra os. Og renser os med sit ord om, at han er med os alle dage både i liv og i død.
Derfor er dåben egentlig så vigtig. Ikke fordi den fordrer tro, for det gør den egentlig kun indirekte. Nej, dåben er vigtig, fordi vi her møder Guds stemme, der fortæller den døbte, at han eller hun nu er revet ud af døden garn for altid. Vi kan ikke leve evigt, så når vi dør, har vi lov til at tro på, at den døde er i Guds hånd.
Derfor kan vi tillade os at glæde os nu på trods af verdens lidelse. For nu kommer julen, hvor Gud fødes ind i vores verden i skikkelse af et lille barn. Det må kunne vejre vreden væk fra os i det mindste et stykke tid, men helst altid.
Amen.