Prædiken fra højmesse i Aarhus Domkirke søndag d. 9. maj kl. 10.
Salmer
743: Nu rinder solen op af østerlide
449: Vor Herre tar de små i favn
294: Talsmand, som på jorderige
——————————————–
588: Herre, gør mit liv til bøn
439: O, du Guds Lam
367: Vi rækker vore hænder frem (under udd.)
787: Du, som har tændt millioner af stjerner
Et menneske er en bøn
”Bed, og I skal få”. Det er fremmede ord. Bøn er tabu for oplyste og stærke mennesker. Bøn er for svage og syge. Vi har de seneste generationer vænnet os fra bøn ligesom barnet bliver vænnet fra brystet. Bøn hører hjemme på sygehuse, plejehjem og andre steder, hvor skrøbelige mennesker har brug for hjælp.
Alligevel er et menneske en bøn. Bøn er ikke kun noget vi gør. Det er noget vi er. Når vi møder hinanden, er der en bøn indbygget i samværet – tag imod mig, hån mig ikke, lad ikke det du ved om min fortid dømme mig, ser du noget i mig, som du ikke kan lide, så prøv at se det gode som bor i mig, tag imod mit væsen og min person. Vi går rundt mellem hinanden som omvandrende bønner med håb om modtagelse. Vi beder om den andens forståelse, håber på de andres accept. Mest ønsker vi opmærksomhed – se mig, lyt til mig. Vores øjne og hud beder, og vi rækker vores hænder frem, mens vi søger den anden. Vi er en bøn. Heldigvis, for det er godt at bede. Så spejler vi os i mere end os selv. I bønnen er der altid en anden. Og de vigtigste livsytringer kræver netop, at der er en anden. Taknemmelighed kræver, at der en anden at sige tak til. Tro giver kun mening, hvis der er nogen at have tillid til. Håbe kan vi kun, hvis der er noget, som kan overskride det naturlige og bryde med det almindelige. Også kærlighed er afhængig af forholdet til en anden. Og det er, hvad bønnen åbner – taknemmelighed, agtelse, glæde, tro, håb, kærlighed. Selvfølgelig også bekymring, frygt, angst, ensomhed og lidelse, ja hele spørgsmålet om livets mening. ”Bed, og I skal få”.
Et menneske er en bøn. Vi spørger efter mening og sammenhæng. Vi rækker ud efter tro og kærlighed sammen med en anden. Måske er det noget af det vigtigste, man kan sige om et menneske, at det er en bøn. Bøn en betydningsfuld samtaleform, dialog om det afgørende – den livsfortrolighed at åbne sit indre op for en anden og dele alt. I nybagte forældre ved, det passer. Et barn er flyttet ind i jeres indre. Og her vil barnet altid leve, uanset om det er i vuggestue, skole eller er flyttet hjemmefra. I bærer dets betydning i jeres hjerte, ja overalt i jeres indre. I oplever den dybeste kærlighed – at være forældre til et barn. Så bliver vi en bøn, for barnet er konstant i vores tanker. Omsorgen er i ord og handlinger. Ømheden lyser ud af øjnene. Når vi er på arbejde og fysisk væk fra barnet, er vi stadig hos barnet i det indre. Sådan er det at elske og ære et andet menneske. Det tager bolig i kød og blod. Vi bliver en bøn for barnet. Vi ønsker og håber det bedste. Vi vil og gør det bedste.
”Bed, og I skal få”. Men hvad så når vi ikke kan eller vil bede, når vi synes det svært at tale med Gud, fordi vi er fyldt af mange års skepsis over for bøn. Hvad hvis vi ikke vil være en bøn, selv om vi er det? Hvad gør vi så?
Ofte lader vi noget andet træde i Guds sted. Familien og ægteskabet bliver stedet, som må lytte til vores dybeste behov. Eller arbejdet træder i Guds sted. Når Gud er borte, flytter det hellige ind i parforholdet, rykker ind i børneværelserne og finder vej til arbejdspladsen. Alle vores krav, behov og forventninger, vores ønske om forståelse, vores tryglen om anerkendelse og ømhed må så findes i hjemmet og på arbejdet. Og det kan gøre det svært at være sammen. Det er vanskeligt at være en familie, hvis familien ud over alt det praktisk med budgetkonto, tandpasta, frugtordning og opdragelse også skal være stedet for det hellige. Når familien bliver Gud, overbelaster vi partneren og børnene. For ingen af os kan være Guds stedfortræder. Heller ikke arbejdet.
”Bed, og I skal få”, siger Jesus. Bøn aflaster os i vores forhold til hinanden. Vi skal ikke være Gud for konen eller Gud på arbejdet. Vi kan nøjes med at være et almindeligt og ærligt menneske. Den, der er en bøn, behøver ikke at lægge alle tilværelsens behov for forståelse, ømhed, mening og anerkendelse på den andens skulder alene. Fortæl det til Gud og lad konen være kvinde, barnet være barn, vennen være ven, kollegaen være kollega i stedet for selve himmeriget. ”Bed, og I vil få”.
For tidligere generationer var bøn noget naturligt. Bordbøn var hverdag. Perspektivet og samværet løftede sig med bordbønnen. Også morgenbøn og særligt aftenbøn var et fast ritual, en gentagende vane. Mennesker bad for hinanden og sig selv. I tidens løb udviklede der sig forestillinger om særligt rigtige bedestillinger. I kender sikkert forestillingen om, at det rigtige er at folde hænderne og se from ud. Man har brugt rosenkranse og perler, hvad I f.eks. kan se på kalkmaleriet om rosenkransmadonnaen her i kirken. Man har ment, den rigtige bønspraksis er at gøre korsets tegn, tænde lys, knæle, folde hænderne og dyrke forbønsritualer for forbedre egne og andres ophold i skærsilden, altså bøn som en slags præstation – se Allesjælesbilledet i Domkirkens koromgang. Men alle disse forestillinger er allesammen humbug, i hvert fald for os som er lutheranere. Det er fuldstændig ligegyldigt om hænderne er foldede, om der knæles og andre udvendige aktiviteter. Bøn handler ikke om at opnå noget for Gud eller andre mennesker, men om at lade sit indre opdrage og undervise af tro, håb og kærlighed. Det er for Martin Luther en hovedopgave i hjemmet, skolen, samfundet og kirken. Bøn hjælper mennesket til at tro, håbe og elske, igen og igen. Bøn er daglig opdragelse og undervisning – husk at tro, håbe og elske.
Jeg har tre børn. De er store nu, og jeg ved godt, at det der umoderne at sige det, men måske er aftensangens livsfortrolighed – dens stemning af at være holdt af, dens mod til at sove trygt i mørket og frit vågne med tro, håb og kærlighed til en ny dag – måske er aftensangen det bedste i hjemmets opdragelse. Bøn som daglig undervisning i tro, håb og kærlighed. Jeg afskyr falsk fromhed, hvor mennesker forsøger at indynde sig og gøre sig til, trygler om at blive lagt mærke til ligesom på de sociale medier. Men samtidig holder jeg af bønnens mening – samtalen om det betydningsfulde, forsøget på at give livet ærlige ord. Sådan er en aftensang med et barn. Det er livsfortrolighedens stemme – opdragelse i at tro, håbe og elske, indføring i mening, at give sproglige redskaber til at forstå det dybeste, også det uforståelige, det meningsløse og umulige.
”Bed, og I vil få”. Et menneske er en bøn. Og det er vældig stort. For så kan vi stå ved os selv og hinanden.
Amen.