Tekster: 1. Johs. 4,1-6 og Matt 7,22-29.
Salmer: 750-313-674/ 320-439-363-518
Søndag d. 10. august 2014 kl. 10
Domprovst Poul Henning Bartholin
Midt i min sommerferie fik jeg et ærinde i København. Fordi jeg var lidt sent ude, var der ikke flere pladser i togets stillekupé. I den kupé, hvor jeg havde fået plads, satte jeg mig til at læse. Min nærmest siddende medrejsende spurgte, hvad jeg egentlig arbejdede med, for han kunne se, at jeg læste en bog om kirkekunst.
Vi fik så en samtale om at være præst, om folkekirken og om tro. ”Er du fundamentalist, tror du på Bibelen”, spurgte han så. ”Tror du på alt, hvad der står, ligesom muslimerne?” fortsatte han. Jeg svarede, at jeg ikke er fundamentalist, og at det i øvrigt er meget små mindretal i alle religioner, der er fundamentalister. Og jeg fortsatte så med at forklare, at alle religioner har et grundlag, et fundament, fx et eller flere hellige skrifter, som angiver rammer og indhold for troen. I alle helligskrifter er der noget, som er centralt og andet, der er mere perifert.
Fundamentet udgøres af den centrale lære. Alt i religionen og troen tager sit udgangspunkt dér. Holdningen til fundamentet er afgørende. Hvis vi tvivler på en bygnings fundament og stabilitet, kan og bør man ikke bo i den, før det er stabiliseret. Det centrale i den kristne tro er, at Gud er blevet menneske i den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus, der i troen skænker os frelse fra synd og død.
Kristendommen er en tro, der udfolder sig i mange forskellige kirker. Vi er en evangelisk-luthersk kirke, der er også en romersk-katolsk kirke, forskellige ortodokse kirker, Church of England, o.s.v. Alle har troen på Jesus Kristus som grundlag. Forskellen på kirkerne kan være fortolkningerne af Bibelen, som udfoldes til lære, til trossætninger, dogmer. Det kan være forskellige opfattelser af, hvad dåb er og betyder, hvad ægteskabet er og betyder, af nadveren, præsteembedet og så videre.
Hvis man er fundamentalist, har man typisk den opfattelse, at Bibelen er uden modsigelser og fejl. Ofte mener man også, at Bibelen er guddommelig inspireret, altså skrevet ned af personer, der har fået teksten dikteret af Gud selv. En fundamentalist mener ofte også, at det er forkert at anvende historiske og litterære metoder til at finde ud af Bibelens historie, skrifternes alder og til hjælp for fortolkningen.
I Folkekirken er vi med inspiration af Luther og Grundtvig stort set enige om, at vi ikke tror på Bibelen, men på det budskab, som Bibelen bærer frem til os. Bibelen fortæller om Guds handlen af kærlighed for mennesker. Det er grundlaget, og det fortolker vi ind i den tid, vi lever i. Vi fortolker for at finde en mening og betydning, der kan bære vores liv og give os livsmod og håb.
Vi har i dag ikke den samme opfattelse af verden som dem, der levede da skrifterne i Det gamle Testamente blev fortalt og skrevet ned, eller da evangelisterne samlede alt det fortalte og skrev det ned. Men det viser sig, at ligesom vi kan finde mening i græske skuespil fra før Kristi fødsel, når de opføres på vores teatre i dag, så kan vi også finde mening og en fortolkning af menneskelivet, som siger os noget i dag, i de bibelske skrifter.
Fundamentalister i dag vil i nogen tilfælde sige, at deres modparter i diskussionerne om tolkningen af kristendommen er falske profeter, fordi de tolker for frit og liberalt og ikke tager ordene for pålydende. Er det også, hvad Jesus siger i dag? Nej, det er det ikke. Man kan sige, at Jesus ofte kom i diskussion med grupper af skriftlærde om, hvordan Moseloven og profetskrifterne skulle tolkes. De mente, at han tolkede dem for liberalt, for frit og gudsbespotteligt.
Man kan sige, at Jesus beskylder de andre for at spærre menneskelivet inde i religiøse regler udledt af skrifterne. Hvorimod han selv siger, at skrifterne fortæller om Guds frisættende kræfter i verden, der vil skabe liv og glæde og ikke bare lydighed og undertrykkelse.
Luther har i det 16. årh. lært os at læse Bibelen som et frihedsbrev. Det vigtige er Bibelens indhold ikke bogen selv. Indholdet er et budskab om, at Gud ikke spærrer livet inde i regler og forskrifter og bud, men kommer til os som et menneske, for at frisætte os, frelse os fra synd og død. Et menneske kan aldrig fortjene liv og kærlighed, siger Jesus. Vi får begge dele gratis. Det er budskabet, og for at vi skal kunne få det, må Gud komme som et menneske og ikke kun tale om det, men give det krop. Han må leve det helt ud, lige til døden.
Det er jo voldsomt, men pointen er, at så er den forkerte opfattelse, der går ud på, at vi skal fortjene Guds kærlighed og retfærdighed, ført til ende og er død. Derfor kaldte Jesus de grupper, han argumenterede med, for falske profeter, fordi de brugte skrifterne som love og regler. Det er de ikke, de skal, som Søren Kierkegaard har sagt det, læses som et brev fra den elskede.
I dag har vi så hørt, at Jesus afviser de falske profeter, der tror, at de kan fremme og fortjene Guds rige ved at uddrive sygdomme og onde ånder etc. i Guds navn. Vi kender desværre også disse falske profeter og kan selv ind i mellem optræde sådan, hvor vi anvender Gud, religion eller kirke som argument for en bestemt sag. Det kan være imod en anden religion eller tro, det kan være for nogle moralske og etiske opfattelser, vi har, det kan være i politik etc.
Det er falsk at bruge Jesus eller religion eller kirke som argument i vores diskussioner, for så bliver de redskaber i en magtudøvelse. Sådan forkyndte Jesus ikke. Han undveg altid magten, men gav af og til luft for vreden og frustrationen, som vi har hørt i dag. Selv var han sårbar, fordi han gav afkald på at sætte magt bag forkyndelse. Han anvendte kun ord og kærlighedsgerninger. Sagt anderledes udleverede han gang på gang sig selv, gjorde sig sårbar.
Ikke mærkeligt, at det førte til korsfæstelse, for den guddommelige kærlighed, han gav mund og mæle, ville forråde sig selv, hvis den brugte magt.
Klippen, vi bygger på, ligner et postulat, men klippen er dette, at verdens er Guds, og vi er hans børn. Sådan har det været forud for alt, under alt og til alle tider, og sådan vil det være i al evighed. Gud er kommet til verden for at rive os ud af syndens (adskillelses fra Gud) magt og ud af dødens magt. Det kan kun ske i kærligheden afmagt, og derved besejres døden.
Når I forældre engang skal fortælle jeres børn, der er blevet døbt i dag om, hvad dåben betyder, og hvad kristentro er, så kan I med frimodighed fortælle dem, at dåben er en handling, hvor Gud fortæller barnet, at det også er Guds barn. Det udtrykkes gennem jeres kærlighed til barnet. I vil følge barnet på vej i livet, I vil have det i sind og tanker alle jeres livs dage, men konkret kan I ikke følge det altid. Guds kærlighed følger det også altid, og i modsætning til jer, går han skjult med dem hele deres livs vej både i liv og i død.
Det er dette, der er fundamentet, klippen. Min medrejsende i toget til København syntes, at det var et stærkt og sindsbevægende budskab. Han havde aldrig tænkt over det på den måde, sagde han. Men han syntes også, at det er svagt. Jeg vil sige, som jeg sagde til ham, at det synes svagt, men vi ved hver især af egen erfaring, at det stærkeste i verden er en kærlighedserklæring fra en person, der holder af os. Verden kan tage alt andet fra os, men ikke det. Et barn, en elsket, som vi erklærer vores kærlighed, kan – ubegribeligt nok – leve et helt liv på det. For et barn er det et fundament, der ikke kan rokkes, at få at vide, at det er elsket ubetinget.
Det drejer enhver gudstjeneste sig om at fortælle os, at vi er Guds børn, og vi er elsket og af ham revet ud af dødens intet. ”Midt i blandt os er Guds rige”.
Amen