Salmer: 214,1-2, – 214,4-5, -208 – 205,1-2 +4, 205,6-7, – 213,1-9, – 213, 10-17, – 213,18-20, -217
Påskelørdag den 19. april 2014 kl. 20 i Aarhus Domkirke
Af domprovst Poul Henning Bartholin
Digteren Tom Kristensen boede i mange år på Thurø. Han gik ikke meget i kirke, men én gang om året var han der altid, har den senere biskop i Helsingør Johannes Johansen fortalt. Det var langfredag. Her ville Tom Kristensen høre, hvad kristendommen havde at sige til et menneske, der er fortabt i sin både fysiske og mentale smerte over livet.
Det er ikke usædvanligt, at mennesker knytter sig stærkt til nogle bestemte dage i kirkeåret og til nogle bestemte tekster. Manga af os har det sådan. Ja, bare det at der er ganske bestemte salmer, vi holder af og gerne synger eller læser, kan give os et håb og en retning på dage, hvor livet ellers synes sort, ensomt og umuligt.
Jeg havde en kirkegænger i mit tidligere embede, som altid kom til den tilsvarende gudstjeneste, vi der havde påskelørdag. Han betroede mig, at det for ham var den væsentligste, ja, måske den eneste gudstjeneste, der sagde ham noget. Det kan måske overraske, fordi der er så mange andre dage, der er fyldte med fest og glæde, overskud og livsmod. Hvis man har det svært med livet og troen, var det så ikke dér, man skulle gå i kirke?
Kirkegængeren havde et liv med en del modgang, sygdom i familien og andre vanskeligheder. Hvorfor fandt han mod trøst denne aften?
I virkeligheden er der nok mange, der som han, føler sig udelukket på de store festdage, juledag, påskedag, pinsedag, hvor vi smiler, glæder os med og for hinanden. Eller tag alle de søndage, hvor der er barnedåb eller konfirmationer, store dage i mange familiers liv. Det er ellers dage, hvor vi som præster føler en særlig glæde, fordi kirkegængerne er forventningsfulde, glade og giver udtryk for, at de går opløftede hjem.
Nogen kan føle sig udelukket her, fordi de ikke kan tag del i festen. De bærer på noget, de ikke kan dele med ret mange om over hovedet nogen. Af disse grunde kan de med rette føle sig ekskluderet.
De har nemlig en måske uudtalt forståelse for, hvad der er troens inderste kerne og frø. Vækstlaget er ikke den glæde, der er så åbenlys og naturlig. Vækstlaget er det, der ikke kan ses. Virkeligheden ligger i mørke, i angst, i følelsen af at være ladt alene med sin frygt, håbløshed og sorg. Dette er realiteten for en uendelig række af mennesker, der i arbejdslivet må spille den rolle, at give udtryk for, at det at arbejde er det mest meningsfulde af alt for dem.
Arbejdet kan blive en flugt fra det, som er det virkelige. Det virkelige er det liv, vi ikke altid kan finde ud af. En form for manglende orienteringssans kan gribe os i perioder af livet. Nætterne kan blive et vågent mareridt, fordi vi ikke kan finde det greb eller den kode, der kan få os til at handle, så noget lykkes for os. Og det holder os vågne.
Sådanne nætter kan være ubeskriveligt ensomme. Angsten kan knuge hjertet, så vi næsten ikke kan trække vejret. Det kan drive os ud i at foretage desperate handlinger. Fordi vi føler, at livet er en stor tomhed og intethed. Da kan vi føle, at vi er ene blandt mange. Vi kan tænke, at det er en forsmag på, hvad døden er.
Jeg ved, at min gamle kirkegænger tænkte på sin dåb, når han havde det sådan. Det betroede han et af sine børn. Hvad hjælper det at tænke på dåben i den situation? Forhåbentlig en hel del, ikke bare i den anledning, i det hele taget er det godt at blive mindet om sin dåb ind imellem, fordi dåben – med apostelen Paulus’ ord – er en dåb til Jesu kors og til hans opstandelse. Desuden fordi han i vores dåb har sagt til os ”se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
I disse ord ligger egentlig alt, hvad vi har brug for at vide og tro. Ganske vist kan man ikke sammenligne lidelserne på et kors med vågne nætter. Dog er der en desperation, der ligner. En ensomhed og forladthedsfølelser der kan sammenlignes. Et råb efter Gud kan også forekomme i den vågne nat, som det gjorde på korset. Og ingen af stederne forblev det uhørt. Begge steder er Gud, i enhver form for lidelse, han er i døden, når den kommer til os. Han viser ikke sin magt i at afvende, hvad der kommer til os. Så ville vi have ret i, at dén Gud kan nagles fast på et trækors. Så passer han til vore forestillinger.
Præcis det gør han ikke. Dem sprænger han gang på gang. Fordi virkeligheden er mere end det, vi tænker og forestiller os. Hans magt er at være, hvor vi er, også uden at vi ved det. Deri viser han sin guddommelighed ved at kunne være i smerten, døden, fortvivlelsen. Dog kan disse ikke begrænse Gud, som de kan begrænse os. Vores håb og trøst ligger i, at Gud kan være i det, der begrænser samtidig med at han rummer det.
Således er han med os i dødens nat, han er denne aften med os her i rummet mellem liv, død og opstandelse. Her prædiker han for os, som han i de gamle forestillinger gør for de døde. Han forkynder os en bod for hvert et syndefald, et håb for hver en dag, vi får lov til at leve, og en udfrielse og opstandelse fra døden i det jordiske, når den en dag rammer os. Også da er vi i hans hånd.
Jeg kan ind imellem være tilbøjelig til at give min gamle kirkegænger ret. Denne aften er vi tæt på det sande og virkelige, for her er stille og her tegner de vidunderlige tekster, vi har hørt, den sammenhæng, som altid er, hvor Gud er, og han er i denne verden, der er hans og ingen andens.
Amen