Tekster: 1.Kor. 11,23-26 og Johs. 13,1-15
Skærtorsdag den 24. marts 2016 kl. 10
Salmer: 458-448-388/ 459-439-467-476
Ordet fællesskab dukker fra tid til anden op og bliver et vigtigt ord. I efterhånden mange år har vi dyrket det individuelle. Jeg’et. Mig selv og mine følelser. Nu vender det. Fællesskabet er begyndt at blive vigtigt igen.
Vi er fælles om at være menneske. Vi er fælles om at være skabt og holdt i live – af en magt uden for os selv. Vi er fælles om at skulle dø engang.
Jesu forkyndelse rammer os altid lige dér, forekommer det mig. For det er dette at være et menneske som alle andre, at være blevet til som et enestående væsen, der ikke er en kopi af nogen anden om end dog lig, det er dette at skulle dø, der altid er det centrale i Jesu forkyndelse. Vi er nødt til at forholde os til det. Vi møder det i alt dét i vores liv, som ikke kan gøres op i mængder og masser. Vi kan måle og veje meget, men aldrig hvad livet går ud på, eller hvad mening vi kan finde i det. Det skal høres, og det taler vi aldrig ligefremt om, fordi det er symbolsk.
Gud er et symbol på det, der ligger ud over os og som giver liv og mening. Et symbol har del i det, det peger hen på. Derfor kaldes vores trosbekendelser fx symboler. De viser ud over os selv. På det gådefulde og meningsfulde og det uafsluttede.
Ved barnedåben i dag er der to, som har svaret for de to børn på trosbekendelsen, der blev stillet som spørgsmål. Det kan opfattes som om trosbekendelsen er en betingelse og lig en facitliste. Sådan skal det ikke opfattes. For der er ingen facitlister i vor kristne tro. Nej, spørgsmålene stilles som en invitation: Vil du være med? Vil du være med i det fællesskab, hvor vi intet har at give, og hvor der intet kræves af os andet end et ja til at ville tage imod invitationen. Til gengæld får vi noget. Vi får del i Gud. Trosbekendelsen er et symbol på, at Gud kender os og vil vide af os. Trosbekendelsen har del i Gud.
Gud viser sig for os. Han åbenbarer sig i Jesus fra Nazareth. Ordet fællesskab er i den sammenhæng af stor betydning. For evangeliet om Jesus Kristus indeholder også en forkyndelse af, at alle mennesker hører hjemme i det samme fællesskab på tværs af alle de forskelligheder og menneskelige barrierer, vi kan finde på at sætte op mellem os.
Den dag, hvor Jesu disciple sad i et hus i Jerusalem, tog han sin kjortel af, hørte vi, og begyndte at vaske disciplenes fødder. Det er et vidunderligt billede på, hvad kristendommens store fortælling er. Det er et vidunderligt billede på, hvad en åbenbaring er. For her lægges dét væk for et stykke tid, som har skjult noget. Kjortlen har skjult, at Jesus er herre ved at være tjener. Han er Gud ved at være menneske. Han er ikke kommet for at finde tilhængere og blive beundret, som vi gør i enhver position, vi indtager. Nej, han er kommet for at åbenbare, hvad det helt grundlæggende er at være Gud og at være menneske.
Gud er altings dybeste årsag og grund. Han vil ikke bare beundres og frygtes. Han vil ikke bare vise og beholde sin magt, som ingen alligevel kan anfægte. Nej, han vil tjene alt det, han har skabt.
Han vil være med til at bære det, der er det tungeste i vores liv, at der er en død, som smerter både den, der skal dø, og den, der mister.
Gud tager i Jesus sin kjortel, sin beskyttelse, af og vasker deres fødder. Det var skik på den tid, at når man kom til andres huse, blev man modtaget ved at få vaske sine fødder. Man vaskede vejens støv og snavs af. Den gestus var med til at byde velkommen. Det var og er en invitation til at komme ind. Den, der tager imod og inviterer ind, afslører sig og gør sig sårbar. Andre kan se bag vore huses facader. De kan se, hvad der gemmer sig derinde af både det gode og mindre gode.
Hvad vi åbner for, kan andre udnytte også til ugunst for os. Derfor er det meget sårbart at invitere nogen ind, at tage sin kjortel af og åbenbare lidt af, hvem og hvad man er. Men det er det, Jesus gør. Endda i en anden persons hus. For han har ikke selv et hus. Så fattig og ringe er han på en måde. Eller så rige er vi, at vore huse også er hans.
Han invitere ind og tager imod. Måske kan vi lige pludselig se, at ved vore gudstjenester har vi to ritualer, som gentager det, som skete her. Det er dåben, som inviterer ind i fællesskabet med Gud, der har skabt alt, som har åbenbaret sig i Jesus og bærer dødens byrde for os og med os, som giver os livet i Helligånden, altså giver os livsånden og sit nærvær hver eneste dag i vores liv.
Vandet i dåben fortæller os, at livets kilde løber over os og til os og i os. Vil du tage imod det, bliver der spurgt. Tager vi imod, er vi draget ind i fællesskab med Gud og med andre, der også har taget imod livet på samme måde.
Og ved nadveren sker det næste, som altid sker, når vi inviterer hinanden ind, vi giver hinanden noget at spise og drikke. Det er igen en invitation til at dele liv og skæbne med hinanden.
Når vi holder nadver ved gudstjenesterne, bliver vi inviteret ind til at dele liv og død med Gud selv. Igen lægger han kjortlen og viser, hvem han er. Han åbenbarer, at han er nær på os og deler det helt grundlæggende at være menneske og at skulle dø med os. Dér kan han så føje noget til, som vi ikke formår. Han kan give os håb om, at fællesskabet med ham ikke kun er indtil døden. Alle menneskelige fællesskaber er indtil døden. Fællesskabet med Gud er evigt. Det er uden for tid og rum.
Gud tager kjortlen af og åbenbarer, hvad der er grunden under og over vores liv. Det inviteres vi ind til.
Og tager vi imod det, er det ikke et eksklusivt fællesskab, vi er kommet ind i. Det er ikke ét, der udelukker andre. Sådanne skel sætter vi tit, ikke mindst i disse tider med krige, ufred og terror. Det siger sig selv, at det skaber afstande imellem os og frygt og angst. Vi skal ikke acceptere, at det er en måde at leve med hinanden på. Hverken i det store politiske spil i verden eller i den nære og lokale.
Derfor er vi nødt til ikke kun at gøre alt det, der skal og kan gøres på det politiske niveau. Vi er også nødt til at turde lægge kjortlen og sårbart invitere til at mødes. For også vi er her for at tjene hinanden. Ikke for at stjæle og ødelægge hinandens liv.
Det forekommer af og til for mange af os som en umulig og uløselig opgave, som, hvis den skal løses, kun kan løses ved magt. Magten skaber ikke den forsoning, som skal til for at et fællesskab kan etableres. Fællesskab baserer sig på tillid, tro og håb. I forhold til, hvad der sker i verden, lyder det håbløst naivt. Dog må vi aldrig glemme, at det andet menneske netop også er et menneske, også er skabt, selv om det tror på en anden måde end mig, og at det skal dø og forholder sig til det, ligesom jeg gør. Derfor må vi også i de situationer finde ud af, hvordan vi kan lægge kjortlen for et øjeblik og tjene hinanden til forsoning og fred. Sådan som Gud har gjort og gør i Jesu Kristus og i hans ord til os.
Amen