Den kirkegænger, der i 1400-tallet trådte ind i Domkirken, så et helt andet rum, end det vi kender. Den store gulvflade var ikke opfyldt af bænkerækker, og der var ingen prædikestol, men rummet var derimod fyldt af en let summen og svag sang fra de omkring 40 registrerede og navngivne altre i alle arkaderne. Her stod kannikerne og deres vikarer for uophørligt at messe og læse de bønner, de troende havde betalt for med ønsket om at undgå eller i det mindste afkorte skærsilden!
Altrene er for længst væk, men der er endnu synlige spor, nemlig arkadernes kalkmalerier, der, som det tydeligt ses, udgjorde en del af alterpartiet. Se f.ex billedet i hovedskibets 3. venstre bue. Karl den Store og Sct. Agnes har tjent som en art alterfløje, men interessant i vor sammenhæng er midterpartiet.
Temaet er klassisk: Kristus, verdensherskeren på tronen (ofte omgivet af en mandorla, en spidsoval glorie i regnbuens farver). Han sidder på en regnbue med klar reference til Johs. Åb. 4, 3: ….og der var en regnbue rundt omkring tronen, at se til som en smaragd. Højre hånd velsigner, og i den venstre ses af og til livets bog, (Åb. 20,12). Som fodskammel har han jordkloden. De tidligste motiver viser to sværd, som udgår af Kristi mund (eller øje) symboliserende hans vrede: Fra hans mund udgik et skarpt tveægget sværd (Åb. 1,16), men i 1400-tallet forvandledes det ene til en lilje. Sværd og lilje betyder ’lov og evangelium’ eller ’dom og nåde’.
Tre steder findes dette motiv. I arkaden som nævnt og i korshvælvets østfag. Flot tænkt som indgang til højkoret! Og endelig i korapsis yderst mod øst.
Men det eftertænksomme øje vil bemærke en lille forskel, for mens kloden er tredelt i de to førstnævnte, er den firedelt i den sidste. Er det et vidnesbyrd om, at en ny verdensdel – Amerika – var kommet til, da den store kirkeombygning var sluttet o. 1490-1500: Columbus opdagelse i 1492? Maleriet blev fremdraget i 1867.
Klik på fotos for at forstørre.
Knud Svendsen
