Prædiken til 1. søndag efter påske. Coronagudstjeneste (30 min.)
Joh. 20, 19-31
Præludium
Hilsen, kollekt, Trosbekendelse
248: Med Thomaskravet står vi her
Evangelium, prædiken, Fadervor
249: Hvad er det at møde den opstandne
Velsignelse
Postludium
Den uforståelige vinkelmåler
I dag møder vi Thomas, en af de bibelske personer som det er let for os at spejle os i. Kunsten fremstiller Thomas med en vinkelmåler i hånden. I kan se det på altertavlen – Thomas med vinkelmåleren. Sådan vises Thomas, fordi han er repræsentant for vores menneskelige tvivl og skepsis. Thomas er i tvivl om det han ser og oplever. Passer det, eller er det humbug? Og vi forstår hans skepsis. For en uge siden blev Jesus korsfæstet, og Thomas har naturligvis hørt rygtet om, at Jesus forlod graven og blev levende igen. Det er svært at forstå, dengang og i dag. Kan døde opstå? Det et vildt spørgsmål. Så det er en velbegrundet tvivl, Thomas går rundt med. Og der er noget sympatisk over hans skepsis. Han vil se beviser, før han tror – ”hvis ikke jeg ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og min hånd i hans side, tror jeg det ikke”. De fleste af os ville sige omtrent det samme, hvis vi var i Thomas situation. Særligt hvis vi har gået i skole og lært at forstå ved at stille spørgsmål ved alting. Vi ligner Thomas med vores viden om biologi og dyrkelsen af naturvidenskaben, hvor der skal foreligge kvalificerede beviser, før vi vil forstå og tro på noget. Vi har også vinkelmåleren med overalt. Vi måler og tæller. Tvivl og skepsis er vores motor.
Vi ligner Thomas, ja måske er vi Thomas med vinkelmåleren i hovedet og bevislige tal på hjertet. Alligevel er der meget vi ikke kan måle, tælle, styre og forstå. Sådan har det altid været, og sådan vil det fortsat være. Nogle gange kommer vi i situationer, hvor vi må opgive at forstå – situationer hvor beviser bliver ligegyldige. Historiens slagtebænk af krige viser menneskers manglende evne til at forstå historien og lære af fortiden. Vi kan ikke styre viljen til magt.
Vi kan heller ikke styre de tragedier, som kan ramme os – den biologiske tilfældighed i coronavirus, sygdom der uventet rammer uden det passer med prognoserne, ulykker i trafikken eller på arbejdet – eller at nogen forlader os, nogen skuffer os, at nogen slår os, at nogen tager vores plads, at vi ikke kan håndtere lysten til hævn, at vi vil have oprejsning for tabt ære koste hvad det vil, at vi går i stykker indeni af fornærmelser og dum forfængelighed. Der er vældig meget, vi ikke kan styre og kontrollere, fordi vinkelmåleren ikke hjælper. Nogle gange bliver vi onde. Homers græske tragedier er et af første litterære mindesmærker om de sider af vores liv – vores daglige heltekampe der rammes af skæbnen. Homers kæmpedigte Iliaden og Odysseen viser, at verden kun delvist er forståelig. Det er meget i menneskers liv med hinanden, som ikke kan tilpasses fornuft og moral. At være menneske er at være med i et stort drama, hvor ufornuftige beslutninger, begærligheder og egeninteresser spiller ligeså stor en rolle som vinkelmålerens rette linjer og ligesidede trekanter, det korrekte og ordentlige.
Der er også åndens sår, som ikke kan heles igen – de daglige hanekampe om ære og magt, utroskab, jalousi, hævn, vrede. Siden Homer er der skrevet bog efter bog, skuespil efter skuespil, film efter film og her i huset prædiken efter prædiken om det menneskelige drama i det store og små. Det får aldrig ende, for der er altid noget, vi ikke kan forstå, uanset hvor præcis vores vinkelmåler bliver. Der vil altid bo en Thomas i os. Tvivl og skepsis er vores motor. Vi forlanger bevis, men der er intet bevis.
En af de mest interessante bevægelser i kirkens historie er kætterbevægelsen, de frie ånders trop gennem 2000 år. Det er alle Thomasérne. Kan det virkelig passe? Er det ikke humbug? Og kætterbevægelsen har på mange måder sejret. For i dag råder naturvidenskaben. Den er en større gud hos os end den opstandne Kristus påskedag. Men alligevel kan vi ikke helt undsige Kristus, som i dag kommer gående hen til Thomas en uge efter påskens forbløffende begivenheder. For der er stadigvæk vældig meget vi ikke kan forstå og forklare. Det hjælper f.eks. intet at have en vinkelmåler i lommen, når vi skal elske en anden. Det er ligegyldigt, hvad vi måler og tæller, når nogen dør. Det betyder meget lidt, at vores barn kan regne og skrive, hvis det mistrives og dets indre er i opløsning. Ofte er vi henvist til at tro – tro på hinanden, tro på kærligheden kan holde, selv om vi ikke ved det og heller ikke kan regne ud, hvordan vi får den til det. Rigtig meget i vores liv findes der ikke noget facit på, intet bevis for. Vi må vove os ud på dybt vand. Vi give os hen, skønt vi risikerer nederlag – ligesom vor Herre gør det, og dør af det. Han modtager intet bevis på de andres støtte og venskab, men giver sig hen til sin skæbne, vover sig frem idet han venter det bedste af medmennesket. Han bliver ved med at tro og elske, selv om han får skuffelse, nederlag og vold tilbage. Alligevel går han hen til fornægteren Simon Peter og tvivleren Thomas, da han er stået ud af graven. De er de første, han opsøger – fornægteren og tvivleren. Det gør Kristus til en suveræn og stærk figur.
Vi forsøger at få kontrol over livet, så vi selv bestemmer over hverdag. Vi vil selv, og vi mener også, at vi kan selv. Derfor går vi så ihærdigt i skole for at forstå os selv og verden. Men livet går ikke op, som tallene i vinkelmåleren angiver. Livet er fyldt med bøvl uden for vores kontrol. Der er små og store tragedier i vores liv. Vi går rundt med åndens sår i det indre, der ikke heles, som Hegel har udtrykt det – åndens sår som ikke kan heles. Det er vores små og store tragedier. Det gælder for hver enkelt af os, at noget kan lægge sig skæbnetungt over hverdagen. Og det gælder for samfundet, at noget stort og ukontrollabelt kan ramme, som en virus gør det nu, eller en krig, som der har været så mange af mellem folk, lande og i vores hjem. Det er derfor, vi altid vil have brug for opstandelse og oprejsning. Vi er mennesker, som ofte må gå en Thomas-gang hen til det vi ikke forstår og ikke kan magte. Vi behøver, at nogen møder os, hvor vi ikke kan bunde og vinkelmåleren ikke er til nogen nytte. Vi har brug for den opstandne Kristus står og tager imod.
Åndens sår som ikke kan heles. Når vinkelmåleren ikke rækker. Derfor bliver et påske hvert år. Det er det Kristus forlader graven for at tage imod. Ikke fordi han skal og behøver, men fordi han står ved sit menneske uanset hvad – også kætteren, tvivleren, fornægteren, forræderen, og os, når noget slår os ud af kurs, så åndens sår bløder uden at kunne heles.
Brug vinkelmåleren, men vær ikke vantro.
Amen.