Onsdagsgudstjeneste d. 2. juli ved Poul Henning Bartholin
DDS nr. 588,1-2;3-4 og 472,1-2. ‘Herre, gør mit liv til bøn’
”Giv os i dag vort daglige brød” hedder den fjerde bøn i Fadervor. Er det en bøn om, at sult og almindelig mangel på de basale fornødenheder ikke må ramme os? I så fald er vi heldigt stillede i den del af verden, hvor vi bor. Til gengæld forklarer det ikke, hvorfor andre – også kristne – må sulte og lide i andre dele af verden.
At det måske ikke hænger sådan sammen, kan den gamle myte om Adam og Evas fordrivelse fra Edens Have måske kaste lys over. I Edens Have havde de kunnet spise alt undtagen frugten fra Livets træ og Kundskabens træ. Forskellen på at være i eller uden for Edens Have forekommer at være, at de udenfor skal arbejde for føden. Men gør de det, er der føde, skønt den skal frembringes gennem arbejde, slid, sved og møje.
Bønnen i Fadervor drejer sig ikke om den konkrete mad,. Vi ved, at den skal vi selv skaffe og dele. Her må menes noget andet. Derfor kan vi igen se på Adam og Eva. Hvad var det egentlig tab for dem ved at blive uddrevet af Edens Have? Ja, se, det er jo tabet af mening, af sammenhæng i livet, det er tab af tryghed, det er tabet af livet – engang, altså er det bevidstheden om at skulle dø, der nager dem. Sådan som dette optager os.
Har I i øvrigt lagt mærke til, at de første tre bønner i Fadervor taler om dit navn, ”dit” rige, ”din” vilje, men her skifter det og i de sidste bønner handler det om ”os” og ”vort”? Det udtrykker forskellen mellem Gud og os, for det , som adskiller os er det, vi ikke kan give os selv: Det daglige brød. Det er forladelse af vor skyld, befrielsen fra det onde. Raffineret og kort fortælles om vores stilling i verden.
Vi er i en verden, hvor vi med snilde og omtanke kan sørge for hinanden og os selv, så vi overleder. Men vi udnytter ikke på en gennemtænkt og smart måde, de muligheder, som er. Vi tænker hellere på os selv fx i klima- og miljøspørgsmål. Vi lader egenviljen råde. Også når det handler om noget så væsentligt som tilværelsens sammenhæng og mening.
I kristendommen har vi et begreb, som i dag næsten ikke anvendes. Det er ordet synd. Oprindeligt er det en betegnelse for det, der skiller noget fra noget andet. I vores tradition er det blevet et moralsk ord. Synd er det forkerte, det ikke tilladte, det slemme. Hvis vi nu prøver at anvende ordet i dets oprindelige betydning, så kan vi se, at syndefaldet er en skildring af, hvad det er, der skiller Gud og mennesker. Det er indsigten, alvidenheden, evnen til at skabe og til at rumme både liv og død.
Så hvis vi sidder og leder efter mening og sammenhæng i tilværelsen, er vi i synden. Meningsløsheden, følelsen af at svigte og sortsynet er synden; men ikke fordi vi har gjort noget forkert, eller fordi vi er forkerte. Vi har ikke overtrådt de ti bud, vi er ikke færdselssyndere på Vor Herres landevej. Nej, vi er mennesker, og mennesker er i synden, fordi synden er det at være adskilt fra Gud. Det oplever vi, når vi konkret har opfyldt ét af de ti bud, men opdager, at vi måske har gjort det for et syns skyld, og fordi vi skulle eller burde. Vi véd, at vi gjorde det ikke spontant og af et helt rent hjerte. Måske gjorde vi det for at blive rost.
Når vi beder ”giv os i dag vort daglige brød”, beder vi – måske uden at være os det bevidst om, at den mening, tro og sammenhæng, vi ikke slet kan skabe, må komme til os. Ligesom vi har brug for daglig føde rent materielt, og kan skaffe os den, sådan har vi brug for åndelig føde og stimulans, der skaber mening og et helt liv. Det kan vi ikke selv. Det må komme til os fra Gud. Han har redskaber. Ordet, som findes i Bibelen, rummer dette og åbenbarer dette. Mennesker, som prædiker dette, er redskaber for det. I nadveren har vi begge dele: ordet og sakramentet, brødet og vinen, fordi Gud åbenbares igennem det. Brødet og vinen er jo Kristus legeme og blod. Han er det daglige brød, som vi beder om. Om sig selv siger han jo netop ”Jeg er det sande brød”.
Derfor blev Gud menneske i ham. Derfor blev han korsfæstet og opstod, for at bringe det til os, som vi ikke selv kan skabe eller tage men dog modtage. ”Giv os i dag vort daglige brød” Ja, det er at bede om, at Gud vil bære os, give os liv og ånde, tage imod os, når vi engang ikke er mere. Og at han vil gøre det, fordi vi ikke har andet håb end ham, som vi har set ham i Jesus Kristus.
Amen